Tre sikre point og tilbage til Merseyside. Sådan ligner en 3-1-sejr nede i London på Selhurst Park, når man bare nøjes med at aflæse selve resultatet. Men sandheden er dog nok snarere, at det godt kunne være gået galt.
For den Crystal Palace-opfostrede Tyrick Mitchell kunne og burde have bragt The Eagles på 1-0 efter 18 minutters spil, men til al held prellede bolden op på overliggeren frem for i mål. Det samme var vel tilfældet, da der var spillet 38 minutter, hvor Alisson hev en kæmpe redning frem på Daichi Kamadas forsøg, ligesom han også senere i opgøret reddede flot på muligheder til Adam Wharton og især den til Yeremy Pino, da der manglede et kvarters tid. Var den gået ind, var de sidste 15 minutter blevet farlige.
Dermed burde den snak, der har været i dele af fanbasen om, at Ali er fortid og ikke længere holder niveau, forstumme. Jeg har heller ikke selv været imponeret over ham på det seneste, hvor han var knap så prangende mod Arsenal og Fenerbahce, men derfra og så til at dømme ham ude er ganske enkelt for langt væk fra skiven. Netop fyldt 34 er ikke specielt meget for en keeper, og som med Virgil van Dijk håber jeg på, at der laves nye to-årige aftaler med dem begge i forhold til deres kontraktudløb den kommende sommer.
Dette ikke bare for forelskelsens skyld, men ganske enkelt fordi jeg er af den holdning, at Liverpool Football Club stadig har brug for dem i yderligere to år mere. I 2029 har vi forhåbentlig en parat Giorgi Mamardashvili, til den tid 28 år, og hvis ikke han slår til, så kan det være, at sommerens indkøb, den belgiske Lucca Brughmans, kan tage over. Han gør det efter sigende godt nede i Genk og på det belgiske U21-landshold.
Det samme gælder i øvrigt i forhold til van Dijk, hvor en formentlig velkørende og langt mere rutineret styrmand til den tid er Jeremy Jacquet og måske endda også Giovanni Leoni. Det kan også være, vi har fået handlet en ny fremragende midtstopper, hvem ved.
Ofte når det handler om alder kontra manglende resultater, så har vi det med at udpege, hvem der er skyld i hvad. Det er for nemt bare at pege fingre af to aldrende folk, når det går lidt skævt. Bevares, de døjer begge to med koncentrationsbesvær til tider, men når de er fokuserede, synes jeg klart, at det er supervigtige folk med LFC-DNA under huden. Stærke foregangsmænd ud i selve kulturen. Jeg håber, ledelsen ser det på samme måde.
Det samme gælder Alexis Mac Allister. Han har godt nok først udløb i 2028, og jeg er med på, at han fylder 28 år i næste måned, men for mig ville det absolut heller ikke gøre noget, at der blev forlænget med ham f.eks. frem til 2030 allerede nu. Macca leverede endnu en præstation, der både mindede mig om, hvorfor vi hentede ham til klubben fra Brighton, og hvorfor han var at betragte som en af de absolut bedste midtbanespillere. Han virker til igen at have fundet sig til rette og interagerer glimrende ud fra den måde, Andoni Iraola ønsker at spille på. Han er vel en af de allerførste spillere, der skrives på holdkortet, tænker jeg. Derudover er han altså ved at være en uimodståelig trussel med sit hovedspil. Når man har en så forholdsvis beskeden fysik, så er det altså ret imponerende, hvordan han gang på gang formår at komme først på indlæg og omsætte standardsituationer til forsøg eller scoringer. Han spiller med en vild energi og en tydelig vilje til at gå forrest. Han går lige til grænsen. Det var en indsats med masser af stål, temperament, fight og engagement, præcis de kvaliteter, vi har brug for!
Der var også pil op for Florian Wirtz. Særligt i anden halvleg. Den første var lidt den “sædvanlige” traver med ham, hvor han ofte måtte spille bolden bagud, når han blev omringet, og når han endelig havde muligheden for at spille fremad og skabe noget, lå pasningerne bag sine medspillere i fremdrift, så opspillene gik i stå. Det blev bedre i de sidste 45 minutter. Scoringen satte selvfølgelig lidt gang i det for ham, og senere serverede han også en assist for Alexander Isak, der kunne lukke og slukke.
Apropos sidstnævnte: måske burde hans sang “Isak’s a Red, Ole Ole” ændres til “Isak again, Ole Ole”, for han slog til for syvende gang i ti kampe, ja faktisk kun i ni, da han var skadet mod Man City. Han er for alvor ved at finde målformen. Sæt ham nu bare oftere i de der positioner inde i feltet, så har vi en endnu mere uhyggelig og træfsikker 9’er. Det var et rigtigt Isak-moment, da Wirtz fik tildelt ham kuglen, et moment, man havde siddet og ventet på hele kampen. Et par minutter før kunne han også have lukket på den friløber, han fik fra Victor Muñoz, men her mangler svenskeren dog stadig lidt af sin “Newcastle”-skarphed.
Jeg havde håbet på, at jeg kunne have skrevet noget i stil med, at det var rart med sæsonens femte clean sheet, hvilket Alisson havde fortjent, men det blev så ændret i kampens overtid, da Milos Kerkez begik straffespark. Desværre for ham blev hans kollision med Dario Osorio takseret til straffe. Jeg kan godt få øje på, at han kommer med fart på, men omvendt ligner det faktisk mere, at det er ham, der begås frispark på. Vi er vel blot tilbage ved standarden og dommernes generelle linje i Premier League, der uge efter uge synes sværere og sværere at få øje på …
Ikke alt var godt på Selhurst Park. En ting var, at det godt kunne være endt helt anderledes, hvis Palace havde scoret på deres store muligheder i første halvleg, men der var også ting i spillet, som syntes lidt ude af trit.
Vi kom ikke specielt godt ud til anden halvleg, men bedst som vi var værst, så blev Bradley Barcola sendt afsted ude i højre side, og med en skarp bold fandt han Wirtz inde foran mål, og så kunne vi derfra få lidt mere ro på.
Når det er sagt, så finder jeg det mere og mere mærkværdigt, at man i forsøget på at finde plads til både Barcola og Cody Gakpo lader højre angrebskant gå på skift mellem de to for tiden. Ingen af dem er ret gode derude fra. Den mindst gode er nok Gakpo, der døjer lidt med en stabil form i disse uger.
Jeg synes, det blev bedre, da de skiftede position fra starten af anden halvleg. For det første var Gakpo bedre til at hjælpe den ofte forvirrede Kerkez rent defensivt, og for det andet er Barcola mere eksplosiv til højre end hollænderen, hvilket vi også så ved 2-0-scoringen. Hvis jeg var vores træner, ville jeg pt. gå med en af de to på venstre side og lade den anden starte, mens jeg så ville give enten Muñoz eller Rio Ngumoha et fast run på højre kant. Jeg synes i hvert fald ikke ligefrem, at vores angrebsspil flyder, når Gakpo er til højre.
En anden, der heller ikke har flow i sit spil, er Dominik Szoboszlai. Han underpræsterer i den her periode, og det på trods af oplæg til vores første scoring ved frisparket. Jeg bliver enormt irriteret over at en profileret spiller som ham ikke er i stand til at slå ordentlige hjørnespark. Jeg håber, han genfinder noget form og noget energi med det ungarske landshold. Jeg er godt med på, at Iraola stadig skal passe på unge og fremadstormende Trey Nyoni, hvorfor det da også gav mening at lade ham starte ude i går, men jeg synes, at vi på stort set ingen tid blev betydeligt bedre, da han kom på banen med godt tyve minutter tilbage.
En sejr er en sejr. Tre point er tre point, også på en dag, hvor ikke alt var skide godt. Selvom Palace er bundhold i denne sæson, i hvert fald indtil videre, så synes jeg dog, at vi viser lidt af den fremgang, vi taler en del om. Jeg må her bare minde om, hvordan vi tabte i syvende minuts overtid på samme bane for lige godt 13 måneder siden, og hvordan vi generelt var udfordret, når vi mødte dem. Nu synes jeg, vi - trods alt - viser noget format og vinder på det, vi plejer at kalde for en vanskelig udebane. Nok er det en klar forventning, at vi altid skal kunne slå Palace, men derfra og så til rent faktisk at evne det, der kan være lang vej.
Sejren betød også, at vi krøb ind i top fire. Her skal vi selvfølgelig glemme alt om at (ind)hente Arsenal, men i den her sæson kan mindre altså også sagtens gøre det. Det handler stadig om at få relanceret det her hold, og når vi skuffede så fælt, som vi gjorde det i midtugen nede i Istanbul, var det dejligt at tage en sejr med ind til den kommende termin med landsholdsfodbold.
Næste opgave er så Manchester United om små 14 dage hjemme på Anfield. En af sæsonens helt store højdepunkter.
Her skal vi først og fremmest glemme alt om, at United pt. ligger på en nedrykningsplads, for vi kender godt til Northwest Derby og alt, hvad det indeholder. De røde djævle kan være i nok så store problemer generelt, men det tæller sjældent, når de to klubber tørner sammen.
Jeg håber, Anfield bouncer, og at vi sender dem tilbage op nordpå med en syngende lussing via en fejende flot sammensat præstation, der viser forskellen mellem top og bund.