Transfervinduet er lukket. Derfor tillader jeg mig at gøre status på Richard Hughes arbejde, inden han pakker sydfrugterne og smutter til Saudi Arabien.
Normalt hører jeg til den optimistiske del af vores fanbase, når det kommer til klubbens transferstrategi. Jeg må dog indrømme, at sidste sæsons vindue har gjort mig mere i tvivl.
Førhen havde jeg en generel stor tiltro til, at klubbens ledelse handlede fornuftigt. Hellere den rigtige spiller fremfor den hurtige løsning og hellere den langsigtede planlægning fremfor impulskøb på Deadline Day.
Ja, hvem husker ikke da vi blandt andet hentede Bobby Firmino, Mohamed Salah, Virgil van Dijk, Sadio Mané, Andy Robertson og Alisson Becker. Blot for at nævne et par stykker. Det føltes rigtigt med dem og det virkede til, at der var en klar plan. En klar og tydelig vision for det her hold.
Lad mig lige slå én ting fast her i begyndelsen: Jeg synes ikke, at klubben har købt dårlige spillere i det her vindue. Tværtimod.
Andoni Iraola synes jeg også er en spændende træner. Ingen tvivl om, at han er dygtig og har den helt rigtige tilgang til arbejdet, og at han forstår, hvad det hele betyder for os fans. Men han har et kæmpe arbejde foran sig, i forhold til at få banket noget selvtillid og tempo ind i truppen efter, at Arne Slot lullede dem i søvn i den seneste sæson.
Samtidig er det svært ikke at være begejstret for en spiller som Bradley Barcola. Han blev en dyr herre, men det er også en spiller, jeg glæder mig enormt meget til at se i Liverpool-trøjen. Han er lynende hurtig, har god teknik og så har han Champions League-erfaring.
Victor Munoz ser samtidig utroligt spændende ud. Jeremy Jacquet har allerede vist lovende takter, og Ronald Araujo kan potentielt tilføre noget af den no-nonsense tilgang, som forsvaret til tider har manglet.
Isoleret set kan man sagtens argumentere for de fleste af de handler, Hughes har foretaget. Det er bare heller ikke dér, min kritik ligger.
For et godt transfervindue handler ifølge mig ikke kun om kvaliteten af de spillere, man køber. Det handler om sammensætningen af truppen. Og lige præcis dér synes jeg, at Liverpool har et problem.
Jeg synes egentlig, at Jamie Carraghers kritik af transfervinduet var meget fornuftig. Hans kritik var ikke, at Barcola, Munoz eller Jacquet er dårlige fodboldspillere, men derimod, at truppen ganske enkelt ser skæv ud. Det er svært at argumentere imod.
Mohamed Salah er væk. Den egyptiske konge, der de sidste mange år har slået rekord efter rekord og vundet det hele, er væk, og vi har stadig ikke fundet en åbenlys afløser.
Federico Chiesa er stadig i klubben, men han er ofte skadet. Munoz kan spille der og Gakpo kan til nøds også. Liverpool har altså masser af spillere, der kan spille højre kant. Men hvor er den naturlige højre kant henne?
HULLERNE ER IKKE KUN PÅ KANTEN
Robbo er væk, Ibrahima Konaté er væk, Curtis Jones er solgt til Inter og Harvey Elliott er sendt på lån til Valencia. Dertil kan man også sætte store spørgsmålstegn ved begge backs og manglen af en rigtig god 6’er. For klubben har stadigvæk ikke erstattet Fabinho og tilført det defensive anker, som holdet har manglet siden 2023. Det er især svært at forstå, når flere af de svagheder allerede har været synlige i en lang periode.
Carragher rammer efter min mening noget meget centralt, når han siger, at hverken folk i klubben eller ret mange Liverpool-fans for alvor sidder med følelsen af, at det her er en trup, der kan vinde Premier League.
Det er en vild udmelding med tanke på, at Liverpool vandt mesterskabet for lidt over et år siden og samtidig har brugt en masse penge på spillere.
Netop derfor sidder jeg også tilbage med en lidt sjov følelse efter det her transfervindue. For det føles som et transfervindue, der kunne have været rigtig godt, hvis man bare havde brugt lidt mere energi på de åbenlyse mangler: En højre back, en defensiv midtbanespiller og en naturlig højre kant.
Så mens Richard Hughes pakker kufferten og efterlader nøglerne til sin efterfølger, står jeg tilbage med spørgsmålet: Har han købt os en Ferrari, mens vores hus er ved at brænde?