BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
OFFICIELT: IRAOLA ER NY LFC-TRÆNER

Yan Diomande
 
Foto: Getty Images ©

YAN DIOMANDE: ER HAN VIRKELIG PENGENE VÆRD?


Sommerens store transfermål for Liverpool hedder Yan Diomande. Blot 19 år gammel og med et prisskilt på op imod £100m. Det virker fuldstændig vanvittigt for en spiller med blot 1,5 sæson som professionel i de store europæiske ligaer. Men hvad gør egentlig Diomande så speciel - og måske vigtigst af alt: Vil det være en god investering?



Priserne i engelsk og international fodbold er stukket af. Lad os bare starte der. Det ser vi gentagne eksempler på år efter år - og var vi som Liverpool-fans i tvivl, så skal vi bare kigge på sidste sommers forbrug på £446m.

Det er andre tider end dengang vi byggede op under Jürgen Klopp, hvor man i højere grad kunne finde “bargains” og smarte køb for næsten ingen penge fra tid til anden. Klubberne er internationalt blevet bedre til at scoute tidligt og støvsuge markedet - enten til dem selv eller til deres multiklub-setups, hvor man så kan udleje eller bytte på kryds og tværs. Men det er en snak for sig selv.

Yan Diomande

Liverpool er på jagt efter en erstatning for legendariske Mohamed Salah. Valget er faldet på Yan Diomande.

Det store baggrundstjek og kig på ham som person tager vi såfremt Diomande bliver Liverpool-spiller (indtil da kan jeg bare anbefale den her for dem, der vil lære den dejlige knægt at kende), men for nu er en god måde at breake det hele op på ved at kigge på fordelene og ulemperne ved et potentielt køb. 

Lad os starte med “the bad news”.

 

Ulemperne

Det er altid risikabelt med store transfers. Det store prisskilt skaber omtale og unødig meget opmærksomhed på spilleren fra dag 1, hvilket resulterer i et massivt pres, som ofte bliver en byrde.

Se bare på Premier Leagues 12 dyreste spillere nogensinde - og tænk så på at de tre næste navne på listen hedder Harry Maguire, Darwin Nuñez & Jadon Sancho…

Top 12 PL transfers

RB Leipzig kræver i skrivende stund angiveligt en pris, der vil sende Yan Diomande direkte ind på en øjeblikkelig 4. plads over dyreste køb i Premier League-historien. Det vil samtidig betyde at Liverpool har tre ud af fire køb i top 4, som alle er lavet over de sidste 12 måneder.

Når man sætter det op mod at Diomande for bare lidt over 18 måneder siden rendte rundt på college i USA og spillede i den fjerdebedste række, virker det vanvittigt.

Han var til prøvetræninger i både Chelsea, Crystal Palace, Bournemouth og skotske Rangers - uden nogen af klubberne bed på.

Det var spanske Leganes, der kæmpede for overlevelse i La Liga, som i sidste ende tog chancen med ivorianeren. Han debuterede mod Real Madrid i forårssæsonen 2025 og leverede to mål og en enkelt assist henover forårssæsonens 10 kampe. 

Yan Diomande

Det var ikke nok til at redde Leganes, der rykkede i den næstbedste række via en 18. plads - med blot et enkelt point op til Sevilla på den rigtige side af stregen. Det var dog nok til at sikre Diomande et €20m-skifte til RB Leipzig, efter interesse fra bl.a. Sunderland.

Én ‘supersæson’ senere - og here we are.

Den korte affyringsrampe gør bare at vi ikke ved meget om hvordan det vil påvirke præstationerne at han skal ind på et hold, der spiller europæisk fodbold (RB Leipzig havde en sæson uden for Europa), mens vi heller ikke ved hvad det vil gøre for hans fysik.

Indtil videre har han været skånet for skadespauser (han missede de to landskampe i marts med en skulderskade, men ellers er hans historik perfekt), men en hårdere liga, en større belastning med flere kampe - hvad vil det betyde? Det ved vi ikke meget om.

 

Fordelene

Der er bestemt bekymringer, som skal tages højde for, men der er heldigvis mange flere positive ting når vi snakker om en potentiel Diomande-transfer, hvis du spørger mig.

En ung kantspiller med exceptionelle drible-egenskaber, der sparker næsten lige godt med begge ben (7 Bundesliga-scoringer med højre, 5 med venstre), som allerede som teenager har et spændende slutprodukt og lovende tal fra to forskellige top 5-ligaer. 

Yan Diomande

Det er uanset hvordan man vender og drejer det ikke dårlige nyheder at Liverpool kædes sammen med sådan en spiller - slet ikke når man ser på hvad vi manglede i den forgangne sæson.

Hvad der skiller sig ud ved Diomande er for mig hans fantastiske evne til at tilpasse sig nye omgivelser og præstere. 

I Leganes leverede han varen med det samme. Det gjorde han også i RB Leipzig - og det gør han også lige nu til VM, hvor han med afstand var banens bedste overfor Premier League-vinderen Piero Hincapie & Champions League-vinderen, Willian Pacho, i Ecuadors venstre forsvarsside, mens han gav Joshua Kimmich en hel del at se til i 1. halvleg forleden.

‘Øjetesten’ består han i den grad, hvis du spørger mig. 13 mål og 10 assists i Bundesligaen & DFB-Pokalen er også imponerende på overfladen rent statistisk, men hvad med den mere dybdeliggende data? Lad os tage et kig.

Det vil nok give bedst mening at sammenligne ham med to andre Bundesliga-spillere, som begge dominerede i den forgangne sæson og som vi kender fra den internationale scene: Luis Diaz, vores gamle dreng, og ham som mange nok drømte om var den egentlige erstatning for Mo Salah, Michael Olise.

 

Driblinger

Der er ikke nogen diskussion: Yan Diomande tørrer gulv med både Diaz og Olise og var i 2025/26 Bundesligaens bedste dribler. Han havde næsten lige så mange succesfulde driblinger som dem begge tilsammen pr. 90 minutter, ligesom hans succesrate lå på imponerende 60% (hvilket bl.a. også er højere end Lamine Yamal).

Diomande driblinger

Spillere, der dribler meget, mister også normalt bolden oftere, men selv her taber Diomande bolden sjældnere end Olise, mens han ligger i samme boldgade som Diaz.

Nogle steder sættes der spørgsmålstegn ved Diomande rent dribleteknisk, hvor han ofte bruger sin hurtige acceleration (ifølge The Athletic var Diomande Bundesligaens 5. hurtigste spiller i 2025/26), men jeg ser en spiller, der samtidig har et hurtigt fodskifte og både kan operere i store og små rum. Så herfra er det ikke et rødt flag.

 

Afslutninger

13 scoringer (12 i Bundesligaen) er imponerende i sin debutsæson som blot 18/19-årig, men det er endnu mere imponerende når vi graver dybere i tallene. 

Godt nok har han færre non-penalty goals pr. 90 minutter (0.44) end både Diaz (0.55) og Olise (0.58), men han har også leveret sine scoringer fra langt lavere xG (hvilket ret beset betyder at det er ud fra færre/mindre chancer).

Diomande afslutninger

Kig bare på Diomandes konverteringsrate fra sine afslutninger, som er på imponerende 22.64%. Kun Harry Kane har i Bundesligaen overpræsteret på sin xG i højere grad end Yan Diomande.

Det kan rejse alarmklokker, at man overpræsterer sin xG, da de færreste spillere kan fortsætte med det over tid, men ikke desto mindre har han vist tidlige tegn på at være en klinisk afslutter.

 

Kreativitet

Diomandes 9 oplæg til scoringer i Bundesligaen kom fra en xA på 10.12 (et tal, der forklarer det forventede assists ud fra værdien af de chancer han skabte). Det er næstbedst i Bundesligaen - kun overgået af Michael Olise.

Diomande kreativitet

Brækker man tallene endnu mere ned og kigger på xA fra åbent spil pr. 90 minutter, så er Michael Olise ikke overraskende i en klasse for sig (0.60), mens Diomande er et godt stykke efter (0.37), men stadig komfortabelt foran Diaz (0.28). Diomande har med afstand skabt flere store chancer for sine holdkammerater (27) end Olise og Diaz (begge 17).

Volumen af indlæg kan forbedres og det samme kan præcisionen. Han er ikke langt fra Diaz på begge parametre, men der er et godt stykke op til Olise.

Man skal dog huske på at han spiller for et langt mindre dominerende hold, hvorfor det at han matcher store profiler fra så godt et hold, blot er endnu mere imponerende.

 

Defensivt arbejde

Her skal man nok den anden vej tage højde for at RB Leipzig er et hold, der spiller højintenst med masser af dueller og genpres, hvorfor det er svært at sammenligne 1:1 med Bayern-spillerne, der i høj grad sidder på meget af spillet med en masse boldbesiddelse.

Diomande defensivt

Diomande vinder næstflest dueller på jorden i hele Bundesligaen (kun overgået af holdkammeraten Antonio Nusa), mens succesraten også er lovende (50.6%) - og højere end både Diazs (47.6%) og Olises (43%).

En lille anledning til bekymring er luftduellerne, som er vigtige i Premier League. Her hænger han efter begge to - og betydeligt langt efter endda. 

Det er ikke en deal-breaker, men det er noget der skal forbedres, især når man tænker på at han er 1.80cm (fin højde for en kantspiller) og behovet, der er for den del i PL, især med tanke på at Liverpool var et hold med udfordringer på defensive dødbolde i den forgangne sæson. 

Medmindre tanken er at Diomande bliver manden man satser på at placere udenfor feltet og true i modsatte retning på omstillinger (og det er vel egentlig et ganske sandsynligt scenarie…).

 

Klar til at erstatte Salah?

Det er fint med Bundesliga-sammenligninger, men hvordan ser han ud sammenlignet med manden han skal erstatte: Mohamed Salah?

Det interessante er her at man som fan (jeg gør i hvert fald) straks tænker: Jamen det er jo umuligt at finde en 1:1-erstatning for Mo Salah. Men det kommer an på hvordan man ser på det.

Kigger man på Salahs 9 fantastiske, utrolige og historiske år i klubben, så er svaret nærmest helt sikkert: Ja, det er tæt på umuligt. 

Tager man for eksempel Salahs topniveau og det han bidrog med i forrige sæson, da vi hev den 20. Premier League-titel, så er det en profil, der er utroligt svær at finde på markedet.

Salah Diomande 24 25

Men kigger man på den udgave Salah var i den forgangne sæson og det vi skal ind og løfte nu og her: Nej, så er det ikke umuligt at finde en kvalificeret erstatning på markedet.

Salah Diomande 25 26

Ovenstående gør mig fortrøstningsfuld. Både fordi niveauet faktisk er der til at fylde hullet for den udgave af Salah vi vinker farvel til, men også fordi Diomande har kilometer af plads til forbedring med sin unge alder. Han bliver desuden næppe ene mand om at løfte opgaven: Victor Muñoz skal også hjælpe til, Cody Gakpo (eller andre nye signings til kanten) skal vise at sidste sæson var en “one of”, mens Alexander Isak får en stor del af ansvaret når det kommer til slutproduktet.

 

Hvad er alternativtet?

Det er ikke en garanti at Yan Diomande ender i Liverpool, trods de høje bud og konkret dialog med RB Leipzig. PSG lurer i kulissen, ifølge Fabrizio Romano og flere andre velinformerede mennesker i transfer-miljøet, mens RB Leipzig også kæmper hårdt for at Diomande forlænger kontrakten med en installeret frikøbsklausul og tager et år mere i Tyskland.

Said El Mala

Ifølge Ben Jacobs har Liverpool en liste med alternativer klar: Matias Fernandez-Pardo (Lille), Said El Mala (FC Köln) & Yankuba Minteh (Brighton).

Tre navne, som jeg alle synes har karakter af “en hylde under”. El Mala er spændende, men han er primært venstrekant - og det samme er Bradley Barcola (PSG), som også flere gange er nævnt som muligt emne denne sommer. Jeg tror begge er tiltænkt at være yderligere tilføjelser i så fald og ikke som alternativer til højreflanken.

Fernandez-Pardo sidder på bænken for et svagt belgisk landshold, mens Minteh mangler at putte slutprodukt på en ellers lovende pakke.

For mig skal der klasse og kvalitet ind, når vi snakker en erstatning for Mohamed Salah (uanset nuværende niveau). Lamine Yamal og Michael Olise er navnene på øverste hylde på positionen, men begge ser urealistiske ud. Efter dem, så kigger jeg på Rayan i Bournemouth, men synes man Diomande er uprøvet, så er brasilianeren det vel i endnu højere grad. 

Hvilket i min optik efterlader Diomande som det bedste bud efter de to verdensstjerner, Yamal og Olise.

Og jeg hører allerede spørgsmålet: “Hvorfor finder vi ikke bare den næste Diomande i stedet for at betale så vanvittigt mange penge, efter bare 18 måneder som professionel?”.

Men nedenstående tråd forklarer meget godt hvordan Chelsea har prøvet denne model uden held - og hvordan man i mindre klubber ofte lettere kan praktisere denne strategi, da presset og opmærksomheden ikke er der når man rammer forbi.

Barry

 

Konklusion

Yan Diomande kommer formentlig, hvis det lykkes Liverpool at hente ham, til at koste i omegnen af £100m. Det er rigtig mange penge for en spiller med blot 1,5 sæson i top 5-ligaerne.

Der er flere ubekendte - for eksempel hvad det vil betyde for ham rent fysisk at skulle konkurrere på højere niveau, med et stort prisskilt på ryggen og med europæisk fodbold i midtugen.

Men det man køber er en spiller, der har vist stærk tilpasningsevne og i en alder af 19 år allerede er en af Europas allerbedste og mest effektive driblere. 

Diomande Diaz Olise

Når man måler hans tal og dybere data får man en spiller, der matcher nogle af Europas allerbedste på de offensive parametre. Man kan sådan helt forsimplet sige at man får en 10 år yngre, mere alsidig, beggebenet udgave af Luis Diaz - og en spiller, der ikke ligger langt fra manges drømmetarget på pladsen, Michael Olise. 

Han er ikke ‘Peak-Mohamed Salah’ (hvem er det?), men hans seneste sæson, som 18/19-årig i Bundesligaen, viser at han rimelig komfortabelt konkurrerer med (og overgår) Salahs niveau fra den forgangne sæson på dataen (husk på at Curtis Jones også kan ligne Vitinha på forskellige data-modeller, så det skal naturligvis tages med et gran salt).

Ikke dårligt, vel? Det synes jeg i hvert fald ikke.

Alle store transfers kommer med risiko. På et tidspunkt hvor man skal fylde hullet efter en legende som netop Salah, er der et marked for højrekanter, hvor der er et gigantisk spring i kvalitet ned til dem efter Yamal og Olise. Jeg mener ikke det er i sådan en situation det vil give mening for Liverpool at spare på pengene og “nøjes med”.

Her bør man gå stort efter det bedste bud på en fuldgod løsning - både på den korte og lange bane. 

Og han hedder, indenfor hvad der er realistisk at tiltrække: Yan Diomande.

Yan Diomande





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..