EN SEJR DER LUNEDE
Martin Busk er klar med sin analyse af Liverpools sejr over Fulham i lørdagens Premier League-opgør.
-
-
-
Martin Busk
12. april 2026, kl. 11:58
-
-
-
Martin Busk
12. april 2026
Vi har dem indimellem. De kampe hvor vi hiver en forholdsvis sikker sejr på et par mål og holder et clean sheet. Kampe hvor man ikke sidder helt ude på kanten af stolen i ren og skær spænding. Aston Villa, West Ham, Brighton bare for at nævne nogle af dem.
Vi har haft andre kampe hvor det har tydet på det samme udfald, men hvor det så i stedet er endt uafgjort eller lignende, fordi vi blev bange for at spille. Fordi vi stillede os for langt tilbage og fordi vi ikke jagtede den næste scoring. Det har været helt klassisk for denne sæson og er vel den største årsag til at vi har underpræsteret så groft som vi har.
Derfor er det da også ret befriende at få sådan en sejr som den i aftes over Fulham. Netop The Cottagers plejer vi ikke at være skidegode imod og vi skal jo blot tilbage til årets fjerde dag, da vi fik os noget af en dukkert på Craven Cottage, da Harrison Reed med sit drøn i syv minutters overtid fik udlignet på kampens sidste spark.
Befriende er én ting, noget andet er at det til dels også var opløftende. Både sejren i sig selv, det at holde nullet, at Mohamed Salah fandt lidt af den glemte form, at forsvaret stod solidt, at Florian Wirtz boltrede sig (omend jeg stadig forventer mig endnu mere fra ham), at Rio Ngumoha startede (og scorede) og at vi (måske) høstede lidt selvtillid inden Champions League-returen i overmorgen mod Paris Saint-Germain. Det er alt sammen positivt i en ellers mørk tid og periode i vores historie.
Det er ikke det samme som at vi nu bare er ‘The shit’ og at Arne Slot er masterclass. Slet ikke. Men det var en lille smule fremgang og det var ikke mindst brugbart i vores kamp for at nå det helt store mål: Nemlig kvalifikation til den næste sæsons Champions League-kampagne, hvilket i denne uge med Arsenal, Aston Villa, Crystal Palace og Nottingham Forest-point i de europæiske turneringer, blev bekræftet at også femtepladsen giver adgang til grundet de europæiske koefficienter. England kan ikke længere hentes på en af de to første pladser. Sejren gav os et forspring til Chelsea på fire point forud for deres møde med Manchester City i dag, hvor jeg håber at netop Chelsea bliver blæst ud af Stamford Bridge.
Til gårsdagens kamp var vi heldigvis tilbage i den noget mere vante 4-3-3 formation efter det der pauvre forsøg på en tre/fem-back-kæde som vi så i Paris i midtugen. 4-3-3 ER uomtvisteligt det system som passer os bedst at spille i. Her kan man, trods alt, se at spillerne er fortrolige med deres roller på banen, de ved nogenlunde hvordan de skal agere både på men især uden bolden, hvor sidstnævnte jo var det helt store problem på Parc des Princes. Vi kommer bare til at se væsentlig mere komfortable ud, og jeg sidder efter denne uge stadig tilbage med sådan en slags “But why”-følelse i kroppen over hvad PSG-eksperimentet skulle til for. Det gjorde intet godt for os midt i al den anden elendighed og jeg håber eddermame at det var sidste gang i denne sæson vi så sådan en form for eksperiment desperat blive hevet frem.
Fem ændringer i forhold til kampen nede i Paris. Afgående Andy Robertson, Curtis Jones, Mohamed Salah, Rio Ngumoha og Cody Gakpo fandt vej til startelleveren og afløste Milos Kerkez, Joe Gomez, Alexis Mac Allister, Ryan Gravenberch og Hugo Ekitiké. Det var tænkeligt en blanding af at ‘noget skulle der ske’ samt at spare lidt spillere forud for returen mod PSG.
Jeg synes egentlig det var ret interessant. Især at hvile Gravenberch og Ekitiké som sandt for dyden begge har spillet voldsomt under niveau på det seneste. Interessant at Dominik Szoboszlai gik fra nærmest en hængende angriber i Paris til defensivt anker mod Fulham, med Curtis Jones opererende side om side, men alligevel mere fremskudt og i området foran sammen med Florian Wirtz. I sig selv var det selvfølgelig også interessant at Rio Ngumoha startede og denne gang fandt vej til netmaskerne med et slutprodukt, og dermed overgik Raheem Sterling som den yngste PL-målscorer på Anfield.
Desværre ved vi jo alle godt at Ngumoha IKKE starter inde på tirsdag. For mig ville det ellers give mening at have en spiller der kan udfordre den dygtige PSG-defensiv, men sådan fungerer det desværre ikke oppe i Arne Slots hoved. Rio får flere og flere minutter, men vi må forstå, at selvom han fylder 18 år i slutningen af august, så er han ikke for alvor moden nok endnu. Det kan da godt tænkes at det er korrekt nok, men hvorfor ikke give en spiller med medvind, flere chancer? Er man god nok, er man gammel nok, siges det. Ngumoha er mere end god nok.
Kampen i sig selv var jo egentlig præcis som de plejer at være mod Fulham, ganske jævnbyrdig. Possession, skud på mål og indenfor rammen, antallet af pasninger og antallet af hjørnespark veg ikke meget fra hjemmehold versus udehold, men for engang skyld var selve effektiviteten i Liverpools favør. To flotte scoringer fra Rio og Salah, to afslutninger der begge curlede udenom Bernd Lenos store vinger, gjorde i går den primære forskel, mens Fulham symboliseret ved Rodrigo Muniz og Emile Smith Rowe, begge missede to ellers oplagte scoringsmuligheder for gæsterne.
Langt fra nemt, langt fra lige til, men på en eller anden måde sidder jeg alligevel med den følelse her dagen derpå. Det er jo sådan set rart nok.
Vi mangler nu seks kampe i Premier League. Det bliver alle sammen, uden undtagelser, vanskelige kampe. Skal jeg pege på en enkelt kamp hvor vi måske kan gentage den forholdsvis ‘sikre’ sejr fra i går aftes, så er det når vi møder Crystal Palace hjemme på denne måneds sidste lørdag om små to ugers tid. Men Palace er ligesom Fulham, et hold der rigtig ofte volder os problemer. Før den kamp venter en svær kamp nede ved floden mod Everton, mens der efter Palace-kampen venter vanvittig vigtige kampe på Old Trafford, hjemme mod Chelsea, en tur til Villa Park inden vi afslutter på Anfield mod Brentford.
Jeg tror der bliver spænding til det sidste om vi får den fjerde- eller nok nærmere femteplads, men meget afhænger også af om Chelsea og måske Aston Villa (gen)finder formen.
Vi spiller så formentlig vores sidste kamp i Europa på tirsdag. Som jeg også skrev forleden dag, så kan det godt være at der fortsat er en lille smule tvivl eller spænding om man vil, forud for vores returmøde med PSG, i og med at vi ‘kun’ tabte 2-0 dernede. Jeg tvivler stærkt på en magisk European Cup Night og jeg tror desværre at Pariserne kommer til at punktere vores drømme om et videre avancement indenfor den første halve time ved at bringe sig foran.
Men så længe muligheden er der, så skal den naturligvis forfølges og håbet har vi som bekendt altid lov at have, frem for blot minderne som Liva Weel sang om i 1932.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!