En årlig øl-tur i et københavnsk byområde, i år Amager af alle steder, med én gylden regel til følge, nemlig alene at måtte indtage Tuborgs gulddamer på brune værtshuse ud fra en fastlagt rute, gjorde, at jeg ikke kunne komme til at se gårsdagens kamp. Prøv så lige dagen derpå at se en Liverpool-kamp en søndag formiddag med tømmermænd og på forhånd vide, at kampen slutter 0-0 … Tak for en begivenhed at starte søndagen ud med …
På værtshus nummer seks ved navn “Tingkroen” på Tingvej 42 mødte vi en mand, der sad bagerst i lokalet for sig selv ved et tomandsbord iført Liverpool-trøje, med en medbragt iPad og hørebøffer på. Bag på hans trøje stod der “HUMLE”. Humle, som han derfra bare hed, var slet ikke tilfreds. Det var tydeligt at se på hans mimik og generelle attitude. Da jeg gik på toilettet, lurede jeg lige lidt med, som kampen på Anfield nærmede sig sin afslutning, men det tillod Humle altså ikke, for han kiggede op på mig og skærmede så sin iPad af, som om han signalerede, at jeg i hvert fald ikke skulle se med, når nu det var hans abonnement og hans skærm. Overbærende, som jeg er, smilede jeg til ham, klappede ham på skulderen og gik så ud for at tisse.
Jeg forstod godt Humle. I dag forstår jeg ham kun endnu bedre. Det må have været en svær eftermiddag at komme igennem, for det har bestemt også været en svær morgen- og formiddagsstund at komme igennem for mig, her imens jeg så kampen, for det var da lidt af et antiklimaks at overvære, når nu man ovenpå Atletico Madrid-opgøret i midtugens Champions League havde fundet lidt optimisme frem omkring vores sæsonstart.
I stedet endte det med, at vi var stærkt medvirkende til at give Fulham deres allerførste point i en kedelig nulløsning på kedeligt Anfield, hvor noget af det eneste positive, vi vel kan tage med videre, var, at vi trods alt for anden Premier League-kamp i træk kunne holde nullet. Men vi skal jo da for fanden slå Fulham, måske især dét her Fulham-hold, noget, der minder om 9,5 ud af 10 gange, frem for at bomme den noget så åndssvagt som en målløs kamp mod et pointløst hold.
Jeg synes ellers, vi lagde ganske pænt ud. Et tidligt Alexander Isak-forsøg snert forbi den ene opstander gav anledning til tro på en fin eftermiddag, selvom Alisson var ved at fucke det hele op kort efter med en alt for hasarderet aflevering, hvor Jeremy Jacquet heldigvis stod rigtigt placeret inde på stregen.
Der var også et nærgående hovedstød fra Victor Muñoz efter hjørnespark, men som det ofte føles, når vores modstanderes keepere møder Liverpool, så diskede gode gamle Bernd Leno op med en flot redning, der forhindrede spanieren i at lave sit andet sæsonmål. At Muñoz var med fra starten igen efter at være begyndt Atletico-kampen på bænken, gav mening, ligesom det gav mening, at han startede til højre. Han er vel ret beset det bedste bud på ham, der kan få mest ud af det i den side, men jeg blev også - på ny - bestyrket i min undren over, at man ikke fandt en venstrebenet, dygtig spiller til den højre side med fart i støvlerne, der kunne træde ind som Mohamed Salahs afløser. Jeg ved godt, at vinduet er lukket, og at vi dermed må tage os til takke med det, vi trods alt fik ind, og det er ikke en kritik mod Muñoz, som nok skal komme til at tage sin del af sæsonen med fine præstationer, men han er ikke, i hvert fald ikke endnu, en decideret stjernespiller, ej heller i svøb, som jeg lige ser ham her i starten af sin nye tilværelse på Merseyside.
Andoni Iraola havde også fundet anledning til, i hvert fald i en halvlegs tid, at skulle hvile Milos Kerkez. I stedet trådte Kostas Tsimikas ind på holdet efter at have været fraværende fra startopstillingen i mere end 15 måneder. Det er jo en anden undren. Intet ondt mod Tsimikas, men jeg spørger mig selv, om det virkelig er godt nok. Igen, det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved, men jeg ærgrer mig over, at hver gang vi møder Fulham, så bliver jeg så misundelig over, at de har amerikanske Antonee Robinson på deres fodboldhold. Han står der bare altid og har gjort det nu i mere end seks sæsoner. Jeg ved godt, at han næste gang fylder 30 år, og at det dermed nok på sigt er bedre, at vi sidste sommer fik lavet en investering i den noget yngre Milos Kerkez, men hold da op, hvor jeg synes, han er god, og det er i begge ender. Men jeg tror på den kortere bane, at vi havde fået mere ud af ham, vel vidende, og som Kerkez er et synligt bevis på, at det ikke altid er sådan, at man kommer til en større klub og formår at være lige så fremtrædende som den klub, man kom fra.
Uafgjort ved pausen var jo hverken elendigt eller godt. Man sidder som fan altid med både troen på og forventningen om, at det bliver bedre i anden halvleg. Nu kendte jeg jo til selve resultatet, men i det mindste havde jeg en tiltro til, at der kom bedre styr på spillet i anden omgang. Det skete bare ikke. Spillet blev undervejs mere og mere usammenhængende og rodet. Der manglede både fart og opfindsomhed i selve spillet, hvor det alt for ofte blev for meget af det fra sidste sæson så velkendte boldflytteri, hvor tingene bare blev skubbet rundt, uden at det blev farligt. Fulham var heldigvis lige så ufarlige, så der var aldrig fare på færde i forhold til at tabe kampen, men vores offensive del var godt nok ikke specielt god. Alexander Isak havde vel igennem hele kampen blot to gode aktioner, nemlig den føromtalte fra kampens start og så en situation tidligt i anden halvleg, hvor han afsluttede uden fart efter et ellers smart træk ind i feltet. Hvor jeg var optimistisk omkring Isak efter kampen på Portman Road sidste fredag, må jeg bare sige, at han igen har underpræsteret her i de seneste to opgør.
Men han var nu ikke den eneste. Jeg indgår for tiden i heftige debatter omkring Florian Wirtz. Hvor det for mig kniber med at få øje på, hvad det er, en så dyr mand bidrager med på Liverpools hold, kniber det for andre med at forstå, hvorfor jeg er af den holdning. Jeg synes stadig, jeg har til gode at se den Florian Wirtz, der leverede den ene vanvittige præstation efter den anden for tyske Bayer Leverkusen. Ikke at jeg følger Bundesligaen specielt tæt, men man hørte stort set altid om Wirtz, da han var at finde hos Die Werkself.
Jeg er med på, at kritikken mod ham kan blive lidt unuanceret til tider, for der er mange ting på banen, som ikke alene er hans skyld. Han har desværre til opgave også at arbejde knaldhårdt hjemad i banen, blandt andet fordi vi generelt har en ubalanceret midtbanekonstellation, hvor han ofte bliver nødt til at hjælpe de to 6’ere eller hvad man skal kalde dem, fordi de har for travlt med selv at lege 10’ere, ja, så er det ikke nemt for tyskeren. Han var ikke den dårligste på midten i går, tværtimod, og jeg kan godt lide ham, ligesom jeg kan sagtens få øje på, at han er en enormt dygtig fodboldspiller, men jeg mangler altså et output fra ham efter nu mere end 50 kampe for The Reds.
Jeg ser til stadighed alt for mange sjuskede fejlafleveringer, hvor et godt eksempel i går var en situation efter cirka 20 minutters spil, hvor han stjal bolden inde centralt efter et fint pres, for så at skulle distribuere den ud til Muñoz, men smed den i stedet lige hen i fødderne på en Fulham-spiller. Det er den slags, for mig, såre simple pasninger, som en mand med hans kvaliteter bør kunne være i stand til at gennemføre med korrekt adresse, men som jeg ikke ser, ligesom jeg heller ikke altid ser den magiske pasning, der fører til et mål. Nogle gange skyldes det holdkammeraternes manglende skarphed, som eksemplet med Bradley Barcola i onsdags, mens det andre gange skyldes Wirtz’ egen afgørende kvalitet.
Om det er, fordi han indgår i et meget ukontrolleret samarbejde med Dominik Szoboszlai og i går Ryan Gravenberch, det ved jeg ikke helt, men noget er off inde på den centrale midtbane, og jeg har ikke de gyldne sætninger til at kunne fortælle, hvad det er, der skal til, for at Wirtz bliver sluppet løs og viser os alt det, han kan, men jeg synes efterhånden, det står tydeligt, at de tre ikke fungerer sammen centralt.
Om det så er Szoboszlai eller Wirtz, der må lade livet væk fra startelleveren i en periode, hvor Alexis Mac Allister for mig pt. bør være den mest sikre, eller om det er, fordi Iraola skal have balancen justeret, så de ikke alle tre leger offensive helte, og to af de tre glemmer det defensive anker, ja, det må spanieren bryde sin hjerne med. Var jeg ham, hvilket jeg heldigvis ikke er, så ville jeg kraftigt overveje at bringe Trey Nyoni i spil sammen med Macca inde bag Wirtz. Nok er Nyoni kun 19 år, men han virker til at være en af de få, der forstår, hvordan man agerer lanterne defensivt og holder sig til det, der formentlig er aftalen. Jeg aner ikke, om det ville frigive nogle ting i Wirtz’ spil, men jeg tænker, at alle greb skal tages i værktøjskassen for at få ham til at shine mere, end det er tilfældet.
Overordnet set er det i hvert fald på sin plads at konstatere efter gårsdagens kamp, at der endnu er lang vej endnu i det her Iraola-projekt. Det er selvfølgelig slet ikke i nærheden af at være overraskende, men projekt eller ej, så ER det altså skuffende, at Liverpool ikke er i stand til at skabe mere i en hjemmekamp mod et hold, der må formodes at få en svær sæson, hvilket jo desværre også fortæller en del om, hvor meget der stadig mangler. Ingen tvivl om, at Fulham løste deres opgaver fint og fik, hvad de kom efter. Det skal man selvfølgelig også anerkende, men godt nok var det altså ikke.
Som nævnt, fint at spille til nul, blandt andet med hjælp fra en stærkt spillende Jeremy Jacquet, der virkelig imponerer mig. Det er også fint fortsat at være ubesejret, og hvor vildt er det lige, at Iraola ikke har tabt en PL-kamp siden den 3. januar, hvor Arsenal slog Bournemouth på Vitality med 3-2 … det er altså noget af en statistik.
Netop Vitality er næste opgave i ligaen - hvilket også er lig med den sidste opgave før landsholdsterminen. Det vil klæde os at vinde den kamp, så vi i det mindste kan være placeret i sub-toppen, inden det første break i sæsonen. Iraola-afløser Marco Rose og The Cherries har endnu ikke fået en ligasejr i den nye sæson, men har til gengæld fået tre gange kryds i hus. De må dog aldrig undervurderes, hvilket jeg også tænker, at vores træner om nogen er klar over, hvorfor jeg forventer en stærk præstation på næste søndag.
Forinden skal vi lige have overstået en kamp i denne sæsons Carabao Cup, hvor vi på tirsdag træder direkte ind i 1/16-finalerne med en hjemmekamp mod Tottenham Hotspur. Det bliver jo formentlig med to forholdsvis reservespækkede hold på banen, men uanset hvad vil det være en kamp, jeg forventer, at vi vil vinde, så lad os håbe, det sker, og med nogle gode indsatser af dem, der ikke spiller så ofte, så de måske får chancen på søndag mod Bournemouth (Ping, Trey Nyoni) …