ALL ROUND THE FIELDS OF ANFIELD ROAD
Jürgen Klopp har været ude med en opfordring til at give stemningen på Anfield en spand kul mere. Og der er god grund til at lytte på manageren. Når Liverpools hjemmebane er bedst, er den uindtagelig.
’Ude godt, men hjemme bedst’ lyder et klassisk dansk ordsprog, der beskriver komforten og hyggen i vores eget hjem. Udtrykket kunne samtidig være et motto for Liverpool under Jürgen Klopp.
Liverpools hjemmebanestatistik i Premier League under vores alle sammens kære Jürgen kan kun beskrives som absurd og helt fænomenal. Hvis man trækker den sorte periode af den ekstraordinære sæson 2020/21 fra – sæsonen med det famøse partnerskab i centerforsvaret; Nat Phillips og Ozan Kabak – så har Klopp formået at gøre Anfield til det fort, som vi Liverpool-fans for 10 år siden blot kunne drømme om.
Og statistikkerne – ja, de taler sit eget sprog. Siden Klopps ansættelse d. 8. oktober 2015 har Liverpool kun tabt til 11 hjemmekampe i Premier League – og bemærk her, at hele seks af disse kom i førnævnte 20/21-sæson, som altså er en enorm afvigelse fra normalen.
Bortset fra det er det altså blot blevet til fem liganederlag for Liverpool på hjemmebane på cirka 7,5 sæsoner. Det virker som helt absurd få, men er ikke desto mindre sandt.
Og statistikken bliver endnu mere vanvittig, når man kigger på, hvilke hold der så faktisk har slået os! Crystal Palace (to gange), Manchester United, Leeds United og Swansea City.
Vi har undgået hjemmebanenederlag til en lang række stærke hold; Guardiolas 'Centurions' i 17/18 - hvor vi jo slog dem i en ikonisk 4-3-kamp - Arsenal under Arteta i sidste sæson, som endte 2-2 i et dramatisk opgør osv.
Der må være noget tysk magi i Klopps attitude og energi, for det er ikke første gang, at han formår at skabe en så intimiderende hjemmebane. Rygtet om Dortmunds tyske mur blev også stadfæstet under Dortmunds Klopp-æra, hvor de formåede at levere fantastiske resultater i både Bundesliga og Europa.
En mur, som gjorde Signal Iduna Park til en af de mest intimiderende stadions i hele Europa. Den bane førte Dortmund til to Bundesliga-titler og en Champions League-finale. Nu er det så Liverpools tur.
Anfield er blevet Europas bedste, stærkeste og mest intimiderende hjemmebane. Indtil videre har det ført os til en Premier League-titel, en Champions League-titel og en række cuppokaler. Og forhåbentligt er der mere i vente. Gud, hvor skal vi være glade for Klopp.
Nøglen til succes er fællesskab
Hvad er det så, der gør Liverpools hjemmebane til et så stærkt fort? Jeg tror, at der er specielt én virkelig stærk faktor. Det er ikke for sjov, at fans over hele verden snakker om ”The Anfield Atmosphere”, når de kommer til Anfield. Som i: Absolut ikke for sjov.
Helt central er naturligvis ’You’ll Never Walk Alone’. Sangen synges hver hjemmekamp med spillerne på banen. Det skaber en fuldstændigt elektrisk stemning og lægger grundlaget for en uovervindelig atmosfære.
Hymnen intimiderer modstanderne og giver Liverpool-spillerne en stærk tro og gejst, der ofte oversættes til høje, aggressive pres og smukke kombinationer.
Men ”You’ll Never Walk Alone” er mere end blot en sang. Det er et fællesskab. Et fællesskab, som holder Scousers sammen med glæde og stolthed. Håndværkere, pædagoger, unge som gamle, turister; alle synger med på sangen før kampen.
Det holder byen sammen om ét fælles mål; at hjælpe drengene i rødt med at vinde. Liverpool er historisk set en by bygget på stærke værdier om fællesskab, og det kommer til udtryk hver weekend.
Hvor er Klopps rolle her? Klopp er hele personificeringen af, hvad Liverpool er, og hvad Liverpool kan. ”Unity in Strength” står der på en banner på Anfield, og det er netop, hvad Klopp kan facilitere.
Klopp har skabt sammenhold. Vi er alle sammen om det fælles mål. Han påpeger blandt andet i et interview med Sky Sports i sommer, at ”The Anfield Atmosphere” er grundlaget for Liverpool ’togetherness’.
Det skaber et grundlag for nogle af de vilde comebacks, vi har set. Klopp har ikke mindst vendt fansene fra ’doubters to believers’ med sin elskværdige karakter, vilje og mod.
Det var ikke nogen let opgave, Klopp var på, da han skulle have en fanbase til at tro på tingene igen efter en række magre år. Men det lykkedes, og har allerede givet stærke afkast.
Klopps tro på fællesskab og sammenhold samt hans evne til at få fans til at tro på det bedste til at trække Anfield – og ikke mindst Liverpool – langt. For det gør os stærke på Anfield uanset, om vi møder Middlesbrough eller Manchester City.
Anfield i Europa
Man kommer naturligvis ikke uden om European Nights, hvis man skal beskrive Anfields magi. Og nogle gange kan fans og spillere faktisk trække på den, selv når de er langt hjemmefra.
Det åbenlyse eksempel er selvfølgelig Champions League-finalen 2005. En finale, som ikke behøver nogen introduktion. Men specielt ved den finale er netop pausen, hvori de medrejste Liverpool-fans i Istanbul bryder ud i et You’ll Never Walk Alone, som viser sig at være instrumentel for det comeback, som Liverpool leverer i 2. halvleg.
Ulykkestårer blev til glædestårer. Håbet genoplivet. Trofæet i hus. Liverpool havde gjort det utænkelige.
Et andet eksempel, som er umuligt at komme uden om, er selvfølgelig Liverpools semifinale i Barcelona i 2019. En kamp, hvor Salah i sin ikoniske ”Never Give Up”-trøje og et elektrisk Anfield, der pumper hvert eneste strøg af energi ind i drengene på banen.
Barcelona blev blæst fuldstændigt bagover i en kamp, de troede, de var gået videre fra. Men et Anfield med intensitet og atmosfære, som ingen andre steder, tog fuldstændigt over kampen. Ja – og miraklet skete!
Fra 0-3 til 4-3. Dertil er der også masser af andre gode eksempler på store ”European Nights at Anfield”; Olympiakos 2005, Dortmund 2016, Club Brügge 1976, you name it.
Anfield er noget specielt. Men magien opstår ikke af sig selv. Det er sammenholdet, der er stjernen, når det hele går op i en højere enhed - men fællesskab kræver, at alle bidrager.
Derfor er det helt på sin plads, at Jürgen Klopp efterlyser, at stemningen får en spand kul mere. Han har for længst bevist, hvad han kan drive det til, når han får en kulisse at arbejde i, der indkapsler hans personlighed og fodboldfilosofi. Så bliver Liverpools hjemmebane et fort, der forvandler vand til vin.
That is the power of Anfield.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!