Under John Barnes’ besøg i Danmark denne weekend svarede han med et undvigende “Top Four”, når han blev spurgt om, hvilken placering vi ender på i denne sæson.
Jeg er personlig helt enig. Jeg håber selvsagt på en slutplacering i top fire, men går ikke så meget op i, om det lige præcis er tredje- eller fjerdepladsen, vi ender på. Hvis bare vi kommer med i Champions League og samtidig kan se en masse progression i spillet, så er jeg godt tilfreds i en sæson under en ny træner med sine egne ideer til, hvordan et udtryk skal være på sit fodboldhold.
I sæsonens femte PL-kamp kneb det med at få øje på udtrykket, da vi i går drog med til sydkysten og Andoni Iraolas tidligere klub, AFC Bournemouth. Der var nærmest intet udtryk at se, men ikke desto mindre vandt vi kampen under devisen “Winning Ugly”, hvilket var sindssygt vigtigt, når vi nu alle sammen taler om, hvor vigtigt det er at være i top fire efter 38 runder. Kampen i går var formentlig en kamp, vi havde tabt i sidste sæson, så på den måde er det jo en klar fremgang. Alene af den årsag er mit humør højt på denne blæsende efterårsmandag.
Det er ikke meget af den såkaldte “Iraola-bold”, vi har set her i sæsonens begyndelse. Det handler om form, om spillere til selve måden at spille på samt om udvikling og tilvænning. Bedste form for Iraola-bold har vi vel set udenfor Premier League, nemlig i de to hjemmebaneopgør i hhv. CL mod Atletico Madrid samt i Carabao Cup’en mod Tottenham, mens det lader vente på sig i ligaen.
Ikke desto mindre er Liverpool stadig ubesejret, i lighed med Manchester City, Brighton, Brentford, Leeds og Everton, hvilket gør, at vi er med i loopet her, hvor der venter en klub-pause på næsten tre uger grundet en vanvittig landskampstermin på ikke færre end fire landskampe pr. landshold. Det værste er dog, at når vi så returnerer, så er det direkte i ilden mod ‘mægtige’ Man City, der som det eneste hold har maksimumpoint.
Det var en smal sejr, hvor vi først og fremmest skal være glade for en stærk defensiv og en fantastisk keeper. Det kunne sagtens være endt med et andet udfald, især da Evanilson i det 18. minut var meget tæt på at bringe The Cherries i front, og hvor kun en helt ekstraordinær sublim redning fra Alisson forhindrede hjemmeholdet i at score.
Derudover var det dog småt med chancer kampen igennem for Bournemouth, eller ‘Bournemouse’, som Allan Kuhn har det med at udtale dem. Så foruden en stærk defensiv, der gjorde forskellen, så var der med andre ord også den sidste kvalitet til forskel i en kamp, hvor vi på ingen måde havde kontrol, men via fremragende individuelle aktioner af Cody Gakpo på højrekanten alligevel havde den afgørende kvalitet i det rette moment, da han fik arbejdet sig igennem og sendt bolden ind i feltet, hvor den lidt tilfældigt havnede hos en ellers endnu engang anonym Alexander Isak, der kunne sende sin fjerde sæsontræffer i nettet med en god halv time tilbage.
Iraola var tilbage i sin formentlig foretrukne startellever med netop Isak på toppen og Florian Wirtz liggende bagved, og så med Dominik Szoboszlai og Alexis Mac Allister i de dybere roller. Gakpo lå til højre og Bradley Barcola til venstre. Alt sammen gav det på sin vis mening, da det spiller for spiller formentlig er dem med den bedste kvalitet, men jeg havde nu alligevel gerne set, at Florian Wirtz havde fået en form for ‘tænkepause’ på bænken og så, at Iraola havde sat Trey Nyoni ind ved siden af Macca, mens Szoboszlai så havde indtaget 10’er-rollen. Det skete så efter 70 minutters spil - hvor Ryan Gravenberch fik et nyt vink med den berømte vognstang om, at også 19-årige Nyoni nu har overhalet ham, og han er måske første eksempel på en spiller, der ikke passer ind i måden, som Iraola vil spille på. Early days, I know - og jeg skal passe på med at dømme Gravenberch ude af holdet efter blot fem kampe, men jeg kan godt lide tanken om, at Nyoni tilsyneladende har overhalet ham på baggrund af stærke præstationer i både pre-season og her i sæsonens begyndelse.
Uanset hvem Iraola stiller til start med, så er det dog stadig tydeligt at se, at der mangler både relationer og ikke mindst forståelse for måden at ville spille på. Et godt eksempel er Barcola, handlet til lige en milliard kroner. Hvis han var havnet, lad os sige i Man City, så tror jeg allerede, han havde lavet to-tre mål nu og vist den klasse, som vi ved, han besidder, alene fordi han kom til et hold, hvor man på trods af et manager-skifte har spillestil, relationer og aftaler på plads. Én ting er i hvert fald helt sikkert, og det er, at jeg forventer mig meget mere af Bradley Barcola end det, vi har set i hans hidtidige optrædender for The Reds, og mon ikke, at det nok skal komme på et tidspunkt. Vi har i hvert fald talt om, at vi godt kunne se de første tegn fra ham herpå efter landsholds-pausen, der kommer nu her, så måske han shiner hjemme i storopgøret mod City den 11. oktober …
Der er også meget debat om Florian Wirtz. Endnu engang synes jeg, han var skidt kørende i går. Jeg kan godt få øje på, at der er stats, der er med ham. Han løber meget og kreerer også sin del i offensiven, men når jeg skriver om en ‘tænkepause på bænken’, så skyldes det ikke mindst den fortsatte store margen af fejlpasninger, som jeg i går synes var mere udtalt end på det seneste, hvilket ikke siger så lidt. Jeg ser en klart udfordret Wirtz på især selvtilliden, hvorfor det desværre ofte ender med, at han sender en bold hen i fødderne på modstanderen, der så får muligheden for at slå en farlig kontra inde centralt, hvor Liverpool i forvejen ofte mangler balance. Dét kombineret med et manglende slutprodukt, som fx. da Barcola fandt ham fri til afslutning, gør, at jeg synes, at det er på tide at lade ham hvile og derfra kæmpe sig tilbage på holdet. Han har for nærværende brug for at blive skubbet i gang, og det bør ske ude fra bænken.
Én ting var i øvrigt, at det var meget lidt kønt at se på, men noget andet var, at det nærmest også var helt både klassisk og tragikomisk, da Milos Kerkez tacklede Wirtz efter cirka 20 minutter. Om det spillede ind på resten af præstationen, skal jeg ikke kunne sige, men tacklingen virkede som en typisk hændelse for begge spillere på hver deres måde.
Selvom Cody Gakpo igen i går var kampafgørende, så synes jeg, vi som hold er gevaldigt udfordret ude på højrekanten. Bradley Barcola, Cody Gakpo, Victor Muñoz og Rio Ngumoha er alle bedst til venstre. Det føles helt gak, at vi ikke sikrede os en dygtig venstrebensspiller til den højre kant i sommerens transfervindue, hvilket vi i går så endnu et eksempel på. Hele 12 gange scorede Mohamed Salah mod Bournemouth i sin Liverpool-karriere. Mit bud er, at han også havde scoret mod dem i går, især når man så på ham og hans hattrick for Trabzonspor i lørdags, hvor man så den Salah, der blev til en legende i Liverpool.
Nå, men hvem skal vendes i forhold til de positive præstationer i går?
Alisson Becker: Ingen koncentrationssvigt denne gang og en fænomenal redning krydret med et par rigtig fine aktioner på blandt andet standarder. Ja tak!
Ronald Araujo: Solid i defensiven på højre back. Er det optimalt med en centerback på højre back? Næ, måske ikke, men det er det for nærværende, og det giver en dejlig form for sikkerhed med en mand, der er brølstærk i duelspillet og ikke slår de helt store brød op. Bidrager han nok offensivt? Næ, måske ikke, men når han gør, så er der faktisk ganske udmærket kvalitet i det, han foretager sig. Jeg siger ja tak!
Jeremy Jacquet: Hold da kæft, mand. Ren fornøjelse. Vild signing Liverpool, der har begået, så helt håbløs har Richard Hughes da ikke været, eller hvem det nu er, der har spottet den blot 21-årige franskmand, der optræder som en rutineret fyr på 31 år. Hurtig, pålidelig, solid, påpasselig, smart, nærkampsstærk og dygtig i pasningsspillet. Kæmpe ja tak herfra!
Alexander Isak: Nej, præstationen var ikke god, men han stod hvor han skulle og gav både sig selv en dejlig gave i anledning af hans fødselsdag i dag - og os fans en forhåbning om at han rammer en bedre målform i denne sæson. Han kan blive uhyggelig og derfor er det også et ja tak til Isak efter denne runde.
Det bliver en hård periode, der venter fra om tre uger frem. Vi skal bede til de højere magter om, at alle vores landsholdsspillere kommer tilbage uden skader og ligeledes gerne med succeser i bagagen, som forhåbentlig kan booste selvtillid og spillelyst endnu mere. For med Man City, Brentford, Brighton og Arsenal frem mod 1/11 samt både to CL-kampe og en Carabao Cup-kamp oveni bliver der brug for alle mand på dæk. Det er nogle alvorlige prøver, der venter, men heldigvis er fem ud af de syv kampe hjemme på Anfield, og sammenholdt med de fremskridt i processen, som jeg synes, vi ser, hvad angår en stærkere og stærkere defensiv, så er jeg forhåndspessimist, omend jeg heller ikke er naiv og godt ved, at vi formentlig ikke kommer i nærheden af at vinde alle syv opgør.
God pause herfra til alle.