BUSKELYSEN: ASTON VILLA 1 - LFC 3
Endelig! VM er slut, PL er retur. Nu kan vi igen sætte os til rette for at se fodbold fra verdens bedste liga. Og hvilken bedre måde at vende tilbage i den vante gænge end med en sejr på 3-1 på udebane.
-
-
-
Martin Busk
27. december 2022, kl. 14:47
-
-
-
Martin Busk
27. december 2022
VM-pausens ophør og Premier Leagues genstart betyder, at vi nu i en god rum tid skal lytte på Viaplays indimellem selvforherligende kommentatorteams, om hvordan den spiller og den spiller klarede sig til VM, hvor mange minutter eller kampe vedkommende fik, om det var et skuffende eller positivt VM.
Vi skal også høre fortællingerne om de spillere der ikke deltog, som så lynhurtigt vurderes til enten at have haft godt af VM-pausen, eller det modsatte, hvis ikke de præsterer fra første fløjt efter deres - ufrivillige - kamppause. Sådan føres kommenteringen ofte ud af skærmen i øjebliksbilleder og bidder, hvor der stemples uden de helt store nuancer. Det finder jeg trættende, men det ændrer ikke på at jeg glædes over at ‘den rigtige fodbold’ er tilbage på min tv-skærm.
For Liverpools vedkommende, så har VM hverken været godt eller skidt. Mest af alt har det vel været lidt blandet. Alisson, Trent, Konaté, Virgil, Fabinho, Henderson og Darwin var dem der var væk. Syv spillere er overkommeligt. Otte, hvis man tager nyindkøbte Cody Gakpo med. Ingen af dem har været alt for belastet og ingen af dem kommer vel ud af slutrunden som kæmpe skuffelser. Det kan godt blive en fordel til foråret, når tingene for alvor begynder at spidse til i ligaen.
Vi fik en forsmag på Liverpools aktuelle ståsted i Carabao Cuppen torsdag på Etihad. Det var ikke helt skidt. Men heller ikke helt godt. Derfor var det selvfølgelig også spændende at se om vi kunne fortsætte fra hvor vi slap før VM, hvor vi hev sejre i land over Tottenham og Southampton, for sejre er det vigtigste for tiden, og så er det ikke så vigtigt hvordan de egentlig vindes, bare de vindes.
Aston Villa sluttede også første halvdel af med to sejre, endda over Manchester United og Brighton, så på forhånd var jeg ikke heeelt rolig, siddende i svigermors stressless-lænestol, til opgøret i går aftes på Villa Park.
Men, jeg kunne faktisk virkelig godt lide hvad jeg så i første halvleg. Det var en lidt shaky start på kampen, hvor de, for denne sæson, sædvanlige spørgsmål meldte sig: -Hvordan kan han stå så fri? og -Hvorfor giver de så meget plads væk? Men det forsvandt ret hurtigt og i stedet så vi et initiativrigt Liverpool-mandskab der tog kampen under kontrol og lynhurtigt kom på 1-0, hvilket præcis var det vi havde brug for.
Gudeaflevering med ydersiden af Trent Alexander-Arnold til Andy Robertson, der med sin assist, gjorde sig selv til den forsvarsspiller i Premier League med allerflest assists. Glimrende - og en formsag for Mohamed Salah at sende kuglen i kassen bag Robin Olsen.
Herfra stod den på Liverpool all over i resten af første halvleg. Aston Villa spillede som Liverpool spillede i første halvdel af sæsonen, nemlig med en høj bagkæde, der gjorde det nemt for både Trent og Jordan Henderson at smide den ene flotte bold afsted efter den anden mod Mohamed Salah eller Darwin Núñez.
Det var rent guf og det skal Unai Emery have stor tak for. Hvis man gerne vil gøre Liverpool gode, så skal man bare give dem plads. Emery skal også have et tak med på vejen for at vente med at skifte ind, til der resterede blot fem minutter. Havde han smækket 2-3 friske folk ind, da de havde momentum, kunne tingene have set anderledes ud for dem. I stedet sendte han et signal til sin bænk om at han ingen tillid nærer til dem. Skuffende managerarbejde.
Da Virgil van Dijk sparkede os på 2-0 med små ti minutter tilbage af første halvleg, tænkte jeg, at den var hjemme. Yes, 2-0 er en farlig føring og alt det der halløj, men det virkede ikke til at Aston Villa havde noget at byde ind med.
Det eneste vi manglede var at få Darwin på tavlen. Muligheder havde han nok af, men sigtekornet er tilsyneladende ikke rigtig indstillet endnu. Det samme var tilfældet i anden halvleg og man kan vælge at anskue det og ham fra to vinkler. Den hvor man kalder ham et flop og den hvor man tænker, at det er et spørgsmål om tid før han kommer til at ødelægge Premier League.
Jeg vælger helt klart den sidste. Hans arbejdsraseri taget i betragtning, har jeg svært ved at være negativ på ham over de brændte oplagte scoringschancer, og tænker i stedet at det skal nok komme. For hold nu kæft hvor er han meget involveret. Han er så kaotisk på sin egen fede måde. Når han begynder at træffe de rigtige beslutninger, så bliver det endnu bedre.
Endvidere bemærker jeg, at han er blevet mere fokuseret. Han roder sig ikke ud i nær så mange bataljer som han gjorde før VM-pausen (vurderet på både i torsdags og i går). Jeg tror det hører med til at ‘adapte’ sig til den engelske liga.
Så jeg var meget optimistisk forud for de sidste 45 minutter, men for dælen da altså, hvor kan man gå grueligt galt i byen med det her Liverpool-hold indimellem. Vi kom jo slet ikke ud til anden halvleg. Aston Villa var pludselig på bolden og fik uden problemer Liverpool helt ned i egen forsvarszone at stå. What the hell?
Vi overlod stort set alt initiativ til værterne og vi kontrollerede så at sige intet længere. Det blev til endnu en af de der åbne slagudvekslinger, hvor Liverpool spillede på kontrastød som eneste våben. Vildt at Ollie Watkins kunne stige til vejrs og heade Villa på 1-2 efter en times spil og dermed gøre det til det der ellers ikke behøvede at være en spændende fodboldkamp. Totalt unødvendigt og man tænker hvordan pokker det kan ske.
Hvordan kan det så det? Et godt bud er jo den evindelige snak om vores tre folk på midtbanen og deres evner i presspillet, der ikke er i nærheden af at skærme af og beskytte for vores forsvar, der dermed bliver ekstrem sårbar. Som omtalt mange gange før i sæsonen, så optræder hverken Fabinho, Jordan Henderson eller Thiago Alcântara med den fart, som de gjorde engang, hvor især førstnævnte skuffer mig.
Det gør det også sværere at sætte et pres på både områder og på boldholder, når modstanderen bygger op. Hvis de så ovenikøbet også er hurtigere på fødderne og tænker hurtigere, så er det ikke længere nok, bare at være og agere forudseende.
Endnu engang tror jeg at vi alle blev bekræftet i det vi længe har kunne se, nemlig at vi er nødt til at have mere power og flere muskler tilført til den centrale del af vores midtbane og det kan kun gå for langsomt. Snakken går livligt, rygterne florerer, flere navne er i spil, alt er som det plejer at være nu her hvor vinduet nærmer sig sin åbning.
Hvem det skal være, gider jeg ikke gå så meget ind i. Min - og mange andres favorit, spiller for tiden i Dortmund, men han er nok desværre ikke i spil allerede fra januar, så jeg håber der kommer noget op, der akut kan gå ind og tilføre vildskab og dynamik.
Af samme grund var det også rigtigt at skifte ud efter 67 minutter i går. Harvey Elliott og Naby Keita er dog bare ikke dem, der går ind og sætter et enormt pres på, i selve maskinrummet. Det samme kan man sige om Stefan Bajčetić, men det er måske mere på grund af sin unge alder og manglende rutine. Spanieren gjorde ellers et glimrende indhop og afgjorde kampen til Liverpools fordel med en fremragende aktion, så jeg kunne slappe lidt mere af i de sidste godt ti minutter af opgøret.
Kampen var dog slet ikke alene en negativ oplevelse, selvom Liverpools udfordringer igen var til at få øje på. Vi har ligaens bedste, i min bog også verdens bedste målmand. Vi så et par stærke backs der bidrog offensivt og som begge også gjorde det okay defensivt. Jeg så en fortsat formmæssig fremgang hos Jordan Henderson. Darwin Núñez har jeg været inde på og så er der Mohamed Salah, som bliver bedre og bedre. Nu med 16 mål og 6 asssist i sine 23 kampe i denne sæson.
Det var en nødvendig sejr. Skal vi holde snor i Tottenhams fjerdeplads, så skal vi vinde kampene fra nu af og frem mod Real Madrid-opgørene. Aston Villa, Leicester, Brentford, Brighton, Chelsea, Wolves, Everton og Newcastle skal give mange point, rigtig mange point. Men det skal resten af kampene sådan set og det gør de også.
Jeg tror på, at sæsonens indledende sygdomme er ved at være et overstået kapitel og jeg tror på at en type som Cody Gakpo, med langtidsfraværet af Diogo Jota og Luís Diaz in mente, vil give os et boost på den korte bane. Alex Oxlade-Chamberlain eller Fabio Carvalho er ikke løsningen på venstrekanten. Med den overraskende signing blot få timer efter selve sejren, blev Boxing Day endnu bedre og jeg er overbevist om at der også venter tre point på fredag mod Leicester.
Glædelig jul.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!