OFFICIELT: IRAOLA ER NY LFC-TRÆNER
BOSS NIGHT ODENSE: 27/28. FEB 2027
Billetsalget er åbent: Køb billetter her!
 

Ronald Araujo
 
Foto: Getty Images ©

ARAUJO: STÆRK PÅ MANGE MÅDER


Liverpools uruguayanske lejesvend, Ronald Aráujo, har erobret millioner af Liverpool-fans' hjerter, men hvem er han egentlig og skal vi trykke på knappen? Emil Ledvonova Gylling Petersen har skrevet dette portræt af manden, som ingen havde troet ville erobre Anfield på den måde, som han har gjort.



Ronald Aráujo har taget Liverpool med storm. The Reds har fået en spiller, der ikke kun ofrer benene, men også hovedet for klubben. 

Det, der til en start virkede som en panikløsning, ligner nu et velovervejet transferkup. Ronald Aráujo har alt det som Liverpool har skreget efter: Aggressivitet, intensitet, og en villighed til at gå i krig for klubben. 

Gang det op med, at han så også spiller fremragende, og så får du de fleste Liverpool-fans til at sige samme ting: Hent ham nu permanent. 

Men hvem er Aráujo egentlig? Hvordan fandt han vej til Liverpool? Og hvad er det vi får, udover en uruguayansk bulldozer?

Turen går til grænselandet mellem Uruguay og Brasilien.

 

TIDEN I URUGUAY

Ronald Aráujo blev født i 1999, i en uruguayansk by, tæt ved den brasilianske landegrænse, ved navn Rivera. Han voksede op hos en brasiliansk mor og brasiliansk-uruguayansk far. Det var ikke kun hjemme hos Aráujo, men også i selve byen, at alt var en kæmpe blanding af Brasilien og Uruguay. 

Aráujo fortæller, at han boede så tæt på grænsen, at de i hans barndomshjem både så brasiliansk og uruguayansk fjernsyn. Man skulle bare rykke antennen rigtigt. I byen Rivera snakkede man decideret “Portuñol” - (“Portugues” og “Espanol”) - altså en blanding af portugisisk og spansk. Én ting var dog 100 procent uruguayansk: Fodbolden. 

Fdbolden var hård, direkte og nok ikke altid helt efter reglerne. Som blot 13-årig spillede han både med og imod voksne spillere. Det betød, at Aráujos far ofte måtte pakke sin søn ind i bandager og lignende, når Aráujo kom hjem efter at have været i kamp.

Han startede, grundet sin fysik, som angriber. Det var indtil en ungdomstræner langsomt rykkede ham længere og længere tilbage på banen, indtil at den lovende spiller til sidst var midtstopper.

Ronald Aráujo beskriver den uruguayanske måde at spille fodbold på, som noget der bunder i mod, dedikation og et begær efter at beskytte sine nærmeste. Noget, der også skinner tydeligt igennem hos den lejesvend man har fået i Liverpool. En hård spiller, der tackler igennem, og giver alt, han har. 

I en alder af 15 år skiftede han til klubben Rentistas, hvor han kort tid efter fik sin seniordebut, og allerede i en alder af 17 år, blev han hentet til top-divisionsklubben, Boston River. 

Ikke engang et år skulle der gå, før Aráujo fik sit helt store skifte. Aráujo fik muligheden for at skifte til Barcelonas B-hold, der havde set en stor stjerne i den stærke knægt. Farvel til målmands-los og forbindinger. Goddag til Tiki-Taka og Lionel Messi. 

 

DRØMMEN GÅR I OPFYLDELSE

"Hvad var det sværeste ved at skifte til spansk fodbold?" lød spørgsmålet fra The Guardian-journalisten, Sid Lowe, der havde fået et interview i stand med Aráujo for nogle år siden.

"Spillestilen" lød svaret fra Aráujo.

Hjemme i Uruguay var han vant til, at målmanden lossede bolden op, og så var det ellers bare i gang. Der var ikke noget der hed at spille den ud bagfra. Taktikker var ikke rigtig en ting, fortæller han. Det var mere simpelt: Hvis du var forsvarsspiller, skulle du bare forsvare. Hvis du var angriber, skulle du score nogle mål.

Ajauro taler til fans på Camp Nou

Det var en stor omvæltning at komme til Barcelona. Og også en omvæltning som Aráujo havde svært ved, men ikke noget der holdte ham tilbage. Han fortalte til Lowe, at han normalt mødte op en time inden træning og blev en time efter træning, for at træne og forbedre sit spil med bolden. Aldrig på noget tidspunkt havde Aráujo den tanke, at Barcelona var for svært til ham. Han knoklede og knoklede, indtil det lykkedes. Det siger alt om Ronald Aráujo. Han gav, og giver fortsat aldrig op. Aldrig. 

Den 6. oktober 2019 blev drømmen så til virkelighed: Debuten. Sevilla gæstede Barcelona på Camp Nou. Araujos holdkammerater havde allerede sørget for en flot føring på 4-0, så risikoen ved at indskifte den blot 20-årige centerback var vel minimal. Så i det 73. minut fik kunne den lykkelige unge mand erstatte Jean-Clair Todibo. 

Aráujo, der var gået fra at være ung knægt, der spillede med voksne på de uruguayanske gader og stræder, til nu at spille for selveste FC Barcelona på Camp Nou. 

Selvom drømmen gik i opfyldelse, så blev resten af debuten dog ikke noget drømmescenarie for Aráujo. I det 86. minut fik han nemlig hevet et rødt kort til sig. Det er dog ikke noget vi er helt ubekendte med i Liverpool, hvor unge Amaro Nallo er en mester i den disciplin.

Heldigvis var det ikke noget der fik konsekvenser for Aráujos Barcelona-karriere. I den efterfølgende sæson - 2020/21 - blev han en fast del af førsteholdstruppen og spillede i den sæson 24 ligakampe. Aráujo overtog trøje nummer 4 fra Ivan Rakitic. Et ret godt tegn for en 
ung forsvarsspiller. 

Aráujo blev mere og mere cementeret blandt den europæisk fodboldelite, og blev en vigtigere og vigtigere brik for Barcelona. Catalanerne lærte især at holde af hans evne til at håndtere Real Madrids Vinicius Junior. Aráujos styrke og fart gjorde ham i stand til at lukke Vinicius ned. Så meget, at træner Xavi Hernandez begyndte at rykke Aráujo ud på højrebacken i El Clasico opgørene, for at skulle holde styr på den brasilianske kantspiller. 

Ronald Aráujo blev efterhånden betragtet som en af Europas bedste forsvarsspillere. I sæsonen 2021/22, spillede Aráujo så stærkt, at han den sæson fik en plads på årets hold i La Liga. En bedrift han gentog to sæsoner senere også. 

Sæsonen 22/23 var endnu en succesfuld for Aráujo. For de første 21 kampe, dannede Aráujo forsvar med Andreas Christensen. Et forsvar, som der holdte 16 ‘clean sheets’ - en rekord blandt Europas top fem ligaer. Barcelona vandt det spanske mesterskab det år, og i juli 2023, blev Aráujo en del af klubbens anførergruppe. 

Aráujo’s La Liga-kampagne i sæsonen 23/24 var også ganske succesfuld, eftersom han netop gentog bedriften med en plads på årets hold. Historien var dog anderledes i Champions League. 

 

DE MENTALE UDFORDRINGER

F.C. Barcelona havde spillet sig i en kvartfinale mod PSG. Catalanerne vandt det første opgør i Paris med 2-3. Så nu hed opgaven at forsøge at holde PSG fra fadet på Camp Nou. En opgave, der til at starte med virkede som mulig at løse, da Raphina efter 12 minutter havde bragt Barcelona foran - og så tegnede det jo op til at blive en lykkelig aften i det spanske. Men sådan skulle det desværre ikke gå for Aráujo og co.

I det 29. minut var Bradley Barcola var stukket i dybden, med Aráujo i hælene. Aráujo fik fat i franskmanden og hev ham ned på en måde, der desværre ikke var efter reglerne. Rødt kort. Barcelona skulle derefter gå hen og miste grebet på kampen fuldstændigt, og det endte med en sejr til PSG på hele 4-1, som betød at Barcelonas drøm om en Champions League semifinale blev knust. Mange fans og eksperter gav Aráujo skylden for nederlaget, og han skulle i tiden derefter møde stor kritik. 

Aráujo har fortalt at tiden efter udvisningen var svær for ham. Han døjede med sit mentale helbred, og det hele kammede over efter et Champions League opgør mod Chelsea i november sidste år. 

Barcelona kom bagud efter 27 minutter på Stamford Bridge, og i det 44. Minut, fik Aráujo sit andet gule kort. Barcelona endte med at tabe 3-0 den aften. 

Historien fra opgøret mod PSG gentog sig, og Aráujo stod for skud - men det var ikke kun Aráujo. Familiemedlemmer modtog nemlig også hadbeskeder og trusler. Noget der fik Aráujo til at tage en pause fra fodbolden for at samle sig, dyrke sin religion, og være sammen med sin familie. 

Aráujo fortæller i et smukt og rørende interview til Paul Joyce, at han havde svært ved at genkende den 'strongman' facade, som han havde vist udadtil. Han havde brug for at åbne op og søge hjælp. Noget som han råder andre professionelle fodboldspillere til.

Det kan godt være at Aráujo har en enorm stærk fysik, og han er ikke let at vælte - men det er ikke det stærkeste ved ham. Det er hans åbenhed og ærlighed. Det er det, jeg beundrer allermest ved ham.

 

GENOPREJSNING I LIVERPOOL

10. august tog Aráujos rejse et nyt og vigtigt skridt: Liverpool havde indgået en aftale med FC Barcelona, der lød på at leje Ronald Aráujo for én sæson, med en mulighed for at gøre det permanent for 47 millioner pund. 

En handel, der kom som en overraskelse for mange rundt omkring i fodboldverdenen.
Det var heller ikke en handel, der kom uden spørgsmål. Mange spurgte ind til pointen i aftalen, når Aráujo var så udskældt i Barcelona, og at han jo havde haft problemer med sit mentale helbred. Der var usikkerhed omkring hvilken forfatning Ronald Aráujo var i. 

Ronald Araujo

De første to kampe af sæsonen blev på bænken for Aráujo, men efter et par sløje præstationer af Jeremie Frimpong, fik Aráujo chancen fra start ude på højrebacken i en 2-0-sejr over Ipswich Town. Det var en chance, som man sandelig må sige at han greb. Bedst eksemplificeret i 2-0-sejren over Brighton på Anfield. Aráujo spiller en pragtkamp, og har særligt en hændelse der blev tatoveret på nethinden. Aráujos uruguyanske fortid dukkede op til overfladen. Det der med at spille med mod og gå forrest. 

Jublen på Anfield ville ingen ende tage, da Aráujo skubbede bolden væk fra Brighton-offensiven med sit hoved, mens han lå ned. Noget der beviser, at han vil ofre alt for klubben.

 

SKAL VI TRYKKE PÅ KNAPPEN?

Det er jo det helt store spørgsmål, og spørger du Liverpool fans rundt omkring, vil langt de fleste nok svare ja. 

Aráujo spiller intenst og aggressivt. Noget vi har savnet utrolig meget i Liverpool - og det kan også høres på lægterne. 

Ronald Aráujo er blevet en foregangsmand for, hvad det er, vi gerne vil under Andoni Iraola, og hvad der forventes af dem, der repræsenterer Liverpool. Og bevares, det er selvfølgelig også Iraolas fortjeneste, da det trods alt er ham der sidder ved roret, men Araujo har vist vejen på banen og kickstartet Anfield. Om Aráujo bliver permanent eller ej, vil det være dét, jeg husker ham for. 

MEN: Vi er kun i november - og vi har resten af sæsonen til at beslutte os. Der er ikke nogen grund til at tage en forhastet beslutning. Vi har endnu ikke set Aráujo i modgang, og der kan nå at ske meget indtil slutningen af sæsonen. 

Men der er bestemt ikke nogen tvivl om, at Aráujo har vist rigtig lovende takter, og har fået alle Liverpool fans til at bryde den gyldne regel: Bliv aldrig forelsket i en lejespiller.              

 

   
Artiklen er skrevet af Emil Ledvonova Gylling Petersen, som var i praktik hos Redmen Family. Tak for den flotte artikel til Emil!
 





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind
Vind 1x 2026/27 LFC-trøje (H) – ugens præmie
 
Bliv medlem & vind



Some text some message..