GIV IRAOLA DET HAN SKAL BRUGE
Martin Busk er tilbage fra sommerferie med en dugfrisk Buskelyse. Her er hvad han så, da Liverpool mødte Newcastle på St. James Park.
-
-
-
Martin Busk
24. august 2026, kl. 12:33
-
-
-
Martin Busk
24. august 2026
Med disse indledende linjer er jeg nu påbegyndt det 10. år med analyser af Liverpools kampe fra Premier League og alle cupkampe. Det sker endda ganske få uger efter, at det præcis er 30 år siden, at jeg flyttede fra Jylland til København, samt med ganske få uger til at jeg runder 50 år, hvorfor jeg på sin vis både kan fejre det her lille jubilæum, et lidt større jubilæum som bosiddende og integreret i hovedstaden, samt en kommende rund fødselsdag.
Første kamp i sæsonen blev næsten lige så ærgerlig en kamp som mange af dem, vi så i den seneste sæson. Da jeg den 25. maj - hej, Rom og Istanbul - takkede af for 2025/2026-sæsonen og ønskede alle en god sommerferie, var det med håbet om en ny træner og en flok nye sultne spillere, der ville passe ind i en ny cheftræners stil.
Jeg var ikke optimistisk, hverken hvad en ny træner eller nye spillere angik. En ny træner kom der dog. Ja, faktisk kom fyringen af Arne Slot blot fem dage senere, endda på en lørdag af alle dage. Yderligere fem dage senere blev Andoni Iraola fra Bournemouth så præsenteret. Det betyder, at vores nye sympatiske spanier har haft næsten 2,5 måneder i klubben, da han i går satte sig til rette i den lækre udskiftningsboks på St. James’ Park i Newcastle.
Den samme tid har Richard Hughes haft til at sikre sig nye spillere, der passer til Iraolas måde at spille fodbold på. Han har så fået Ronald Araújo og Victor Muñoz ind nede fra spansk fodbold. Men det er jo sådan set så også det. Tidligere er også Jeremy Jacquet blevet hentet, men den aftale kom jo i stand allerede den 1. februar.
Der er blevet sagt farvel til Ibrahima Konaté, Andy Robertson, Curtis Jones og Mohamed Salah. Konaté er blevet erstattet, men ellers lader 1:1-erstatningerne vente på sig.
Vi render stadig rundt med “dødvægt” i truppen i form af Joe Gomez, Wataru Endo, Kostas Tsimikas, Federico Chiesa og Harvey Elliott (der desværre aldrig kommer til at bide sig fast).
Liverpool kan stille en lovende startellever, men det fremgår tydeligt, at truppens dybde og kvalitet er ekstremt presset til en ny og lang sæson med afsindig mange kampe. Se bare på gårsdagens bænk. Det er jo ikke en urutineret 20-årig Lewis Koumas, der skal ind for at vende en kamp.
Der skal selvfølgelig tiltrængt ny energi og ikke mindst kvalitet ind. Det er død og pine nødvendigt. Størstedelen af den nuværende trup er drænet for netop energi, og selvom man kan argumentere for, at det var Arne Slot, der drænede truppen, så har den generelt et behov for at få tilført mere energi og en større opgradering på kvalitet.
Det var ikke i gårsdagens kamp, vi så Iraolas ‘style of play’. Den intensitet, vi ved, at han kan bringe i sit mandskab, var særdeles fraværende. Ofte lignede det sidste sæson, men jeg havde nu ikke forventet ret meget andet. Han har selv været inde på, at holdet slet ikke er der, hvor han gerne vil have dem hen, at spillerne endnu slet ikke kan holde til de højintensive aktioner igennem en hel fodboldkamp. Det tager tid, især når man har overtaget et mandskab, som igennem to sæsoner ikke har arbejdet med særlig stor intensitet i træningen, hvis man skal tro på efterretningerne fra Arne Slots tid.
Vi reddede en 2-2’er med os hjem på kampens allersidste gonggong. Det var selvfølgelig opløftende. Hellere uafgjort end nederlag, men det fjerner ikke den mindre skuffelse, jeg sidder med her dagen efter.
Jeg tror, jeg havde forventet mere. Jeg har dog svært ved at sætte ord på, hvad det var, jeg konkret forventede mig mere af, andet end i hvert fald intensiteten. Den og så selvfølgelig kvaliteten omkring det, jeg kalder for det simple spil.
Shit, hvor var vi dårlige til at eksekvere i det simple og nøjagtige pasningsspil. Det er så skidehamrende frustrerende at se spillere stå og hælde bolde ud over sidelinjen eller ramme en modspiller lige i fødderne frem for at ramme den frie medspiller. Det bør være manglende fokus mere end det bør være manglende kvalitet, for det kan simpelthen ikke passe, at store fodboldstjerner er så ringe til at aflevere som det, vi så i går aftes.
Vores store udfordring i går var igen vores midtbane. Den er jeg altså ret bekymret for. Vi har fire spillere, der ser ud til at skulle kæmpe om de tre pladser. Alle fire virker desværre, som om man i fællesskab glemmer kommunikationen i forhold til at sikre sig bagude, når den ene eller to af dem kommer for langt frem på banen. Det skaber jo en motorvej ned igennem banen, hvis man mister bolden, som det var tilfældet ved begge Newcastles scoringer, hvor Ryan Gravenberch med to elendige forsøg på afleveringer var med til at forære The Magpies to hurtige kontrastød, der gav dem deres to mål i kampen. Det så vi masser af eksempler på i sidste sæson, og det ser desværre ud til at fortsætte.
For mig handler det ikke nødvendigvis om navne på 6’er/8’er-positionerne, for nogle af dem, som Liverpool tidligere har haft på radaren til den dybe midtbane, som f.eks. Moises Caicedo, har de samme tendenser. Det handler om at kommunikere og ikke mindst have aftaler på plads. Man må gerne spille med risiko, men man skal ikke gøre det så hjernedødt, som vi så det i går. Mange hold vil spille på de her kontrahug, når de skal møde Liverpool, og det er noget, Iraola skal have styr på, når vi taler sikring.
Desuden beklager jeg det, jeg er nødt til at skrive nu: men jeg er altså ved at være der, hvor Florian Wirtz skal til at vise, hvad det er, han kan. Det er jeg nødt til at sige! Tyskeren spillede i går sin kamp nummer 50 for The Reds, og jeg mener ærlig talt, at det er på tide, at vi begynder at se et output fra ham. For mig fungerer han ikke, og jeg synes, han er med til at handicappe vores offensive spil. Han er for langsom, han virker til at bremse spillet, han har for mange fejlpasninger, og han lægger sit spil op på en alt for stor klinge. I en 10’er-rolle må det altså være forventningen, at han støtter 9’eren, Alexander Isak, bedre - og at der generelt sker mere omkring ham, som han selv skal være katalysator for. Jeg ved godt, det er prekært at sætte negative ord på ham, men jeg synes altså, vi nærmer os den tid, hvor han begynder at vise, hvad det var, han blev købt ind til, sorry to say. Vi kan ikke blive ved med at tale om, at det nok skal komme, vi kan ikke blive ved med at bevare troen på, at han bliver et kreativt monster for os. Jeg ser ikke for nærværende (ung og ny sæson, ja), at det går i den rigtige retning for ham.
Når alt dog er sagt, så var der også nogle positive momenter i kampen, som jeg synes er værd at tage med videre ind til kampen på lørdag mod Nottingham Forest.
Først og fremmest synes jeg, vores centerforsvar så ganske okay ud, på trods af to scoringer imod os. Virgil van Dijk og Jeremy Jacquet ser ud til at indgå i et fint samarbejde og med god forståelse for hinanden. Vi indkasserede heller ikke på vores helt store akilleshæl fra sidste sæson, nemlig standarder. Måske er der nye tider på vej, hvad det angår?
En anden, der udmærkede sig positivt, var Cody Gakpo. En ting var, at han sørgede for udligningen til 1-1, men jeg synes også, jeg kunne få øje på hans rolle og ikke mindst vigtighed for holdet. Han er formentlig en af de spillere, der vil komme til at befinde sig bedre hos Andoni Iraolas måde at spille fodbold på. Af samme årsag er det selvfølgelig derfor også enormt vigtigt at holde på ham. Jeg begriber ikke, at der er tale om et salg af ham, ej heller hvis Bradley Barcola skriver under.
Ja, vi kommer i så fald til at have mange spillere, der kan, skal og bør spille på venstre kant. Foruden Gakpo og Barcola så gælder det også Victor Muñoz og Rio Ngumoha. De to sidstnævnte var så at finde på højre kant i går, og det slap Muñoz noget bedre fra end Ngumoha, der var den Liverpool-spiller med færrest antal boldberøringer. Hvor jeg i sidste uges testkamp mod Como kunne se en fidus i at spille Rio til højre, forsvandt den fidus ærlig talt i går.
Vores backs blev til gengæld overspillet flere gange, og der manglede den sidste kvalitet, når de kom op i den anden ende. Både Jeremie Frimpong og Milos Kerkez blev dog nok også en del handicappet med tidlige gule kort, begge inden for samme minut efter en halv time. I øvrigt irriterer det mig, at der uddeles gule kort for de der holdeforseelser, når der er tale om et førstegangstilfælde. Jeg er med på, at der er tale om at bremse en lovende situation for modstanderen, men det er potentielt også noget, der kan ødelægge det for et fodboldhold med alt det, man går og opbygger i løbet af en uge på træningsbanen. Det værste er dog næsten, når det ikke sker på konsekvent basis. Yoane Wissa fik et tidligt og burde have fået et mere, da han professionelt forhindrede Gravenberch i at vende og have en halv tønde land foran sig, der kunne have skabt en særdeles farlig situation. Han havde jo alle dage fået et gult kort for den forseelse, hvis ikke han i forvejen løb rundt med et. Så mister man lidt ideen med, at de ikke gives konsekvent. Jeg synes dog bare slet ikke, at de skal gives før anden gang, man begår et.
Tidligt på sæsonen og alt det der, som skal med in mente, så var det en undervældende præstation af LFC, som man kun med tiden og ugerne, der kommer, kan håbe på bliver bedre. Intensiteten og skarpheden skal justeres gevaldigt, der skal findes en bedre balance i kæderne, og så skal der handles kvalitativt ind, så vi kan få sammensat en trup, der har energi, power og fitness til at kunne følge med modstanderens fysik. For netop fysik er noget af det, de andre klubber kommer med, og her kommer vi altså til kort, som det ser ud lige nu og her.
Foruden den åbenlyse problematik omkring vores højre kant, så burde vi jagte en central midtbanespiller, samt en multiback (altså en gardering til både højre og venstre - hej, Djed Spence) samt en angriber. At vi får Conor Bradley og Hugo Ekitiké retur er jo fint nok, men det sker ikke i det her kalenderår, hvorfor vi er nødt til at se på alternativer nu. Det burde vi sådan set have gjort for længe siden, og det kan ikke vente! Vi er altså blot en enkelt Alexander Isak-skade fra at stå uden en decideret 9’er, hvilket jo i sig selv er en kæmpe svækkelse og en katastrofe for et fodboldhold, der skal dyste med i toppen af både national og international fodbold. Man må bare undre sig over klubbens og dermed Richard Hughes’ måde at prioritere transfers på.
Her på falderebet vil jeg sige, at jeg på trods af gårsdagens resultat stadig er mere positivt stemt, end da vi gik på sommerferie. Jeg har ikke savnet Liverpool hen over juni og juli måned, men jeg kan godt fornemme de nye vinde, der er med Andoni Iraola. Det glæder mig, og det gør, at jeg glæder mig til at følge udviklingen over den kommende tid.
Jeg håber bare på, at han får, hvad han skal bruge, for at kunne styrke sit mandskab, så han også kan styrke sin egen position som den dygtige træner, han er. Det er enormt vigtigt at få stoppet de negative ytringer, vi var så forbundet og associeret med i sidste sæson. Det forplanter sig alt sammen og gør ikke nogen gavn på en længere bane.
Up the Reds!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!