RUNNING OUT OF ENERGY
Klopps afskedsturné har den seneste uge fuldstændig mistet pusten. Først røg FA Cuppen, og efter to forsmædelige nederlag på Anfield inden for få dage er Liverpool nu både ude af Europa League og på baghjul i titelkampen. Men det værste er næsten, at det lader til, at energien og optimismen er forsvundet. I centrum for alt dette står Jürgen Klopp. Spørgsmålet er, om han er i stand til at samle kræfterne til et sidste push, eller om det hele skal ende lige så fladt, som anden halvleg i Bergamo.
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
20. april 2024, kl. 08:00
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
20. april 2024
”Im running out of energy”. Sådan lød det tilbage i januar, da Jürgen Klopp meget overraskende annoncerede sin afsked, i en hjerteskærende video på Liverpool FCs hjemmeside. Det var et scenarie ingen havde forudset.
Tværtimod var der spekulationer om hvorvidt, han ville forlænge sin kontrakt endnu engang. Liverpool version 2.0 havde taget alle med storm, var langt foran tidsplanen for genopbygningen og havde mulighed for at vinde fire titler. Det var langt fra fejlfrit, men energien og optimismen gennemsyrede både Klopp, spillertruppen og os fans.
I januar var det svært at forestille sig, at Klopp rent faktisk var ved at løbe tør for energi. Men i den seneste måned har det desværre været meget tydeligt. Det første bekymrende tegn var for mig i kølvandet på 4-3 nederlaget i FA cuppen på Old Trafford, hvor Klopp fuldkommen tabte besindelsen og på live-tv gav Niels Christian Frederiksen voksenskældud over et ellers meget rimeligt spørgsmål.
Farcen havde efter sigende fortsat, efter kameraerne var slukket, hvor Klopp havde råbt ad ham. Han har normalt temperament, men det her var alligevel next level, og et tegn på en mand hvis mentale ressourcer er ved at være brugt op.
Samtidig lader det til, at netop det nederlag og måden det skete på, har sat sig mentalt i hele truppen. Da historien så gentog sig tre uger efter med pointtab på Old Trafford efter en kamp med total dominans, er alt gået galt.
Det er mig helt ubegribeligt, at vi nu har haft 87 (!?) afslutninger i sæsonens tre kampe mod Man United uden at formå at vinde. Aldrig har forskellen i kvalitet på de to hold været større, og alligevel lader det til, at det netop er de tre kampe, der ender med at definere vores sæson.
Det er i øvrigt tragikomisk, hvordan tingene er vendt på hoved fra mine ungdomsår, hvor det bedste man kunne håbe på som Liverpool-fan, ofte var at stikke en kæp i hjulet på Sir Alex Fergusons Man United og deres titeldrømme. Jeg husker det desværre meget sjældent ske dengang.
Energien er væk
De fleste af os havde nok regnet med et relativt sikkert avancement mod Atalanta, og med Klopps reservespækkede startopstilling på Anfield, lod han til at tænke det samme. Det hjalp så ikke, at klubben forinden havde annonceret, at billetpriserne skulle stige med to procent fra næste sæson, og at der derfor ikke var nogen flag og bannere på The Kop.
For pokker en elendig timing, for jeg tror aldrig, der tidligere har været så sløj en stemning på Anfield i en europæisk knockout kamp, og det betyder bare vanvittig meget. Det har om noget været kendetegnende for Klopps succes i Liverpool, at han med sin energi og karisma har fået vækket et sovende Anfield og har udnyttet energien til fulde ved at kanalisere den ned i spillerne på banen.
Efter Klopp annocerede sin exit, har der været en helt elektrisk stemning på Anfield, selv mod de mindre hold. Men i de seneste to kampe er det blevet afløst af nervøsitet og apati. Når hovedpersonen så også selv står helt opgivende på sidelinjen, eller som i returkampen i Bergamo bare sidder passiv og ser trist ud, så forplanter det sig i spillerne på banen.
Det gør ondt helt ind i sjælen at se Klopp på den måde, og jeg er overbevist om, at manden havde ret, da han fortalte at han var ved at løbe tør for energi.
Vi har sæsonen igennem lavet comeback efter comeback, og har været bagud i mere end 20 kampe. De fleste gange er det lykkedes at hente føringen, primært ved bare at blive ved og ved med at angribe. Det er optimismen og energien, der har båret os igennem, men de seneste tre kampe har det nærmest været forsvundet.
Klopp fortalte ganske vist efter 0-1 kampen mod Atalanta, at han var stolt af spillerne, som havde givet alt. Det var bare ikke den kamp, jeg så. Vi spillede en hæderlig første halvleg, men det momentum, den vildskab og det løfte om at fejle på den smukkeste vis udeblev fuldkommen.
Efter det 58. minut, havde Liverpool blot 1 skud, og efter pausen en samlet xG på 0,04. Det er ikke det Liverpool, jeg kender under Klopp, det er ikke ”The Comeback Kings”, der dør med støvlerne på. Det her var et hold, der havde resigneret og bare stod og kørte bolden rundt i bagkæden.
Allison var den spiller på banen med flest berøringer med 105. Det siger alt og er dybt bekymrende, inden opløbstrækningen i Premier League. For når først optimismen og troen er forsvundet, så er det virkelig svært at skabe det momentum, som er påkrævet for at vinde de sidste seks kampe i ligaen, som jeg vurderer er minimumskravet for at kunne blive engelske mestre.
Kan Liverpool vinde Premier League?
Der er kun to point op til Man City, men i vores nuværende forfatning har jeg ærlig talt svært ved at se, hvordan vi skal indhente dem. Samtidig har Arsenal været et klart bedre hold end os i 2024. Jeg er med på, at de begge røg ud af Champions League, men måden det skete på – og særligt i Citys tilfælde – står i skærende kontrast til vores eget europæiske exit.
City spillede kongerne af Champions League ud af brættet og tabte på de yderste marginaler. Vi var klart det næstbedste hold over 180 minutter mod nummer seks fra Serie A. Et hold der ovenikøbet kun har vundet én ud af de seneste fem kampe. Det var det hold, der vandt med 0-3 på Anfield i vores første nederlag i 14 måneder på eget græs. En præstation vi fulgte op få dage efter med at tabe til ligeledes formsvage Crystal Palace.
I Arsenals tilfælde havde det været en kæmpe fordel, hvis de havde vundet over Bayern, da det havde betydet at vores udekamp mod West Ham var blevet udskudt. Nu har vi i stedet tre udebanekampe på seks dage, og det kan blive dødsstødet i titelkampen.
Inden sæsonen håbede jeg på, at Liverpool kom tilbage i top 4 og måske kunne vinde en pokal. Det mål er opnået, og derfor kan jeg rationelt godt se, at en vundet pokal og et decideret mesterskabsrun absolut er godkendt.
Faktum er bare, at jeg så alle muligheder for den romantiske eventyrslutning, som jeg synes Klopps æra i Liverpool har fortjent. Et europæisk trofæ var inden for rækkevidde, og så et engelsk mesterskab med tilskuere på lægterne. Det vi aldrig fik i 2020, og jeg ville elske at opleve et ekstatisk Anfield, der ser kaptajn Virgil løfte pokalen sammen med Klopp og en million mennesker i gaderne til en sidste legendarisk busparade.
Det er naturligvis ikke afgjort endnu, men der skal være mange ting, der går Liverpools vej, for at det lykkes. Fremfor alt skal energien, optimismen og viljen til at dø med støvlerne på være tilbage på søndag mod Fulham og resten af sæsonen.
Uanset hvordan det går, vil Jürgen Klopp altid stå som en af de største managers i Liverpools historie. Han har fået Liverpool tilbage på toppen af både engelsk og international fodbold, og har vundet alle de største trofæer.
Han er den Liverpoolmanager med flest europæiske kampe (88), flest sejre (53) og flest finaler (4). Han har den højeste win percentage af alle klubbens managers gennem historien. Han vækkede en sovende kæmpe og genvandt det engelske mesterskab efter 30 år. Han har givet os ni fantastiske sæsoner, med minder der vil være hos os for evigt. Han er den moderne Bill Shankly.
Jeg krydser alt hvad er krydses kan, for at det også ender med et mesterskab den 19. maj. For er der noget, jeg har lært af Jürgen, så er det, at intet er umuligt. From doubters to believers.
Lad os nu lige tage den sidste med.
YNWA
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!