På jagt efter kaniner i hatten: Hvem skal spille højrekant?
Liverpool lader til at være vågnet efter en drøm, hvor man var tæt på Yan Diomande. Virkeligheden er at kantspilleren, der var førsteprioritet, har sat næsen op efter et skifte til PSG. Imens svirrer rygter og Rayan og Bradley Barcola, men kunne der komme en overraskelse ligesom med Victor Muñoz?
Transfervinduet åbner normalt officielt 1. juli, og samme aften sad jeg på en bar i Gdansk med en drink, der fik mig til at tænke. Drinken hed “Rabbit out of the hat” og er et godt billede på de transfers, der gør mig mest begejstret – dem, der kommer ud af ingenting.
Liverpool har vist mange gange, det er en ting man mestrer, som med Fabinho og senest Victor Muñoz, der rykkede min sengetid en god time, da jeg lige skulle se hvem han var, efter der kom “Here we go” tæt ved midnat.
Personligt opgiver jeg gerne flere timers søvn denne sommer, hvis det betyder en “ud af ingenting”-transfer til Liverpool, og fordi vi mangler en til højrekanten, har jeg kigget nærmere på, hvem det kunne være. En svær opgave, når det er spillere, der har optrådt primært på højrekant.
Den gode Clark James har tidligere viderebragt de varmeste rygter om spillere som Minteh og Rayan. Derfor er jeg gået ud ad en anden tangent. Ikke mange rygter, ikke de største navne (endnu), men nogen, der kunne give mening.
William Gomes

Da vi solgte Luis Diaz, kunne jeg godt se fidusen i det. Gode penge for en spiller i slutningen af 20’erne, der ville have betydeligt mere i løn. Nu mangler vi til gengæld hans profil ret så gevaldigt – driblestærk, hurtig og masser af x-faktor.
Men vi skal bare kigge på hans gamle klub FC Porto. Her løber en brasiliansk højrekant rundt, og giver forsvarsspillerne noget at se til. William Gomes kom til Porto fra São Paulo i januar 2025, som det næste sydamerikanske stjerneskud. Et prædikat han for det meste har levet op til.
Han har et meget veludviklet venstre ben, der er kilden til hans vævre driblinger, gode boldkontrol og farlige afslutninger, han ofte søger ved at trække ind fra sin kant.
Det taler for
Mohamed Salah var Mr. Slutprodukt. Han kunne frustrere i 85 minutter, og alligevel gå fra banen med mål og assist. Lige så farlig er William Gomes ikke, endnu, men profilen minder meget om det. Det viser sig også til dels i hans statistik fra den netop overståede sæson i Portugal, hvor det blev til otte mål i ligaen og fire i Europa League. Ikke vilde tal, men han overpræsterer på xG, og får skudt på mål.

Han er desuden rigtig glad for – og god til – at genpresse. Han leverede 13 erobringer på banens sidste halvdel i ligaen, og havde i gennemsnit over to vellykkede tacklinger per kamp, hvilket er blandt noget af det bedste i ligaen. Noget, der passer rigtig godt til den fodbold Andoni Iraola gerne vil spille.
Det taler imod
Og så den frustrerende del. Han er blot 20 år, så det er en spiller med masser af fremtid foran sig, og det er der også brug i visse dele af hans spil.
Kun en fjerdedel af hans driblinger lykkes, hans afleveringsprocent er ikke imponerende (70,2%) og så begår han også en del frispark (2,39 per kamp).
Arsenal, Atletico Madrid og Manchester United har løst været rygtet interesseret i ham. Her skulle det have lydt, at Porto gerne vil holde på ham endnu sæson. Men money talks i dette vindue.
Ibrahim Mbaye

PSG virker efterhånden som en snydekode, med den trup de har. Så med den forventede tilføjelse af Yan Diomande og et angiveligt ønske om at holde på Bradley Barcola, kan Ibrahim Mbaye blive i overskud.
Han. Er. Spændende.
Bare 18 år gammel og en del af Senegals VM-trup, hvor han også nåede at sætte et aftryk med et flot mål mod Frankrig.
Det taler for
Han udfordrer og presser som en gal. Hans fysiske pakke er et nær perfekt fundament, for at udvikle sig til en af verdens bedste offensivspillere. Han har et godt blik for sine holdkammerater, som han også er god til at ramme, selv på længere afleveringer (71,4%). Mens det offensive er nok så interessant, så er det en spiller, der skolet af Luis Enrique. Så han ved, han skal arbejde i holdets tjeneste og deltage i de defensiver pligter, hvilket også afspejler sig i statistikkerne.

Han er god til at presse og vinde bolden tilbage, særligt på den sidste tredjedel, og så begår han ganske få “dumme” frispark i sin jagt på bolden.
Det taler imod
Hans output er stadig ikke det største, også med tanke på, at han spiller for PSG. For mange af hans indlæg ender lidt i ingenting, men som med William Gomes, har han stadig næsten hele sin karriere foran sig, så der er tid til at arbejde på det.
Prisen kommer nok også i denne kategori. Det er tvivlsomt PSG vil slippe ham, og hvis de gør, vil de nok søge en stor handel, men han kunne sagtens gå hen og være pengene værd.
Endrick

Måske begynder man at tænke: Hvor er spillerne, der har profil som Victor Muñoz, altså lidt under radaren?
Jeg har brugt timevis på at se på statistikker, tjekke om de består øjetesten og været meget opsat på at finde spillere, der primært spiller positionen. Det er en svær opgave, men det lader til at Liverpool er klar til at bruge pengene. Derfor kommer Real Madrids Endrick med i puljen, efter han satte fuldstændig ild til den franske liga i foråret, på et lejeophold i Lyon.
Det taler for
I Liverpool vil vi underholdes, og det kan han i den grad bidrage med. Han er klassisk brasiliansk med en fintfølende teknik, men kan også banke bolden i kassen, når chancen byder sig. Han driver bolden med venstre, men sparker med begge ben og lobber fra tid til anden bolden over sin direkte modstander. Som skrevet har jeg kigget meget på statistikker, men nogle gange gør tal ikke spilleren retfærdighed, og der er en grund til at netop Endrick har været genstand for et hav af memes under VM, hvor mange ikke forstår, hvorfor den brasilianske landstræner Carlo Ancelotti ikke spiller ham.
Jeg er vild med ham. Han underholder og krydrer det med et fint slutprodukt. Syv mål og fem assists i 16 kampe for Lyon. Han søger bolden (46,77 berøringer per kamp), og så har han et godt blik for sine holdkammerater.

Den sidste ting, der taler for er, at jeg tror, han er tilgængelig. Ingen rører ved Vinicius eller Mbappe i Madrid. Derudover tæller offensiven Rodrygo, Arda Güler, Mastantuono, Brahim Diaz og Gonzalo Garcia. Desuden bød de stort på Julian Alvarez. Derfor kan den snart 20-årige Endrick komme i overskud, og så kan andre klubber slå til.
Det taler imod
Mourinho og prisen.
De seneste forlydender går på, at Endrick deltager i Real Madrids pre-season, for at kæmpe om en plads, og at Mourinho skulle være glad for hans fysiske spil. Men Martin, skrev du ikke lige...? Jo jo, det gjorde jeg. For det er stadig sandt, at der er en kabale i Madrids offensiv, der skal gå op. Mourinho er meget enten eller. Du er inde i varmen eller på vej ud. Skulle Endrick være på vej ud, bliver han nok ikke billig. Men som med Mbaye, taler vi om en ung spiller med en karriere foran sig, der ser meget lovende ud.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!