NYT KOLLAPS TIL SAMLINGEN
Martin Busk er klar med sin analyse efter endnu et Liverpool-kollaps...
-
-
-
Martin Busk
5. april 2026, kl. 14:44
-
-
-
Martin Busk
5. april 2026
Pause fra klubfodbolden til fordel for en periode med landsholdsfodbold. Jeg plejede at savne klubfodbolden. Det gør jeg ikke i den her sæson. Det er lige før jeg har brug for en længere pause fra Liverpool, men jeg har omvendt heller ikke det vilde behov for at se det danske landshold spille, da det på mange områder minder mig om Liverpool i en blanding af kaos, kollaps og et dårligt opsat og trænet hold.
Men grundoptimistisk som jeg næsten altid er, så jeg alligevel frem til gårsdagens med spænding imødesete kvartfinale mod Man City i FA Cup’en. Nok var vi på udebane, men med op imod 8.000 medbragte fans, så kunne jeg alligevel godt se os gå videre, og dermed komme et skridt tættere på en pokal i en ellers helt igennem ringe sæson. Ja goddaw mand. Det kunne jeg da så godt glemme alt om!
Vi kan godt tale om de første 38 minutter, hvor vi faktisk spillede ganske udmærket fodbold. Vi var godt med i flere af spillets facetter, på nogle parametre var vi måske endda også bedst, og jeg sad ret opløftet, nærmest grænsende til optimistisk og med en god følelse i kroppen. Men så dummede vi os, eller rettere: Virgil van Dijk dummede sig. Klodset straffespark og 1-0, hvorefter vi lignede et hold nede fra The Championship i den resterende del af opgøret.
Derfor er der heller ikke den store grund til at dvæle ved de første små 40 minutter, for vi ved jo godt at Liverpool er i stand til at spille god fodbold og spille lige op med selv de bedste hold på kloden. Det er jo ikke tilfældigt at vi er iblandt de otte bedste hold i Europa og spiller (den første) kvartfinale i Champions League på onsdag. Det er jo fordi truppen, et eller andet sted, har en ganske god kvalitet og kan konkurrere med de største. Det har vi set en del eksempler på i denne sæson, og det er jo alt sammen også fint nok, når vi så slår Arsenal, Real Madrid, Newcastle, Inter og hvad de ellers hedder, men problemet bliver udpræget og markant, når vi kun formår at ramme noget der minder om ‘gode præstationer’ i hver 6. eller 7. fodkoldkamp vi spiller. Det er alt for ustabilt og helt uden nogen form for kontinuitet.
Liverpool kollapser på to måder, når vi sætter point til eller når vi taber fodboldkampe. Enten kollapser vi i slutminutterne af kampene ved at falde helt sammen, hvilket vi har set talrige eksempler på, eller også er der de her kampe, hvor vi kollapser tidligt og aldrig for alvor har en chance. Det første slags kollaps orker jeg ikke at genbesøge i dag og lur mig om ikke jeg får muligheden inden sæsonen er slut, men til gengæld er vi nødt til at tale nærmere om dem hvor vi ligner et inkompetent fodboldhold fra de lavere rækker, der bliver ydmyget på det groveste, når vi først falder.
I går var netop en af de dage hvor vi sådan ud og hvor vi kollapsede på den måde. Præcis som tilbage i starten af november måned hvor Man City også skilte os ad på Etihad. Præcis som da vi ramte bunden hjemme mod først Nottingham Forest og få dage senere mod PSV Eindhoven. Den slags kollaps må altså ikke ske så ofte som det har været tilfældet. Fint nok at man støder på en enkelt af dem i løbet af en sæson, men at tabe så stort og så overbevisende i hele fire kampe, hvor vi falder fuldstændig fra hinanden, det er ganske enkelt uholdbart for en klub af Liverpools størrelse og som forsvarende engelske mestre. Det er ganske enkelt pinligt.
Arne Slot har en gameplan ved 0-0. Arne Slot er helt uden gameplan når vi kommer bagud. Så enkelt kan det vel opstilles. Når vi så kommer bagud med to lige op til pausen som i går, så går det jo bare helt og aldeles galt. Hverken Slot eller spillerne ved hvilket ben de skal stå på. Skal de angribe, skal de forsvare, ingen ved det, der er ingen der ligner at de har den fjerneste anelse om hvad man skal stille op. Det er pinligt at se os falde sådan sammen, det er ekstremt beskæmmende at vi kommer til at ligne et hold uden plan b, c og d. Det er et kollektivt kollaps når det er værst, så på den måde kan man da sige at spillerne står last og brast med deres Head Coach.
Jeg undrer mig når jeg ser et Liverpool-hold komme ud til anden halvleg nede med 0-2 og så ikke at vide hvad man skal stille op. Man har netop haft 15 minutter til at få lagt en ny plan, men man fortsætter i samme rille og ligner noget der hverken er fugl eller fisk. Det er sgu da underligt, hva’? Der er tilsyneladende ingen der bliver bedt om at tage ansvar, der er ingen der træder i karakter og ingen som går forrest. Man kører bare videre og ligner et mandskab i opløsning. Helt uden energi. Helt uden gåpåmod.
Så i stedet for at man evner at få sat noget sammen, så er man bagud med yderligere to mål inden der er spillet en time, og så er der eddermame langt hjem som fan, og tiden føles bare enormt langsom. Jeg vil vove den påstand at hvis Man City havde fortsat med at klø på i går, havde vi tabt med mindst 7-0.
Vi blev spillet ud af brættet mod det selvsamme hold som vi for to måneder siden matchede, i en kamp hvor vi - trods alt - først kollapsede til sidst, altså et af de der andre kollaps, hvor vi satte tingene (og en føring) over styr med blot små ti minutter tilbage.
Når vi rammer de kampe, er vi så modløse at jeg ikke kan finde noget som helst positiv. Vi er totalt blottet for selvtillid og selv når vi får tilkendt et straffespark, så brænder vi. Fortæl mig i øvrigt lige hvorfor Mohamed Salah skulle sparke … Han har netop brændt mod Galatasaray. Det er jo bare endnu en håbløs beslutning og bekræfter hvor skidt det står til.
Mohamed Salah. Manden der har givet os alt og som i landsholdspausen tikkede ud på sociale medier med at det er slut til sommer. Ham vil jeg godt nok gerne hylde, og det skal jeg også nok komme til, det bliver bare ikke i dag. Det magter jeg ganske enkelt ikke ovenpå sådan en lussing, hvor han sammen med alle andre spillere underpræsterede på det groveste. Det var i hvert fald en ekstrem dårlig start på hans farvel-turné som blev lanceret, men som jeg desværre føler mig ret overbevist om bliver en gevaldig fuser, for han kommer ikke til de i de resterende ni kampe (eller hvad der nu er tilbage) af sæsonen, at finde noget der bare minder om den form vi har set ham være i siden sommeren 2017.
Når man indenfor en time er bagud med 4-0, uagtet hvor god modstanderen så er, så forstår jeg faktisk godt at hovedparten af de mange tusinde medrejsende fans valgte at forlade Etihad i en slags protest hvor både Steven Gerrards og Xabi Allonsos sange gjaldede under Etihads katakomber. Normalt bryder jeg mig ikke om at fans forlader stadion før tid, men indimellem forstår jeg godt behovet for at signalere sin utilfredshed, hvilket var tilfældet i går.
I dag er sådan en dag hvor jeg er glad for at det er helligdag og hvor jeg ikke er tvunget ud i folkemængden, der kan komme med kommentarer om gårsdagens præstation. Jeg er i stedet ret så glad for at jeg kan slænge mig på min sofa og se Ronde van Vlaanderen, der er en af forårets store cykelmæssige højdepunkter, når nu det står så ringe til med mit fodboldhold, der ikke er i nærheden af at levere højdepunkter.
På den måde har jeg det ganske fint med at putte mig med tæppet trukket godt op til ørerne, og selvom jeg nok skal få at høre for det når hverdagen melder sig igen efter påsken, så er der trods alt gået nogle dage og næste kamp nærmer sig, hvor jeg igen sidder med mit lille håb.
Den indfinder sig så på Parc des Princes i Paris, hvor vi måske skal opleve det næste mulige kollaps, når Paris Saint Germain tager imod os onsdag aften. Det bliver selvsagt og især med tanke på de seneste præstationer mod Brighton og Man City, en kæmpe opgave, hvor jeg på forhånd ikke levner os mange chancer.
Men så igen; det er Champions League og historien viser at vi kan noget i den, så det skulle på den anden side ikke undre mig, at vi kan bringe spænding om det samlede avancement i lige netop den turnering.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!