BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
VAN DIJK: SZOBOSZLAI KAN BLIVE KAPTAJN

Trent Alexander-Arnold fejrer sin scoring mod Manchester City
 
Foto: Getty Images ©

VI SAVNER TRENT, MERE END VI TØR INDRØMME


Afskeden var ikke køn, da vores scouser i sommers skiftede barndomsklubben Liverpool ud med Real Madrid. Men selvom Trent Alexander-Arnold ikke har blæst den spanske hovedstad omkuld, kan man alligevel godt argumentere for, at han er savnet på Arne Slots hold i denne sæson..



Historien virkede skrevet i granit. Den unge scouser skulle på et tidspunkt bære anførerbindet for Liverpool og føre klubben til de største trofæer, præcis som hans store idol, Steven Gerrard, gjorde det. Virkeligheden blev dog en anden, da Florentino Pérez stod klar med en lidt større løncheck i den spanske hovedstad. På trods af selveste Jürgen Klopps opfordring til at bakke den elegante scouser op, blev Trents status i fødebyen alvorligt degraderet.

Det stod for alvor klart, hvor meget Trent havde mistet sin plads i fansenes hjerter, da han i efteråret vendte tilbage til Anfield iført den hvide Real Madrid-trøje. Med ti minutter igen blev han skiftet ind og mødt af massive buhråb, hver eneste gang han rørte bolden, i en kamp hvor Alexis Mac Allister sikrede Liverpool en 1-0-sejr.

På trods af den flotte sejr over Real Madrid har Liverpool haft alvorlige problemer i løbet af sæsonen. Mange peger på Arne Slot som det største problem, men under det store problem gemmer der sig også en række mindre problemer. Et af dem har været at finde den permanente afløser for Trent Alexander-Arnold. Et problem, der ikke er blevet mindre af, at Conor Bradley har været ude i store dele af sæsonen, og at nyindkøbte Jeremie Frimpong har døjet med flere småskader.

Den dybe playmaker er savnet

Lad os bare være ærlige: Trent Alexander-Arnold har en af de bedste pasningsfødder i nyere Premier League-historie. De løsninger, Liverpool kunne finde i sidste sæson ved blot at give Trent bolden, mangler i høj grad nu. Han kunne vende spillet med et 60 meter langt sideskift direkte ind i skoene på Díaz eller Gakpo, eller slå en perfekt tempereret stikning ned i bagrummet til de hurtige angribere. Det er egenskaber, som ingen af Liverpools nuværende højrebacks besidder – tværtimod.

Frimpong og Bradley fungerer primært som brede backs, der tordner op og ned ad sidelinjen, men de har ikke meget at byde på i det opbyggende spil. Trent var den diametrale modsætning til sine afløsere. Den kløgt og fornemmelse, han havde for at veksle mellem rollen som høj, bred back med tidlige indlæg, dyb playmaker og ekstra midtbanespiller, gav en helt anden dimension til Liverpools spil, end holdet har nu.

Noget andet, Trent gjorde for Liverpools offensiv, var at tiltrække enorm opmærksomhed. Han var en spiller, modstanderne havde stort fokus på at neutralisere. Hans evne til konstant at variere sine positioner gjorde ham svær at presse, og hvis han først fik tid på bolden, havde han evnen til at finde den afgørende aflevering.

Manglerne i Trents spil har altid ligget defensivt. Men fra mit perspektiv har de mangler ofte været en smule overdrevne. Ja, man kan sagtens finde eksempler som Manchester United-kampen sidste sæson, hvor Real Madrid-interessen kostede koncentrationen, og bunden gik ud af niveauet.

Men set over hele Liverpool-karrieren var Trent Alexander-Arnold altså ofte en del af en velfungerende defensiv, der lukkede meget få mål ind. Der, hvor han til gengæld som regel er kommet til kort, er mod de de absolut bedste driblere. I hans Liverpool-tid husker vi tydeligt, hvordan han blev udstillet mod spillere som Martinelli og Vinícius Júnior.

Alt i alt synes jeg klart, hans offensive kapaciteter opvejer de defensive mangler - og jeg er for eksempel ikke i tvivl om, at Ibrahima Konaté savner at tage en ekstra tørn for at dække området bag Trent af, mod at han til gengæld kunne give ham bolden i opspillet.

En spiller, der i høj grad har virket hæmmet af Trents afgang, er Mohamed Salah, som har haft den engelske back bag sig i samtlige sine sæsoner i klubben indtil nu. Trent og Salah havde en stærk spillemæssig relation, hvor de begge kunne veksle mellem at holde bredden og angribe halvrummet. Den relation er på ingen måde opstået med Salahs to nye legekammerater bag sig. Tværtimod virker det ofte, som om han træder både Frimpong og Bradley lidt over tæerne ude ved sidelinjen.

Græsset har ikke været grønnere i Madrid

Trent Alexander-Arnold har på ingen måde været overbevisende i sin første sæson i Real Madrid. Flere småskader har været en forstyrrende faktor i en sæson, hvor han kun har spillet 27 kampe i alle turneringer. For første gang siden debutsæsonen i Liverpool er han tæt på at gå målløs gennem en hel sæson, og han står samtidig kun noteret for seks assists – det laveste antal siden 2017/18-sæsonen, hvor han lavede to.

Den store spanske avis Marca skrev, at Trent i sin første sæson på Bernabéu “har vist flere svagheder end styrker, især defensivt”. Samtidig blev han i AS efter Real Madrids Champions League-kamp beskrevet som “bagkædens akilleshæl”.

Trent Alexander-Arnold i Real Madrid-trøjen

I det større billede er Trent også kommet ind i en sæson, hvor intet har fungeret i kongeklubben. For anden sæson i træk ender det med en “temporada en blanco” for Real Madrid – et udtryk, der bruges om en sæson uden trofæer. Det har været en kaotisk sæson i en kaotisk klub, præget af magtkampe mellem trup og trænerstab, uro omkring både Xabi Alonso og Álvaro Arbeloa, lækager fra omklædningsrummet, interne konflikter spillerne imellem og meget mere.

På trods af, at han endelig blev forenet med hans bedste ven, Jude Bellingham, og har lært spansk, så ligner han ikke en spiller, der for alvor trives i den spanske kongeklub. Hvorimod at det heller ikke ligner en klub, der har de helt store planer for at gøre ham til en istrumental del af holdet i løbet af de kommende sæsoner.

Langt fra lykkeligt ægteskab indtil videre!

Skal han tilbage?

På mange måder er Trent kommet væk fra det trygge og rolige miljø, der omgav både byen og klubben Liverpool. Han har byttet rollen som stor lokalhelt ud med rollen som én blandt mange i Real Madrid, som ikke er Vincius Jr eller Kyllian Mbappé. Det er en situation, jeg på forhånd havde en fornemmelse af kunne blive svær for ham.

Han boede hjemme hos sine forældre til en relativt sen alder, havde mange af de samme holdkammerater gennem store dele af karrieren og arbejdede under den samme træner i otte sæsoner – en træner, der gav ham tryghed og nærvær. Trent virker som en spiller, der trives bedst med stabilitet, og måske blev skridtet væk fra Liverpool ganske enkelt for stort.

Jürgen Klopp, Trent Alexander-Arnold

Et skifte tilbage til Liverpool ville på mange måder give mening. Real Madrid ville næppe være ulykkelige over at sende ham videre, og det virker heller ikke som om, han for alvor trives i klubben. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Skulle det ske, skal han dog være forberedt på, at fansene ikke tager imod ham med åbne arme. Han vil være nødt til at kæmpe hårdt for at genvinde deres tillid.

Men han ville løse mange af Liverpools problemer. Han er mere savnet, end vi som fans umiddelbart giver udtryk for, og sportsligt ville han passe perfekt ind igen. Samtidig ville han ikke kræve nogen større tilvænning, og han ville hjælpe på homegrown-kvoten.

Om det er realistisk, er så en anden sag. Er Liverpool virkelig interesseret i at hente en spiller tilbage, som har vist, at han ønskede noget andet? Det kan jeg godt tvivle på. Jeg tror snarere, at han tager endnu en sæson i Real Madrid, og ellers kunne jeg sagtens se ham ende i en klub som Manchester City — hvilket naturligvis ville gøre ondt.

Jeg er langt fra tilfreds med den måde, han forlod Liverpool på. Men hvis han en dag vender hjem og beviser sig igen, så kan det være, at han med tiden bliver tilgivet.





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..