KARAKTERER: PALACE
Endelig er sæsonen for alvor i gang! Resultatet blev ikke som ønsket, og spillet i særligt anden halvleg kørte heller ikke, som vi havde håbet. Men det var også gode takter blandt flere af spillerne – særligt de nye drenge viste sig flot frem. Men mål fra Ekitiké og Frimpong var ikke nok til at hive sejren i land, og med tre brændte straffespark kan man heller ikke forvente at vinde straffesparkskonkurrencen. Her kommer karaktererne.
Alisson Becker: 7
Han kan næppe gøre noget ved nogle af de to mål, der bliver scoret i ordinær tid. Har en god en-mod-en mod Mateta. Piller Ezes straffespark og får vel også en redning på den, der går på overliggeren. Det er i hvert fald ikke Alissons skyld, at vi ikke vinder den her kamp.
Jeremie Frimpong: 7
Det var et indlæg. Slut. Men alle mål tæller heldigvis lige meget. Og hvilken kamp at score sit første mål i. Særligt første halvleg var interessant, syntes jeg. Han og Salah skulle lige lære hinanden at kende, men det virkede til, at der var en ok forståelse for, at når den ene gik ind i banen, blev den anden ude ved sidelinjen for at holde bredden. Jeg tror, vi bliver glade for ham her, om end han også kommer til at blive udfordret defensivt af og til.
Ibrahima Konaté: 6,5
Første halvleg får han afvist rigtig meget, synes jeg. Men han falder - ligesom resten af holdet – i niveau i løbet af anden halvleg. Lige pt er han det klare førstevalg som den højre stopper, men det vil ikke gøre mig noget, hvis der kommer en konkurrent ind, som kan puste ham i nakken.
Virgil van Dijk: 4,5
Min påstand er, at alle, der har været forsvarsspiller på hvilket som helst niveau, har prøvet at begå et sådant straffe. Og det er ret irriterende… i serie 2. Det er skideirriterende på det niveau. Jeg synes, at van Dijk skal være for klog til at begå det. Jeg synes også, han er for passiv ved 2-2 målet. Så alt i alt ikke hans bedste eftermiddag. Men kender jeg ham ret, scorer han på fredag.
Milos Kerkez: 7
Fed energi! Masser af gå-på-mod og vilje til at gå ind i dueller. Tilbød sig hele tiden offensivt og var god til at komme med tilbage og forsvare. Med en lidt skarpere egypter får han vel også sin første assist i Liverpool-trøjen. Ham her, tror jeg, bliver vi glade for.
Curtis Jones: 3,5
En tæt på ligegyldig indsats, synes jeg. Det lyder hårdt. Men det, jeg forventer af ham, leverer han ikke. Det går ALT for langsomt til min smag. Jovist, boldbesiddelse er rigtig fint, men jo ikke hvis der bare afleveres til siden og tilbage – især når det tager så lang tid, som jeg synes, det gør for Jones, når det ikke kører for ham.
Dominik Szoboszlai: 6
Lidt længere tilbage på banen, end vi så det i store dele af seneste sæson. Arbejdsraseriet findes stadig i ham, og han kommer godt rundt på banen, men desværre mister han en del bolde. Han skal dog hyldes for sin Gerrard’ske assist til Frimpong. Og han skal også hyldes lidt for sit udseende. Flot, flot mand.
Florian Wirtz: 7
Første halvleg: meget lovende. Anden halvleg: lidt mere usynlig. Men det er tydeligt, at vi har fået en stjerne ind her. Gode positioner, god til at vurdere, om bolden skal drives eller lige lægges af, og så er assisten til Ekitiké rigtig lækker. Han skal lige vænne sig til engelsk fodbold og den fysik, der er her, men når det sker, bliver det for alvor sjovt med Wirtz.
Mohammed Salah: 4,5
Meget usynlig i store dele af kampen. Fair nok, at han lige skal lære Frimpongs stil at kende, men han er en verdensstjerne, og jeg forventer mere af ham i en kamp som denne. Henderson har en fin redning på hans afslutning, men det er vel også det, han kommer frem til. Og straffesparket behøver jeg ikke skriver mere om end blot dette…
Cody Gakpo: 6
En rigtig middelkamp for Gakpo. Stod over for Munoz, der havde et par forrygende sidste måneder i seneste sæson, og han fortsatte egentlig med at imponere mig. Der er dog intet at sætte på Gakpos arbejdsindsats. Pt er der vel ingen udfordrer til hans startplads på venstre kanten? Så mon ikke et længere run af kampe gør ham godt.
Hugo Ekitiké: 8 MOTM
Sikke et mål! Sikke en start! Meget lovende – både med og uden bold. God opspilsstation og god til at komme med igen og bruge sin ret gode fart. Jeg tør dog ikke lade mig rive helt med endnu. For han er ikke den første relativt dyre angriber, der scorer på Wembley i sin debut. Men jeg tror – og håber! – at ham her er the real deal.
Alexis MacAllister: 5
Kommer ind efter 71 minutter. Er liiiiige ved at få et straffespark imod sig. Nogle dommere havde nok dømt den, men jeg synes egentlig ikke, at den skal dømmes. Ikke et elendigt straffespark, for den sidder egentlig langt ude mod stolpen. Men det var tydeligt, at han ville sparke i den side.
Wataru Endo: 6
Kommer ind efter 71 minutter i stedet for Jones. Han skal løse de defensive problemer, Liverpool i tiltagende grad fik i løbet af anden halvleg. Og han løste det bedre end Jones, men fik ikke for alvor sat et aftryk.
Harvey Elliot: UB
Tæt på – hvis ikke det – dårligste straffespark på dagen.
Andy Robertson: UB
Som vi kender ham: god energi, men ikke tids nok til at ændre det store.
Arne Slot: 6
Jeg kommer aldrig til at kritisere en træner for, at hans hold taber efter straffespark. For han kan ikke gøre andet end at udvælge sine sparkere, og vi må formode, at alle sparkerne er indstillet på skulle sparke. Hvad jeg dog gerne vil kritisere lidt, er hans manglende udskiftning. Gakpo spiller ingen stor kamp, så hvorfor ikke give Ngumoha chancen? I pre season har vi set, hvad han kan – også på egen hånd! Ellers synes jeg egentlig, at hans udvalgte 11 var de rigtige, ud fra hvem der var til rådighed. Dog er det altid lidt svært, når fire ud af 10 markspillere er helt nye spillere, der lige skal lære at spille sammen med resten af holdet på den største scene.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!