Så kom Andoni Iraola forbi sit Brentford-kompleks og sejrede over dem for første gang i sin Premier League-tid.
Fedt for ham og fedt for os. Jeg forstår godt, hvorfor man har sådan et kompleks, for det er sgu et stærkt spillende og simpelt hold, det der Brentford, der er kommet for at blive og bare bliver ved og ved med at imponere. Et fodboldhold, der altid er superfarlige især på standarder, og ingen modstandere må tage dem for givet, for så får man altså ørerne i maskinen.
Jeg er heller ikke skide sikker på, at vi havde vundet den kamp, havde det ikke været for Yegor Yarmolyuks åndssvage og tåbelige røde kort lige op til pausen, hvor han nikkede Jeremy Jacquet en skalle og fik marchordre efter VAR-gennemgang.
Uanset hvad, så var det smart, da Jacquet ved hjørnesparket fandt ud af, at ukraineren var nem at tirre og lod sig gå på af den unge franskmands åbenlyse provokationer.
Vi får selvfølgelig aldrig opklaret, om Liverpool havde fået vendt kampen rundt, hvis begge hold havde været fuldtallige.
Når man bliver elleve mod ti - især i en hel halvleg - så kan det gå begge veje. Nervøsiteten kan forplante sig, og det hold, der er en mand i undertal, kan forpurre ens tiltag, så man selv bliver mere og mere modløs, jo mere tid der tages af klokken, men det kan også gå stik modsat, som vi så det, da Ryan Gravenberch fik rødt for en uge siden mod City, hvor vi selv brød sammen.
I går var en blanding på den front. Liverpool kom selvfølgelig meget mere på bolden og fik etableret en del powerplay oppe foran Brentfords straffesparksfelt, men omvendt fik hjemmeholdet i perioder også bidt godt fra sig og slået Liverpools spil i stykker.
Faktum var, at vi var bagud ved halvtid, da vi indkasserede kort før de fik en mand udvist. Surt med en scoring lige før pausen, men det var en superflot scoring, må man sige, og jeg har for en gangs skyld svært ved at udpege, hvad vi selv kunne have gjort anderledes i situationen. Nogle gange må man også bare erkende, at det var flot, og så er det ellers videre derfra.
Det var jo ikke, fordi vi ikke selv havde haft chancen for at komme foran i første halvleg. En kæmpe Bradley Barcola-chance på en friløber blev nærmest på det skammeligste misbrugt i duellen med Caoimhin Kelleher, ligesom også Alexander Isaks forsøg på hovedstød burde have været inden for rammen. Her så man måske forskellen på Barcola efter en scoring som i Østrig forleden, hvor han fik den rette selvtillid, og så i går, hvor han manglede den efter den afbrænder.
Barcola er stadig ved at adapte til Premier League, og jeg er rimelig fortrøstningsfuld omkring, at han nok skal finde et mere stabilt niveau end hvad vi har set fra ham hidtil. Han arbejder faktisk ganske pænt, også defensivt, men hold op, hvor tager han mange latterlige beslutninger, når han er på bolden. Han var decideret dårlig i selve pasningsspillet, og selv de mest simple afleveringer til nærmeste mand koksede indimellem for ham. Han skal stadig finde balancen mellem, hvornår han skal aflevere og hvornår han selv skal gå mod mål, og så skal han arbejde med sin træfsikkerhed og effektivitet.
Med Gravenberch i karantæne stod det klart, at der skulle skiftes ud i forhold til kampen mod Manchester City i søndags. Det var så Dominik Szoboszlai, der returnerede efter sin lille skade, der desværre ikke holdt, hvorfor Trey Nyoni måtte på banen allerede efter en halv times spil. Sådan skulle det nok have været fra starten af opgøret i stedet for, men det er jo altid nemt at være bagklog.
Jeg synes egentlig, første halvleg var ganske jævnbyrdig, og jeg synes, Liverpool var både påpasselige og velforberedte på Brentfords lynende farlige offensiv. De kunne godt være kommet foran tidligere, men heldigvis kom Jacquet i vejen for den ellers store mulighed til Igor Thiago efter indlæg fra højre side.
Gudskelov for, at det tilsyneladende kun var et slag, da Victor Muñoz gik i græsset. Jeg frygtede ellers det værste for den 23-årige kantspiller, da han lå og tog sig til knæet. For Muñoz blev eddermame vigtig i anden halvleg.
Andoni Iraola gjorde det rigtige, da vi kom i overtal ved at udskifte Ronald Araújo med Jeremie Frimpong. At hollænderen så gik i stykker efter blot syv minutter var så noget andet, hvilket desværre er symptomatisk for hans tid i Liverpool. Men det var rigtigt set af Iraola at bringe fart på højresiden, når man nu var en mand mere og dermed ikke havde behov for at fokusere så meget på defensiven.
Derfor var det også endnu mere bravt og modigt af Iraola at sætte Rio Ngumoha ind frem for Joe Gomez, da Frimpong måtte gå ud.
Her har jeg en påstand, som jeg tænker, mange LFC-fans er enige med mig i: Havde det været i sidste sæson, så havde Arne Slot ALDRIG nogensinde skiftet Ngumoha ind. Han havde beholdt både sin livrem og sine seler på. At sætte Muñoz ned som højre back og Rio ind foran ham fortjener stor ros til vores spanske træner. Den disposition gjorde vores højre side ekstremt livlig, og The Bees havde meget svært ved at følge med i alt, hvad der foregik derude fra. Derfor var det også en kæmpe fornøjelse at se Muñoz bryde igennem til udligningen efter en times spil, hvor han sendte Keane Lewis-Potter ud efter pølser, hvilket fik mig begejstret op af sofaen.
I den forbindelse skal jeg da bestemt ikke undlade også at udbringe ros til den ellers så udskældte Florian Wirtz, da han med en genial pasning sendte Muñoz afsted med bagom Brentfords forsvarskæde. Det er dét, vi ved, at tyskeren kan, og generelt synes jeg, at der som i Østrig i midtugen var fremgang at spore hos Wirtz, som gerne må bygge endnu mere på i de kommende uger i stedet for at forsvinde ud af kampene, der kommer.
Undervejs i anden halvleg sad jeg også og savnede Lewis Koumas og den energi, vi har set fra ham i den her sæson, når han har været på banen. En ting var, at jeg sad med en frustration over Bradley Barcola, men den var i den grad også ved at indfinde sig i mig omkring Alexander Isak, der optrådte både anonymt og virkede meget stationær inde i boksen. Jeg nåede faktisk at tænke, at få nu Cody Gakpo og Lewis Koumas ind, da Alexis Mac Allister med en god bold fandt Barcola, der headede den ind på tværs til Alexander Isak, som resolut smækkede bolden ind bag Kelleher og dermed scorede for femte gang i seks PL-kampe i sæsonen.
Blot 16 gange rørte Isak bolden på de 79 minutter, han fik i opgøret, og det er jo ganske enkelt alt for lidt, men omvendt, hvad gør det, når en af de 16 gange så fører til sejrsmålet, som blev sat ind med 20 minutter tilbage af kampen. På lige netop dét område virker Isak skarp i denne her sæson, mit ønske er så bare at det krydres med at kommer bedre med i spillet også.
Herfra havde vi så et resultat. Det farlige er jo altid, hvordan det så udvikler sig, især når vi taler om Liverpool. På trods af en mand oppe, så ved man bare aldrig helt, hvordan det udvikler sig. Man skal finde en balance og beslutte sig for, om man vil spille kampen i hus med en solid defensiv, der står den berømte distance, eller om man vil forsøge at lukke et opgør ned ved at blive ved med at presse på.
Der er ingen tvivl om, og især ikke på udebane mod et hold som Brentford, at det potentielt kan gå hen og blive ekstremt hektisk i sådan en slutfase, bedst illustreret, da Igor Thiago var tæt på at udligne kort efter vores føringsmål.
Heldigvis forstod vi at stå distancen og havde egentlig også ganske rig mulighed for at afgøre tingene oppe i den anden ende, hvor især Barcola fortsatte med de forkerte beslutninger i situationer, hvor det ellers nemt kunne have ført til scoring. Jeg blev egentlig først rigtig rolig, da Vitaly Janelt fik sit andet gule kort på sin forseelse i den tidlige overtid begået mod Rio Ngumoha.
Jeg vil også gerne udbringe roser til Alexis Mac Allister. Jeg synes han er startet stærkt ud i den her sæson, hvor han virker til at være kommet sig over skuffelsen i den tabte VM-finale. Han optræder med selvsikkerhed og har en fandenivoldskhed over sig, som man ikke skal tage fejl i en periode som den vi er inde i. Få nu bare forlænget med den 27-årige argentiner der om under halvandet år står til kontraktudløb i sommeren 2028.
Rart at tage sejren, rart især at tage den på en bane, hvor man ved, at mange andre hold vil sætte point til i denne sæson, og ikke mindst er det rart at konstatere, at vi har en head coach, der udviser mod og tør gå 100 procent efter en sejr. Man kan selvfølgelig sige, når man er en mand i overtal, at det også er både tvingende nødvendigt og en minimumsforventning, at man går efter det, men der er langt fra, at man forsøger på at gøre det, til at det rent faktisk sker, men det formåede vi heldigvis så i går, hvorfor vi nu har fået spillet os op i den mere sjove ende af tabellen og nærmer os den top fire, som vi også har en forventning om at kunne placere os i, når vi til maj måned har ramt de 38 kampe for sæsonen.
Vi har dermed fået to rigtig gode svar i ugen oven på City-nederlaget, og vi er kommet ind i den fase, hvor det nu for alvor går stærkt med kampene samtidig med, at vi skal bygge på.
I den kommende uge venter der to hjemmekampe, henholdsvis i overmorgen i Champions League, hvor spanske Villarreal aflægger Anfield et besøg, samt på søndag, hvor det er Brighton, der kommer en tur forbi. Jeg sammenligner faktisk den uge, der venter, lidt med den, vi netop har været igennem. En på papiret overkommelig opgave i Europa, især hvis koncentrationen er til stede, afløst af en svær opgave i den hjemlige liga.
På hver deres måde er det to modstandere, der er dygtige, men hvor vi har fordelen af at være på hjemmebane. Villarreal har ikke haft specielt god tur i den hjemme i La Liga, hvor de senest i går blot fik uafgjort mod bundholdet Elche, men i Europa er de bestemt ikke dårlige, hvilket vi både så, da de i sidste uge slog Napoli, og i første spillerunde kun knebent tabte til Dortmund på udebane.
Brighton på søndag bliver formentlig endnu værre. De er vildt godt kørende og har kun tabt til Chelsea indtil videre i denne sæson, hvorfor de aktuelt også er placeret over os