KONGEN ABDICERER
En af de helt store legender i nyere Liverpool FC-historie har sent tirsdag aften meddelt, at han forlader klubben til sommer. Mohamed Salah har sat et kæmpe aftryk på klubben siden sin ankomst i 2017 og er nu i gang med sine sidste måneder som Liverpool-spiller.
Mohamed Salah er uomtvisteligt en af de største spillere, der nogensinde har båret den røde Liverpool-trøje.
Et Champions League-trofæ, to engelske mesterskaber, to Carabao Cups, en FA Cup, et klub-VM, en europæisk Super Cup og en Charity Shield har den egyptiske konge været med til at vinde til klubbens trofæskab, der før Salahs ankomst havde samlet støv i en del år.
Men efter den kommende sommer bliver jagten på de store trofæer uden Mohamed Salah på holdkortet. Dette blev officielt meldt ud af Salah selv, da han i en Instagram-video meddelte, at han forlader klubben til sommer.
Han kom, han erobrede, han sejrede
Det var en relativt uprøvet Mohamed Salah, der trådte ind ad dørene på Melwood i 2017. Efter en fejlslagen tid i Chelsea havde han fundet noget stabilitet i det italienske hos både Fiorentina og Roma, så det var ikke givet, at Salah kunne opnå det, som han endte med at gøre.
Men allerede i sin første sæson i 2017/18 gjorde han opmærksom på sig selv ved at blive Premier League-topscorer med 32 mål. Dermed slog han sin første af mange rekorder i den røde trøje ved at have scoret flest mål i en sæson med 38 kampe.
Under Jürgen Klopp blev han sammen med Roberto Firmino og Sadio Mané en del af en af de farligste angrebstrioer i Premier Leagues historie, som rev både ligaen og Champions League fra hinanden i flere sæsoner.

Den første sæson blev også noget af en mavepuster, da han måtte udgå tidligt i Champions League-finalen mod Real Madrid, efter en duel med Sergio Ramos, der glemte, hvilken sportsgren der blev spillet.
Men Salah tog revanche året efter, hvor han endelig kunne løfte pokalen med de store ører. Året efter sikrede han også det mesterskab, som fansene havde sukket efter gennem 30 års ventetid.
Fejringen blev ikke den vildeste, da coronaen ramte i slutningen af sæsonen 2019/20, men fem år senere kunne den egyptiske konge løfte Premier League-pokalen mod himlen på et fyldt Anfield.
Mohamed Salah har i alt scoret 255 mål og lavet 119 assists i 435 kampe (and counting). Han ligger desuden nummer tre på Liverpools all-time topscorerliste og har derudover vundet topscorerprisen i Premier League fire gange.
Hvad nu?
Ifølge Fabrizio Romano forlader Mohamed Salah klubben til sommer på en fri transfer, på trods af at han har et år tilbage af sin kontrakt. Dette er angiveligt en del af en gentleman’s agreement mellem klubben og Salah, hvor man imødekommer spillerens ønske om et nyt eventyr.
Det vil være misvisende at sige, at Mohamed Salah har haft en sæson i nærheden af, hvad han tidligere har præsteret. Blot 10 mål og 9 assists er det blevet til i alle turneringer, men hans sæson vil måske mest af alt blive husket for interviewet efter Leeds-kampen, hvor det helt store offerkort blev taget i brug efter tre kampe på bænken.
Så tiden er nok kommet til at tage en emotionel afsked til sommer. Saudi-Arabien har i flere år forsøgt at lokke den største spiller fra den arabiske verden til deres liga, og de vil formentlig også være villige til at betale en transfersum.
Derfor sidder jeg også tilbage med spørgsmålet: Hvorfor skal vi så ikke have nogen transfersum? Det er i hvert fald et spørgsmål, som jeg håber at blive klogere på inden for de kommende uger.
Men Salah er stadig Liverpool-spiller i de sidste måneder af sæsonen, og nu hvor hans fremtid er afklaret, kan han for alvor rette fokus mod at få en besværlig sæson i hus med Liverpool, hvor top 5 er på spil, og hvor der stadig er meget at hente i både Champions League og FA Cuppen.
Et personligt farvel
Selvom det ikke er nogen overraskelse for undertegnede, at Moh Salah ikke spiller i Liverpool i næste sæson, bliver det alligevel en mærkelig oplevelse, at en spiller, der har været så gennemgående en figur i Liverpools nyere storhedstid, nu forlader skuden.
Jeg kan kun forestille mig, at der kommer til at være en del tilvænningstid i at se en anden spiller end den legendariske egypter på Liverpools højrekant. En spiller, der i hele sin tid i klubben er blevet kritiseret for at være en uskarp afslutter (ironisk nok i forhold til sine tal) og for et generelt lavt bundniveau i de kampe, hvor han alligevel oftest fik scoret en eller to.
Mohamed Salah har i alle sæsoner – på nær den indeværende – altid været garant for mindst 20 sæsonmål, hvilket understreger, hvor vild han har været til at levere slutprodukt, selv i de sværeste perioder.
Mo Salah er en figur, der vil blive dybt savnet i Liverpool fra første dag, han er væk. Det store smil – ofte i forbindelse med de store øjeblikke, han har været garant for – samt det perfekte samspil med Anfield, der altid har sunget ham frem over kanten i både medgang og modgang.
Kærligheden er gengældt fra en spiller, der for alvor har taget både klubben og byen til sig, hvilket han også giver udtryk for i sin Instagram-video. Det kunne måske være, at han kunne lære Trent Alexander-Arnold et par tricks om, hvordan man laver en god afskedsvideo.
Mohamed Salah skal have den største hyldest i løbet af sin sidste tid i klubben og synges frem af Anfield, som nok skal få presset de sidste store øjeblikke ud af den egyptiske konge.
Forhåbentlig betyder afklaringen af hans fremtid, at han nu kan fokusere 100 % på at kvalificere Liverpool til Champions League i næste sæson.
Mohamed Salah – en kæmpe Liverpool-legende, der aldrig vil gå alene!❤️
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!