ARNE SLOTS FASTLÅSTE HIERARKI
Resultaterne i første sæson under Arne Slot skjulte mange af cheftrænerens problemer og fejl. En af dem er, at der er en meget klar opdeling i truppen af spillere, som han vil bruge, og spillere, som han ikke vil bruge – især de unge. Men er det ikke en tilgang, der er direkte modstridende med Liverpools ånd?
-
-
-
Jakob Nielsen Møllegaard
31. marts 2026, kl. 08:00
-
-
-
Jakob Nielsen Møllegaard
31. marts 2026
Arne Slot er en udfordret mand for tiden. Resultaterne er dårlige, spillet er kedeligt og under niveau, og han kæmper som en vanvittig for at leve op til det minimumskrav, der var op til sæsonen: At de forsvarende mestre, Liverpool, selvfølgelig mindst skal kvalificere sig til Champions League, hvis alt skulle gå galt.
Med dårlige resultater følger kritik. Og et af de kritikpunkter, der særligt rettes mod den hollandske cheftræner er, at man reelt ikke har en chance for at spille sig ind i startopstillingen, ligegyldigt hvor godt man gør det i kampe.
Truppen vil jeg helt konkret mene er opdelt i tre:
- Der er de spillere, der enten er blevet hentet dyrt ind i sommers, eller som var en instrumental del af mesterskabet i sidste sæson – det er dem, der spiller.
- Så er der de unge, spændende talenter fra akademiet, som af og til får lov at snuse til de sidste 5-10 minutter.
- Og endelig er der den helt tredje kategori, som er etablerede spillere, der stadig ikke får lov til at vise sig ordentligt frem.
Den tredje kategori består i denne sæson primært af Federico Chiesa, som i mange kampe i efteråret kom ind og gjorde en forskel. Men i sidste sæson talte kategorien også spillere som Harvey Elliott og Jarell Quansah.
Fra mod til forsigtighed
Jeg tillader mig at starte med en god, klassisk sammenligning mellem Arne Slot og Jürgen Klopp. Klopp endte sin sidste sæson med at spille en Carabao Cup-finale på Wembley med en masse børn – eller i hvert fald, hvad jeg vil kalde urutinerede spillere.
Den karismatiske tysker havde et klart mantra om, at hvis en spiller ikke var klar, så ville han ikke tøve med at smide den næste i rækken på banen – ligegyldigt hvor ung han er. Dette var med stor tillid og tro på, at Jayden Danns kunne komme ind og gøre en forskel i en finale på Wembley.
Det er det, jeg forbinder med denne klub. De 11 spillere, der spiller om søndagen, skal vælges på baggrund af, hvor godt man har leveret i de seneste kampe, og hvor godt man gør det til træning – sammen med, at der altid (indtil nu) har været en træner, der har tillid til alle spillere i truppen - også de helt unge.
Og som ikke er bundet af spillernes meritter eller frygt for, at de vil skabe uro i omklædningsrummet eller gå i medierne, hvis de ikke spiller.
Det sidste skete med Mohammed Salah efter Leeds-kampen på Elland Road i december. Efter en tur til Afcon er han tilbage i Liverpool - og også i startopstillingen. Men det har ikke været, fordi egypteren har steppet op i sine præstationer på nogen måde.
Alligevel er hans plads i startopstillingen er mejslet i sten, og han har til ovenikøbet fået lov til at tage alle vores dødbolde lige siden sin tilbagevenden fra de afrikanske mesterskaber.
Jeg nægter personligt at tro på, at Arne Slot ser en bedre Mo Salah end tidligere. Og hvis startpladsen bunder i, at hollænderens egen rolle i omklædningsrummet er mindre end Salahs, så har han for alvor et problem.
Flade batterier og manglende konkurrence
Alexis Mac Allister og Ibrahima Konaté er to andre spillere, der i denne sæson har været selvskrevne på holdkortet, nærmest lige meget hvad. Hvis vi starter ved den argentinske verdensmester, så har han nærmest spillet alle kampe for både klub og land de sidste to sæsoner – også til trods for diverse skavanker.
En af årsagerne til hans dyk fra at være en af de bedste midtbanespillere i verden i sidste sæson er nok, at han ikke har kunnet få nogen form for pause på noget tidspunkt. Curtis Jones aflaster ham kort i perioder, men det er ikke i nærheden af at være nok til, at Macca kan restituere optimalt. Samtidig venter unge Trey Nyoni også på at få et skud.
Og Konaté … Vi har kaldt rigtig meget på den konkurrence, der skulle til for at få det bedste ud af Ibou. Og ja, Giovanni Leoni har set voldsomt spændende ud i den ene uheldige kamp mod Southampton, hvor han desværre får en korsbåndsskade.
Men udover Marc Guéhi, der var tæt på at blive præsenteret til sidst i sommerens transfervindue, så skulle hans naturlige konkurrent til pladsen have været Jarell Quansah, som var en af de første spillere, der blev udsat for Arnes udstødelsesmetode.
Quansah er nu en kæmpe forsvarsprofil i Bayer Leverkusen og er fast med inde omkring det engelske landshold. Han er en intelligent boldspiller, som burde passe som fod i hose i Arnes system. Men han blev allerede i første kamp vejet og fundet for let, da han blev udskiftet, fordi han ikke vandt nok dueller – en beslutning, hollænderen i øvrigt efterfølgende fik stor ros for.
Harvey Elliott har fået sin karriere på afveje, da han også blev ramt af udstødelsesmetoden i sidste sæson, hvor han havde en sæson, der minder meget om den, vi ser Chiesa have i indeværende. Den lille tekniker havde som sådan ikke nogen kampe, hvor han faldt fuldstændigt igennem, når han endelig fik chancen.
Han fik bare meget hurtigt stemplet som en af de spillere, som Arne Slot ikke kunne eller ville bruge. Elliott er ellers en spiller med et kæmpe talent, og som virkelig havde hjertet med på banen, når han trådte i den røde trøje.
Ikke i Liverpools ånd
Min helt store kæphest i denne sæson er netop, at holdkortet er kendt på forhånd – måske kan der rokeres på maks. to positioner, men der er grundlæggende ikke mere end 14 spillere i denne trup, som Arne Slot tror på.
Det er voldsomt meget imod Liverpools ånd, at stakkels Calvin Ramsay, som i flere perioder i indeværende sæson har været vores eneste uddannede højreback, stadig ikke har fået så meget som et minut i andet end den komiske Carabao Cup-kamp imod Crystal Palace.
Arne Slot har selv offentligt afskrevet muligheden for, at Calvin Ramsay på nogen måde kunne spille sig ind i varmen på førsteholdet på trods af en langvarig skade til Conor Bradley og flere småskader til både Jeremie Frimpong og Joe Gomez.
Her er Dominik Szoboszlai, Curtis Jones og endda Wataru Endo blevet foretrukket på positionen. Det er ikke for at gøre Calvin Ramsay til den manglende brik, der løser det hele. Men det må jo være en spiller, der leverer på danmarksserieniveau til træning, siden han slet ikke kan komme i betragtning.
Der er niveauer til forskel på Jürgen Klopps evne til at få Rhys Williams og Nat Phillips til at fungere i et system ved ren og skær tillid og tro på, at de kan løse opgaven, og så vores nuværende, stædige manager, der hellere vil prøve alle mulige kreative løsninger af, end han vil turde give en sulten ung skotte chancen.
Alt i alt er jeg træt af, at der ikke er nogen konkurrence i klubben. Der er et fastlåst hierarki, der starter kampene, og som ofte gør det lige så dårligt, som de gjorde i sidste kamp, og så kommer desperado-løsningerne, såsom Konaté-udskiftningen med Chiesa med 10 minutter igen.
Jeg er træt af de spildte unge talenter, som vi allerede har tabt på gulvet i Harvey Elliott og Jarell Quansah, lige så meget som jeg frygter for Rio og Nyonis fremtid, så længe Arne Slot står på sidelinjen.
Liverpool er kendt for tillid og tro på selv dem, der sidder yderst i hierarkiet, hvis der er brug for dem. Der er en historie for, at de kan komme ind og gøre en forskel – selv i de største kampe. Neil Mellor og Florent Sinama-Pongolle var marginalspillere, da de var med til at vende den berømte Olympiakos-kamp på vej mod CL-triumfen i 2005.
Men nu må dem, der allerede har vist, at de kan komme ind og gøre en forskel, blive siddende på bænken og se alle de faste startere og de to faste indskiftninger, som vores head coach plejer at lave. Det har jeg svært ved at forene med klubbens identitet.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!