Så fik vi sæsonens første nederlag til et ikke top 8-hold i Europa eller top 2-hold i PL, om man vil. Et fortjent et af slagsen, målt på indstilling og opdeling samt hvordan man greb kampen an.
Nede på Chobanis lydinferno i Istanbul kunne Liverpool ikke stå distancen mod et i grove træk afdanket Premier League-mandskab fra Fenerbahce, hvor ikke færre end syv af deres 11 startende har en fortid i engelsk fodbold.
Jeg kan godt forstå, at hjemmeholdet vandt. Hvad jeg ikke forstår, er, at de før i går kun havde vundet halvdelen af deres hidtidige hjemmekampe i denne sæson, for hvis stemningen er sådan til hver eneste af deres hjemmekampe, så burde modstanderne blive så skræmte, og Fenerbahce burde løftes til store højder ved at blive båret så meget frem, som det var tilfældet i går. Tyrkere er eddermame gode til at lave vild stemning, det er dedikation og ikke mindst passion på fuld smadder, og det er yderst misundelsesværdigt. Fed kultur!
Det var en mærkelig fodboldkamp. Jeg sad i perioder og tænkte, at det mindede ret meget om sidste sæson. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at der var lidt Arne Slot over præstationen.
På en måde var det en kamp, hvor jeg i størstedelen af tiden følte, at det var en kamp, vi ville vinde. Men sygdomsperioderne, som vi var så hårdt ramt af i sidste sæson, dukkede desværre op et par gange eller tre undervejs, og derfor var det os, der forlod banen som taber i en kamp, vi ellers havde ganske udmærket styr på i 70 ud af 90 minutter. I 70 af minutterne synes jeg nemlig godt, man kunne få øje på, at der er en årsag til, at det er Liverpools spillere, der spiller Premier League, og at de andre nu spiller Süper Lig.
Men fodboldkampe spilles jo over længere tid end blot 70 minutter, og når man ikke er i stand til at spille, fokusere, afvikle og udføre over alle 90, ja, så er det næsten dømt til at gå galt, når der samtidig er så stort et pres på fra selve lydkulissen.
To gange formåede vi ellers at komme ‘planmæssigt’ foran, hvilket man skulle mene burde række. Begge gange formåede vi så bare også nøjagtigt fire minutter senere at lade dem udligne.
To afrettede skud sendte holdene til pause med 1-1. Først Trey Nyonis og efterfølgende frisparket fra Mason Greenwood. Man kan i begge tilfælde sige, at det var uheldigt, for det er det jo ofte, når skud afrettes og går i mål, men jeg vil nu nok mene, at måden, vores mur fungerede på ved tyrkernes udligning efter Dominik Szoboszlai tåbeligt begåede frispark, så lettere amatøragtig ud. Det var i hvert fald en mærkelig måde, som Jeremy Jacquet åbnede op på ved at vende siden frem for fronten til, ligesom der manglede en tættere samling i selve muren.
Trey Nyoni var igen et lyspunkt. Jeg ved godt, at jeg bruger en del spalteplads på at lovprise ham for tiden, men faktum er altså også bare, at han i den grad griber de chancer, han får.
Jeg er fuldstændig vild med hans skærende afleveringer op i banen, hans overblik og hans hurtige opfattelse af de spilsituationer, han er omgivet af og involveret omkring. Han tænker og er hele tiden et skridt foran i omtanke, han er fremadrettet i sit spil, god på bolden, men også vågen og sikker i sine indgreb. Afrettet eller ej, så var det også herligt at se ham score for The Reds. Han bliver god. Virkelig god. Et dejligt lyspunkt for tiden.
Det står i skærende kontrast til sidste sæsons bedste spiller Dominik Szoboszlai, der bestemt ikke har tur i den indtil videre i denne sæson. Jeg er med på, at han lige er returneret fra en skade, men jeg synes, han er for nedadgående i det meste af det, han foretager sig inde på banen. I går var jeg ved at blive spedalsk over både hans pasningsspil og hans hjørnespark. En mand med hans kvaliteter præsterede rystende dårligt på de såkaldte ‘deliveries’, hvor et glimrende eksempel var, da vi til slut pressede på for en udligning, men hvor han ikke engang var i stand til at slå en bold ind i feltet, ganske enkelt fordi han ikke fik løftet dem højt nok derind imod. Det var totalt uden adresse, og det er bare ikke godt nok.
Havde jeg været udskiftningsleder, så havde jeg pillet ham ud allerede i pausen eller senest efter en times spil. I stedet skulle han minsandten ned på den ‘velkendte’ position som højre back. Det var præcis lige så underligt at se på som i seneste sæson.
For det var ved 1-1, at den disposition skete, formentlig i et forsøg på at kunne skabe noget fra højre side, når det var os, der jagtede en føring, men så kunne man måske i stedet have sat Victor Muñoz derned som en offensiv højre back, hvilket er sket med succes tidligere. Det var dog først, da vi så netop kort efter kom foran 2-1, at Szobo så ikke der blev pillet ud, og vi i stedet fik sat Ronald Araújo ind som en defensiv solid gardering, der kunne være med til at spille resultatet i hus.
Jeg har intet imod, at der roteres lidt i et voldsomt presset program. Jeg vil næsten mene, at det er en nødvendighed, men jeg synes også, at vi på det seneste har set eksempler på, at når Andoni Iraola så skifter tre mand på én gang, så bryder det noget af den rytme, vi måske enten er i gang med at få etableret eller allerede har i selve spillet. Måske kunne man nøjes med en eller to frem for hele tre.
Vores helt store problem i går var dog først og fremmest den defensive manglende fokus. Hold da op, hvor var det nemt for dem både at komme på 2-2 og bringe sig foran med 3-2. Én ting er Cody Gakpos “oplæg” til deres udligning, det er vel, hvad der kan ske, men noget andet var deres føringsmål, hvor en høj ballonbold, der så ud til at svæve i flere minutter oppe i luften, fik lov til at dumpe uhindret ned lige midt mellem Jeremy Jacquet, Alexis Mac Allister og Trey Nyoni, hvor de alle glemte at stige til vejrs. Om det var manglende kommunikation med Alisson inde på stregen, aner jeg ikke, men brasilianeren burde i min optik have været ude for at eje det luftrum så nemt som ingenting. I stedet var det den indskiftede bomber Vedat Muriqi, der omtrent stående kunne heade bolden forbi vores keeper ude i den ene side og dermed få stadion til på ny at eksplodere. Det var umådeligt ringe at se på!
Jeg har så sidenhen bemærket, at der er stor kritik af Alisson og til dels også Virgil van Dijk. Jeg har læst sætninger som, at nu må deres tid være ovre, at de senest skal væk til sommer, at det må betyde en tur ud på bænken osv. Jeg er med på, at det ganske givet er skrevet i ‘følelsernes vold’, for min egen tanke er “ro på - fejl sker”, og jeg er med på, at Ali også fuckede op forud for Arsenals scoring i søndags, men jeg er slet ikke i nærheden af at tænke, at deres tid er slut. Jeg mener (selvfølgelig) fortsat, at de har kæmpe betydning for Liverpool, det synes jeg ikke et par fejl ændrer på, og der er helt klart noget med koncentrationen, der bliver nødt til at være skarpere, men det kunne altså også være ret fedt, hvis vi som samlet fanbase snart lærte ikke altid at udpege forskellige spillere og kalde dem passé, fordi de i en periode ikke præsterer, som vi forventer det.
Jeg forstår som sagt godt, hvor det kommer fra, nemlig fra følelserne. Jeg er også selv efter Szoboszlai i dag, jeg har ofte været efter Florian Wirtz i denne sæson, Kostas Tsimikas og Milos Kerkez kan jeg også godt give en tur, ligesom Ryan Gravenberch og Bradley Barcola kan få det, men jeg ville ønske, at fordi de får en (ganske velfortjent) tur, at vi så ikke bare dømmer dem ude af trøjen med det samme.
Alt i alt udviklede det sig desværre til en kamp, som vi i bund og grund ikke kunne være bekendt. Der var ikke mange spillere, der lykkedes foruden Trey Nyoni. Tættest på ham var vel Rio Ngumoha samt indskiftede Alexander Isak, ligesom til dels Joe Gomez og Victor Muñoz vel også gjorde det okay.
Vi fik i hvert fald også set, at Bradley Barcola formentlig aldrig bliver spidsangriber, men når alternativerne er Cody Gakpo og Lewis Koumas, ja, så er det vel også så som så med, hvad vi vil få ud af det, hvis Isak skal spares - hvilket da i hvert fald fik mig til at se endnu mere frem til, at Hugo Etikité vender retur i det nye år engang.
Jan Mølby, som jo har det med at sige lidt forskellige ting, når han kommenterer LFC’s fodboldkampe, sagde det egentlig meget præcist: “Mon ikke der sidder mange Liverpool fans derhjemme og tænker ‘Kunne vi da virkelig ikke klare den?’”, for det er egentlig en til en den tanke, jeg også sidder med her dagen derpå. Det var en kamp, vi til enhver tid, pres fra lægterne eller ej, burde kunne vinde, men når koncentrationen svigter, så straffes man, og så lærer man det i stedet på den hårde måde.
Det var i hvert fald en stor skuffelse, og hvor jeg lever ganske udmærket med, at vi kan tabe til Manchester City og Arsenal, fordi det er to vanvittig gode fodboldhold, så er det her nederlag klart sværere at acceptere.
Fra at være i en komfortabel position til en placering oppe i top otte, så synes jeg nu, vi er gået i retning af, at det er bekymrende, når man ser nærmere på, hvem det er, vi mangler at møde. Næste gang er det Club Brügge på udebane, et hold, der har imponeret indtil videre, og som ikke bliver let, så venter Porto hjemme, der i går fik den første sejr, så skal vi til Inter, hvilket altid er svært, og så slutter vi hjemme mod Lens, der dog lignede noget, man ikke troede var muligt i går hjemme mod Como. Det er fire kampe, vi alle kan vinde, hvis fokus er til stede, og vi stiller med et kompetent hold, og den rette fokus er til stede, men det havde nu lunet at tage den sejr, vi med tyve minutter tilbage lå til i går, i forhold til kampen om at slutte i top otte.
Nu venter der snart en ny omgang med landsholdsfodbold. Inden da skal vi dog lige igennem et opgør nede i London på søndag, hvor Crystal Palace hjemme på Selhurst Park tager imod. Sølle syv point efter sejre over Nottingham Forest og Fulham, som de roder rundt med nede i bunden, og en uafgjort på Elland Road er det blevet til for dem.
Palace virker som en skygge af dem selv i denne sæson ligesom Europa nok også fylder en del hos dem, men det er også sådan, at de elsker at møde Liverpool, og derfor er det et tricky opgør, der venter os søndag eftermiddag. Et opgør, vi dog både BØR og SKAL vinde, så vi trods alt kan gå opløftet på pause!