PARODI I PARIS
En ny europæisk nedtur, en ny formation og en ny bekræftelse af at noget nyt må ske. Her er Buskelysen.
-
-
-
Martin Busk
9. april 2026, kl. 10:45
-
-
-
Martin Busk
9. april 2026
Jeg havde ét håb: Lad os være i live til returen på Anfield på tirsdag.
Er vi så i live? Hmm. Svært at svare på! Det nemme og indlysende svar er ‘nej, vi er døde og begravet’, for jeg har ærligt talt svært ved at se os få vendt en 0-2 stilling mod et så stærkt mandskab som Paris Saint-Germain, der også er stærkt spillende på udebane, som vi senest så det Stamford Bridge.
Alligevel er der dog et eller andet indeni mig der siger, at med de rette omstændigheder, det rigtige tryk fra lægterne og en flok spillere der viser mod frem for modløshed, så vil jeg ikke helt udelukke det. Et tidligt føringsmål, så kan der altså godt skabes spænding og vi kan måske få os en magisk European Cup Night.
Men puha for fanden da, hvor er vi heldige med at vi “kun” er bagud med to mål. Vi kunne jo snildt have tabt både 5-0 og 6-0 i går aftes nede på det stemningsfulde Parc des Princes i den franske hovedstad, hvor PSG vel dominerede fra det første til det sidste fløjt. Kun lidt manglende effektivitet og gode redninger af Giorgi Mamardashvili, gør at vi med lidt godt vilje kan sige at døren er en smule på klem inden returen.
Hvad var det vi lavede i Paris? Eller rettere, hvad var meningen fra Arne Slots side? Det var sgu noget sløjt noget vi så fra Liverpools side. Et noget underligt opsat hold.
Da vi for godt et års tid siden stjal en 1-0 sejr samme sted i den første CL-1/8-finale, var der da i det mindste en retning, en idé, en mening med det hele.
I går aftes, mod det stort set samme hold, hvor kun Gianluigi Donnarumma, Fabian Ruiz og Bradley Barcola ikke var med i PSG’s startellever i forhold til for et års siden - der lignede det godt nok, at der slet ikke var nogen mening med galskaben.
En 5-3-2-opstilling som Arne Slot nok hellere ville kalde en 3-5-2-opstilling blev pludselig præsenteret som et træk. Et i min verden meget mærkeligt træk. Jeg skal ikke kunne sige hvor meget eller hvor lidt det er blevet øvet hjemme på træningsbanen, men med tanke på en nylig landsholdsperiode, så kan det næppe være ret meget.
For mig lignede det ikke bare et mærkeligt træk, men også et sidste desperat træk. Det var et forsøg på at parkere bussen og det var vel også det eneste der lykkedes, for sjældent har jeg da set et Liverpool-hold stå så defensivt og langt tilbage som jeg så i går aftes. Nok lykkedes det at parkere den, men det lykkedes ikke at holde værterne fra at sætte tryk på kedlerne med et gevaldigt pres. Det resulterede i de to scoringer og det kunne have resulteret i flere. Så den mission fra Arne Slots side, lykkedes så afgjort langtfra, hvis meningen var at han kom efter 0-0.
Når vi - i ny og næ - selv var på bolden, så spillede vi ekstremt primitivt. Vi forsøgte os med lange indkast, med frisparksbolde fra midterlinjen hvor forsvarets store drenge blev trukket med frem og boldene blev servet lige ind i russiske Safonovs hænder. Læg så dertil, at når vi endelig fik smidt et indlæg ind i boksen, så var der ingen røde trøjer at finde derinde fordi alle havde så defensive pligter, at det var umuligt at komme med frem og ind i feltet.
PSG havde bolden i 74 procent af opgøret, så det siger sig selv at fokus var på at få en nulløsning med hjem, hvilket jeg synes er en skuffende tilgang til en kvartfinale i Europas fornemmeste selskab. Jeg kan slet ikke genkende ‘mit Liverpool’ med en sådan tilgang. Jeg synes det er helt fair at gå efter et brugbart resultat på udebane mod en virkelig god modstander, men det er måden man valgte at gøre det på i går, der er mest skuffende. Vi havde sølle tre afslutninger på mål, ingen af dem indenfor rammen. Til sammenligning havde hjemmeholdet hele 18 afslutninger, heraf 6 indenfor rammen.
Statistisk var sidste års kamp måske mere voldsom, men her var både tilgangen og kvaliteten på Liverpools hold en anden. Modsat for et år siden, hvor Alisson, Trent Alexander-Arnold, Andy Robertson, Luis Diaz, Mohamed Salah og Diogo Jota var med og de fleste af dem var i god form, ja så stillede vi i går med en flok ramte spillere uden selvtillid og tro, frisk ankommet fra en lussing på Etihad, og skulle så ovenikøbet til at forholde sig til en helt ny formation med tre centerbacks, noget vores hold senest gjorde i 2017 med Dejan Lovren, Emre Can og Georginio Wijnaldum som de tre i en udekamp mod Brighton. Flot.
Jeg vender bare tilbage til: Det giver absolut ingen mening for mig og skal jeg være ærlig, så tror jeg heller ikke det gav mening for spillerne, der virkede forvirrede og havde svært ved at tilpasse sig systemet, hvor vi havde Joe Gomez liggende til venstre og Ibrahima Konaté liggende til højre med Virgil van Dijk inde i smørhullet. Indimellem blev jeg endda mindet om de glade 80’er-dage med det danske landshold, hvor Virgil var Morten Olsen som libero, mens Ibou og Gomez var Søren Busk og Ivan Nielsen som de berømte forstoppere, der var placeret en tand længere fremme de få gange vi selv kom i boldbesiddelse eller når vi skulle forsøge på at stække de livlige og meget bevægelige PSG-spillere. Vorherre bevares hvor lignede vi til tider en flok kyllinger uden hoved, der ikke anede hvad vi skulle stille op.
Offensivt var det Dominik Szoboszlai der var den anden (hængende) angriber. Det var ikke Florian Wirtz. Undskyld mig, men burde det ikke have været omvendt? Kunne vi ikke langt bedre have brugt Szoboszlais hårde defensive løbearbejde frem for Wirtz’ manglende defensive løbearbejde? En - mere eller mindre flad og meget centreret midtbane bestående af Ryan Gravenberch og Alexis Mac Allister foruden Wirtz, var i hvert fald ikke noget der skræmte PSG-spillerne, der gjorde som det passede dem og boltrede sig inde centralt ved at spille bolden rundt som var FIFA på PlayStation, mens vi selv halsede efter.
Når vi mistede bolden, hvilket vi jo nærmest gjorde hele tiden, så satte de tempo på med hurtig boldomgang og hurtigt pasningsspil ned mod vores mål, hvor vi jo så slet ikke var organiseret. Vi kunne ganske simpelt slet ikke følge med og det gav dem et væld af farlige situationer med både store og semistore chancer til følge, hvor vi skal prise os lykkelige for at de ikke udnyttede deres samlede xG for kampen. Vi var alt for meget på skideren alt for ofte - og hvor vi vel - hvis det hele skal beskrives fair, var uheldige ved deres 1-0 scoring med en Gravenberch-afretning (men hvor vi dog også stod og så passivt til i selve opbygningen til målet) ja så blev vi jo komplet overspillet ved deres 2-0 scoring, hvor Kvaratskhelia pissede lige igennem alt og alle.
Det var ganske enkelt skidt fra start til slut og noget der i selve fodboldtilgangen ikke var Liverpool værdigt. Vores hold er slet slet konkurrencedygtigt nok, uanset hvordan Arne Slot vælger at sætte det op - og netop derfor bør han heller ikke længere få lov til at stå i spidsen for det her mandskab. Vi har alle fået nok, det gælder os fans og det gælder spillerne.
Efter at vi sidste år røg knebent ud til dem og først efter i en straffesparkskonkurrence hjemme på Anfield, så var hele meningen med sommerens transfers vel at vi i en ny sæson som denne, skulle blive mere konkurrencedygtige mod selvsamme modstander? Det må man sige langt fra er lykkes. Tværtimod er vi blevet dårligere og afstanden til et hold som Paris Saint Germain er kun blevet større. Det vidner om alt det der er galt og her kan vi sagtens skyde på spillernes mentale tilstand, men den kommer altså også et sted fra, og det ansvar ligger placeret hos netop manden med ansvaret.
Når vi som hold og dermed også som kollektiv fremstår så modløse og opgivende, så er det tid til nye og friske kræfter, der kan give spillerne et boost og et rygstød. Den tanke har jeg (stædigt) tilsluttet mig, for nu er det tydeligt for selv mig, at Arne Slot ikke kan give dem noget som helst længere, der bare minder om tro på egne evner.
Det jeg synes der er mest beskæmmende for tiden er faktisk at ingen spillere rammer noget der bare tilnærmelsesvis minder om niveau. Det er som om at samtlige 15-16 spillere der benyttes pr. kamp, ALLE på én og samme tid, er fuldstændig uduelige. Tidligere på sæsonen - hvor det jo også stod skidt til - havde vi da i det mindste altid en, to eller tre spillere der trods alt kunne præstere bare nogenlunde, men lige for tiden er der bare ingen der shiner. Hvem kan udpege kampens spiller i går aftes? Jeg hælder til Mamardashvili fordi han trods alt sørgede for at det ikke endte med en stor lussing, alternativt Milos Kerkez fordi han trods alt bringer lidt energi, men ingen af dem præsterer jo som sådan over middel.
Spillere som Frimpong, Gravenberch, Mac Allister og Ekitiké virker helt godnat. Især sidstnævnte. Hold da op hvor bliver jeg jævnt træt af at se på en spiller der gør det så svært for sig selv ved at lægge sit spil op på en hylde han slet ikke er i nærheden af at være på lige pt. Der er alt for meget hæl og tå involveret i hans måde at spille på for tiden, og det er jo slet ikke det der er brug for. Der er brug for at arbejde hårdt og spille det simple og det formår han på ingen måde. Jeg synes han overordnet set er den af de nye tilgange fra i sommer, der har indtil videre har præsteret bedst, selvom der nu er en ungarnsk back der begynder at komme godt efter det, men hvad Ekitiké viser for tiden, er eddermame sløjt at se på!
Jeg ved godt det gælder hele vores hold og jeg ved godt at når man er ramt på humør og selvtillid så er det hele bare meget værre end når det kører. Som jeg skrev efter kampen mod Man City i lørdags, så ved vi jo alle godt, at vores spillere og vores hold KAN præstere, men vi ser det bare alt for sjældent og der er absolut ingen stabilitet eller progression at spore nogen som helst steder, og det er ellers lige NU og her hvor det er allermest påkrævet.
Det gør også at jeg som fan er blevet modløs. Helt enormt modløs. Jeg kan slet ikke få øje på hvor det gode er blevet af. Det er forsvundet over tid. Ikke bare pludseligt forsvundet. Det er helt 'gone' og jeg har slet ingen tro på det her mandskab. Da jeg i går flere gange blev spurgt hvad jeg tænkte om aftenens kamp, svarede jeg at jeg tror vi taber med mindst 2-0, og selvom jeg hader alt ved at skyde rigtig på et resultat der går imod Liverpool, så virker det nærmest som det bedste resultatmæssige udfald i vores nuværende forfatning - hvilket bare i dag efterlader mig med en “Tænk sig, at vi er kommet hertil”-tilstand.
Muligheden for avancement er i live. Jeg tror dog at PSG lynhurtigt punkterer den drøm på Anfield på tirsdag. Jeg tror de vinder og jeg tror vi bliver klædt af på vores egen hjemmebane. Det tror jeg langt mere på end jeg tror på en magisk europæisk aften, men jeg håber da selvfølgelig på at jeg bliver modbevist og at vi får en forrygende tilgang á la den vi så mod Galatasaray, hvor det trods alt var ud over stepperne fra første fløjt.
Det er i hvert fald sidste chance i denne her sæson for at vi kan sætte noget magisk og stort sammen, tror jeg - men den minimale mulighed skal selvfølgelig forfølges til det sidste.
Først venter Fulham på Anfield på lørdag aften. Vi er tilbage ved “fugl eller fisk”. På den ene side er det en kærkommen kamp på hjemmebane med mulighed for at bringe noget lækkert, men på den anden side, så er jeg efterhånden så pessimistisk anlagt, at jeg ikke for alvor tror at vi vinder. Alt imens står der en passiv og rådvild mand på sidelinjen og en endnu mere passiv ledelse på direktionsgangen, der gambler med sæsonen og muligheden for ikke at skulle spille Champions League i den kommende sæson.
Gud fri mig vel for et morads, altså frit oversat skal forstås sådan som en mild bøn eller råb, lidt som “Gud bevare mig” eller “Gud hjælpe mig”, nu hvor moradset er så rodet, besværligt eller svært at komme ud af, nærmest som en slags “sump”.
Det er en håbløs og svær situation vi står i, og det virker ikke til at der findes nogen som helst løsning på det. Beklager!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!