BUSKELYSEN: SPURS 1 - LFC 2
Liverpool udvidede stimen til seks kampe uden nederlag, da Spurs blev besejret i egen hule i London. Spillet var ikke altid lige kønt - selv ikke efter Tottenham fik to mand smidt ud - men resultatet bringer Arne Slots mandskab op på en delt fjerdeplads.
-
-
-
Martin Busk
21. december 2025, kl. 13:55
-
-
-
Martin Busk
21. december 2025
"Der er aldrig rødt kort, han gør det jo ikke med vilje. LiVARpool slår til igen".
"Tydeligt med to hænder i ryggen, den trækker de selvfølgelig tilbage. Nåh nej, det er Liverpool de hjælper på vej, det glemte jeg lige".
"Det er da Konaté der skal have gult og derfor rødt, for at vælte ind i Romero, mens Romero jo bare lige tjatter ham lidt væk".
"Hold kæft hvor er Liverpool dårlige når de ikke kan smadre os med selv 11 mod 9 spillere".
Jo jo, (sø)forklaringerne stod da i kø i går aftes, da den yngste søn på 18 år, der holder med Spurs, skulle fortælle mig om sit syn på kampen, som han i øvrigt proklamerede efter Leeds-kampen, hvor meget han glædede sig til, for aldrig havde han da været så sikker på at få en sejr over os.
Nogle af forklaringerne kan jeg godt købe lidt ind på, andet er - som det altid er når det kommer fra ham, både unuanceret og ude af balance. Men sådan forventer jeg også det skal være. Hans standardsætning igennem et halvt års tid har været: “Vi tog lige så mange pokaler i sidste sæson som Liverpool, så vi nærmer os samme niveau”.
Han er virkelig sød og rar, og er blevet til en god ung mand med de rette værdier, og min kærlighed til ham er absolut uendelig stor, men noget er gået galt et eller andet sted. Han har sågar en lillesøster på 3 år, som han nu har lært at gå rundt og sige “Come on you Spurs”. Stakkels børn!
Derfor - og så er det nærmest ligegyldigt hvordan det sker, så smager sejre over Tottenham Hotspur bare altid lidt bedre. Kampen i går aftes var ingen undtagelse. Jeg ynder også at sige til ham, at han i al evighed, efter kampen 2023, er forment adgang til at skulle udtale sig noget som helst om VAR og hvad det system gør og ikke gør.
Han plejer som regel at kunne fremstamme en “kom nu videre, far”, men han ved jo godt hvordan Darren England ‘check completede’ Simon Hooper på den september-dag for over to år siden.
En sejr er en sejr og jeg kan med glæde konstatere at der nu er julefred i familien, at Liverpool er de sædvanlige antal point foran Tottenham og at de er placeret sådan cirka på deres sædvanlige position i midten af tabellen. Der er nu ro på frem til marts måned, hvor næste battle udspilles mellem de to klubber, og hvor mit bud er at vi til den tid selv er blevet bedre, mens Spurs står cirka samme sted.
En køn og dejlig fodboldkamp var det dog ikke. Langt fra endda. Tottenhams primære bidrag begrænsede sig til dårlig stil, masser af svinske handlinger og frispark, hvor de i min optik næsten også burde have ramt både det tredje og måske det fjerde røde kort, hvilket bekræfte mig i hvor usympatiske jeg synes de er, hvilket altid gør sejre over dem, sødere.
Første halvleg var forholdvis kedelig, anden halvleg var noget mere actionpræget og afslutningen blev nærmest som den plejer; nemlig vild.
Vi er så hamrende sårbare, så man tror det er løgn. Vi lukkede ind til allersidst mod Crystal Palace, mod Chelsea, mod Man United og mod Leeds, og guderne skal vide at det også var hvad jeg frygtede for - og måske endda også troede ville ske i gårsdagens kamp, hvilket også var tæt på, og så havde følelsen været en helt anden i dag, og det var nok endt med, at jeg havde måtte ud og bruge søndagen på at købe mig et nyt fjernsyn.
Når folk råber op omkring at det aldrig må ske, at der kommer spænding i et opgør som man fører med 2-0 og er 11 mod 10 med syv minutter tilbage, og derefter 11 mod 9 i kampens overtid, så er jeg jo helt enig. Selvfølgelig må det ikke ske. Det er komplet unødvendigt og der bør aldrig herske tvivl om en sådan sejr.
Men som nævnt så er vi bare et sårbart fodboldhold, og den sårbarhed tror jeg ikke forsvinder lige foreløbig. Der skal bygges endnu mere på i både tro og selvtillid, før vi kan køre sejrene mere sikkert i hus. Jeg tænker det kommer, men det må blive i 2026.
Jeg tror ikke, og det er uden jeg selv har prøvet at stå på banen midt i det hele, at det er specielt nemt at spille i overtal. Jeg har prøvet det på stående på sidelinjen i de danske ungdomsrækker samt serie-seniorrækker, men det er bare aldrig det samme som at se det udfolde sig på et fyldt stadion med larm fra lægterne og et helt abnormt pres hvad angår forventningerne.
Den helt klassiske er jo at det hold der er i undertal, finder noget ekstra frem og kæmper det bedste de har lært. Når vi i minutterne, timerne og dagene efter kritiserer, så synes jeg vi skal have den ligning med. En enkelt heldig scoring, en uheldig fod eller andet i den stil, kan sagtens ændre på en kamp, uagtet om begge hold er fuldtallige eller ej, og det var jo præcis hvad vi blev vidne til i går.
Efter Xavi Simons dumme tackling højt oppe på landsmand Virgil van Dijks læg, og dermed et tidligt rødt kort, så synes jeg jo faktisk at vi fik grebet det fint an fra anden halvlegs start, hvor vi fik smidt alt spillet op omkring Tottenhams straffesparksfelt.
En underlig Christian Romero-bold lige op på Alexis Mac Allister, gav os et tilfældigt men dog flot gennemspillet angreb, som gjorde det til 1-0 for os, og hvor de nye glædeligt slog til og viste at de var milliarderne værd; Hugo Ekitiké til Florian Wirtz, der med sin første assist for LFC, fandt indskiftede Alexander Isak, der i bedste og velkendte Newcastle-stil lagde bolden ind bag Vicario og dermed føring.
Nu er det så at afvente skadens omfang af den (vanvids)tackling som Micky van de Ven satte ind overfor Isak, for det så slemt ud og rygterne florerer løs om alt lige fra korsbånd til ledbånd. Lad os håbe på det bedste og god bedring til vores svenske angriber, skal lyde herfra.
Skruer vi tiden tilbage til første halvleg, så tager jeg igen noget positivt med mig. Det var nemlig den sjette kamp på stribe, hvor vi ikke lukkede mål ind i løbet af de første 45 minutter.
Det kan godt være at en del af os enten råber på eller i hvert fald efterlyser en klar og tydelig plan fra Arne Slot, men noget af det jeg trods alt synes er blevet noget mere synligt siden det forsmædelige og skandaløse nederlag til PSV Eindhoven, er at vi ikke længere skal okse os tilbage i kampene efter at være kommet tidligt bagud.
Det virker som om at vi har fået sat en prop i på det konkrete område og vi har talt meget om at vi skal tilbage til basis, hvilket har været en af måderne. Det var sket alt for mange gange, at vi måtte spille op ad bakke, men nu kan vi vel efterhånden godt slå fast, at det billede er vendt og vi er noget mere standhaftige og stabile i vores defensive udtryk, konkret i forhold til at spille os ind i kampene.
Det sker ikke Jürgen Klopp-style, det sker Arne Slot-style og det er noget af det vi italesatte sidste efterår, hvor Slot havde taget over, nemlig at vores udtryk var blevet mere kedeligt, der var mere ro på, vi havde knap så travlt med at tordne frem og vi stillede os noget mere afventende.
Det var også tilfældet i går, hvor vi stillede os forholdvis langt ned i den første halve time. Det kan vi sagtens have forskellige holdninger til og meninger om. Hvad vil vi helst? Vi er nok mindst 95 procent der selvfølgelig helst vil se en meget mere offensiv og sprudlende tilgang med højt pres og en fandenivoldskhed, fordi det er det Liverpool vi synes om.
Det andet bliver nok for kedeligt for os i længden, og det er noget af det vi har påtalt fra dag et under Arne Slot. Personligt tilhører jeg nok også de 95 nævnte procent, men jeg accepterer det omvendt også som en præmis for at det ikke skal blive til for meget tjubang-bold, hvor vi med bare to centerstoppere og en ikke-hårdtarbejdende og pressende midtbane, er ekstra sårbare når først vores modstandere kommer i overtal og spiller sig igennem vores forreste kæde.
At stille sig længere ned og være i en mere afventende position, gør os automatisk også mere kompakte, hvilket så har betydet at vi over de seneste seks kampe ikke har indkasseret før pausen. Det synes jeg er beroligende, hvis jeg samtidig skal se på nuancerne.
For vi så også med alt tydelighed efter vores føring, hvordan Spurs kort efter faktisk var ved at udligne, da Kolo Muanis forsøg som Milos Kerkez rettede af så bolden strøg på overliggeren, at når vi ikke står etableret, så kommer modstanderne frem til mere. Der var vi heldige.
Heldige var vi nok også da vi så fik bragt os på 2-0 ikke længe efter. Lille nuttede Jeremie Frimpong, for ham ER altså nuttet, fik drejet sig rundt og med venstrefoden fik sendt kuglen ind i feltet, hvor Hugo Ekitiké hoppede højest og headede bolden ind. Jeg skal dog også være den første til at sige, at jeg troede at målet ville blive omstødt, da franskmanden jo åbenlyst satte fra med to hænder plantet i ryggen på kaptajn Romero, hvilket gav ham en klokkeklar fordel.
Forstå mig ret, jeg kommer ikke til at indsende en protest, men var det sket nede i vores egen ende, havde jeg storprotesteret. Jeg ved ikke hvad vurderingen indebærer? Måske var det for blødt et afsæt, hvis det da findes, men ellers er det jo en sekvens hvor det ti ud af ti gange vil give frispark mellem de to felter når det sker.
Komfortabelt foran med et par mål, så kunne man fristes til at tro, at vi ville få vores fjerde clean sheet i seks kampe, og det var da bestemt også sådan det burde have været. Men for - og hold nu fast: 11. gang i denne sæson scorede vores modstander efter et forholdsvis ufarligt hjørnespark, hvor vi igen-igen ikke formåede at få clearet bolden ud af egen zone.
Det er simpelthen så latterligt åndssvagt at det bliver ved med at ske, for man ved jo godt hvad det betyder når først vi lukker en scoring ind. Det udtryk vi ellers har, forsvinder på et splitsekund og her er det så fuldstændig ligegyldigt om vi er en mand i overtal eller ej.
Det vil altid blive farligt og der vil altid nå at opstå en eller flere farlige situationer, da f.eks. Curtis Jones mistede bolden og gav Richarlison frit løb eller da Wilson Odobert trak ned mod mållinjen og sendte et farligt indlæg ind iblandt venner og fjender, men hvor Alisson heldigvis stod godt placeret. Totalt unødvendigt, men slet ikke overraskende!
Vi red stormen af og tog vores tredje sejr i træk. Folk spørger stadig hvad planen er, fordi man ikke kan få øje på den. Jeg synes nu godt jeg delvist kan få øje på den i hvert fald aktuelle plan, nemlig at dæmme mere op for vores modstander ved at stille os mere afventende og så selv slå til i den anden ende, når tid er.
Vi er blevet mere kontrollerede og jeg er ikke nødvendigvis enig med flertallet der har travlt med at nævne at vi sejler rundt selv når vi stiller os lavt. Vi sejler først når vi selv bidrager til resultatet ved at lukke mål ind.
Vi har i hvert fald bragt os tilbage i contest siden vi tabte til Nottingham Forest, og vi er så småt krøbet op omkring de sjove placeringer á point med Chelsea på fjerdepladsen. Når der spørges om hvad planen er, så håber jeg dermed også man mener hvad den er på den lange bane og ikke her på den korte. For der stemmer jeg egentlig i, og spørger om det samme.
Med de ændringer der blev foretaget i selve spillertruppen henover sommeren, så må der jo på sigt være en mening med det hele. Arne Slot var selv lidt inde på i forbindelse med pressemødet i fredags, at tingene med så mange ændringer tager tid, hvilket jeg er helt enig i, men hvordan er det vi skal se Liverpool fremtidige udtryk?
Er det at vi skal være mere boldsikre, at vi i opbygningsspillet skal være mere fleksible i bevægeligheden, og at vores angrebsspil dermed også skal være mindre forudseende og letlæseligt for vores modstandere? Jeg tror det, fordi Florian Wirtz formentligt er indkøbt til præcis det formål. Det samme kan man sige med Alexander Isak, som jo også har evnerne til at være fuldstændig uforudsigelig i sit spil.
Jeg forstår godt den frustration der stadig florerer rundt omkring hvad angår Arne Slot, men jeg synes efterhånden også det bliver til et slags “vi-bekræfter-hinanden-i-at-han-for-enhver-pris-må-ud”-narrativ. Jeg synes det bliver lidt for letkøbt og jeg synes for alt i verden fortsat vi har en opgave i at passe lidt på med at tro, at hvis bare træneren ryger, så bliver alt bedre og en ny der kommer ind, kommer med en mere tydelig plan. Det er jeg ikke skide sikker på.
Jeg er dog heller ikke selv bare stædigt overbevist om at Slot er løsningen, men jeg er parat til at give ham væsenlig længere snor end så mange andre der har givet op på ham. Det er ikke det samme som at jeg er tilfreds, men at kalde vores præstationer for tiden, for ‘pinlige’ og ‘rystende’ synes jeg er at skyde langt over. Det var i kampene mod Brentford, Forest og PSV at vi nåede bunden og der kunne tillade os at benytte sådanne ord.
Vi må se hvad der sker i januar måned, for jeg tror ikke vi for alvor vil se noget output før end vi også har fået styrket defensiven. Som skrevet et hav af gange så mangler Ibou Konaté konkurrence, men også inde centralt på det dybe led synes jeg vi mangler en såkalt pivot.
Altså en defensiv midtbanespiller, der i højere grad end hvad jeg synes Ryan Gravenberch er i stand til, skal (eller bør) fungere som både led og hjerte i vores spilopbygning, forbinde vores forsvar og angreb, kontrollere selve spiltempoet og skabe en bedre balance ved at modtage boldene fra bageste række og distribuere den smart videre op i banen.
Det er en rolle der kræver taktisk intelligens, god boldkontrol og evnen til at skærme forsvaret, begå en masse interceptions og samtidig diktere hvordan vi bygger vores angreb op. Lige nu fungerer vi med Curtis Jones som den anden spiller, faktisk nok bedre med en dobbelt pivot, netop fordi Gravenberch ikke har de der Fabinho’ske kvaliteter der skal til i den del af spillet.
Egentlig er jeg ikke helt vildt utilfreds med Gravenberch, men når det er sagt, så synes jeg heller ikke at han for alvor er den der forbinder vores forsvar med vores angreb, og derfor vil det for mig være en forsinket julegave, hvis man allerede i næste måned får set nærmere på den position; det kunne være á la Wolverhamptons André, som jeg beundrer og virkelig synes kan noget.
Han har en noget nær perfekt alder til at kunne være en mangeårig løsning på den position. Han skal i hvert fald ikke spille for Wolves når de rykker ned til sommer, så hvorfor ikke hente ham allerede nu her med det samme?
Det er i den forbindelse også bekymrende at se udviklingen på vores højre back-position. Uheldene bliver ved med at vælte ind over Joe Gomez, Conor Bradley og Jeremie Frimpong. Det gør at vi ofte må ty til Dom Szoboszlai og det er stærkt uheldigt.
Måske bliver det bedre i det nye år, men når Arne Slot samtidig stædigt holder fast i at Milos Kerkez ovre i den anden side skal spilles fast ind, så giver det udfordringer hvis vores stoppere altid skal forholde sig til den uro det medfører, når vores backs ikke spiller stabilt og fast. Der er jo ikke så meget at gøre ved det, men det kunne godt nok være rart, at der snart kom noget stabilitet ind.
Overordnet set, selvom langt fra alt spiller og fungerer som vi synes det skal, så står vi alligevel rent resultatmæssigt et klart bedre sted nu end vi gjorde for en lille måneds tid siden. December har gjort os godt og vi har taget nogle nødvendige skridt i en noget mere positiv retning.
Jeg er temmelig overbevist om at vi også slår Wolves på lørdag, og dermed afrunder 2025 uden nederlag i over en måned. Det giver mig en bedre tro på hvad der kan vente os i det nye år, og så bliver det derfra spændende at se om og ikke mindst hvad vi handler, hvis vi da handler, samt hvordan vores spillemæssige udtryk forhåbentlig forandrer sig i en mere positiv retning end det har været tilfældet siden foråret 2025.
Glædelig jul herfra til alle
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!