Jeg kan godt lide ‘god fodbold’. Så det var da med en smule vemod, at jeg måtte slå væk fra optakten til kampen på Parc des Princes, hvor der var bagt op til storopgør, for at svinge remote-knappen over på Viaplay Sport News, hvor Jacob Bilet Rand og Francis Dickoh sad klar til at kommentere vores kamp mod den gule ubåd fra spanske Villarreal.
For nogle år siden brugte jeg meget energi i de her nedtakter, jeg skriver på, at kritisere kommentatorerne. Det gør jeg ikke så meget længere. Nu har jeg lært, at de bare er der, at de er en del af pakken, og at jeg må tvinge mig selv til at holde ud at høre på dem igennem de 90+ minutter, som Liverpool spiller et par gange om ugen.
Energi kan jeg stadig godt bruge på dem, selvom jeg forsøger at pakke det væk. F.eks. i går, efter en times spil, da Jacob Bilet Rand udbrød: “Vi ved, han har en rigtig god afslutningsfod” om Trey Nyonis forsøg fra distancen. Mig: “Nå? Okay. Jamen så ved han da sammen med andre noget, jeg ikke selv ved.” For jeg var ikke klar over, at Nyoni besidder en god afslutningsfod.
Måske har jeg set for lidt pre season, måske har jeg ikke fulgt ordentligt med i de kampe, han har fået, for jeg var godt nok et af de større spørgsmålstegn, da han fyrede den sætning af, og Francis bare stemte i på den mest naturlige måde, der findes.
Fra nu af glæder jeg i hvert fald bare til at følge Nyonis stærke afslutningsfod.
Derudover glæder jeg mig bare til at følge Trey Nyoni. Hold nu op altså. Han har altså gåpåmod, that young lad. Stadig blot 19 år, men optræder altså noget mere rutineret, end en teenager normalt ville gøre. Det er ikke stort brød, han slår op (endnu), men det skyldes helt sikkert kløgtighed og en god samt fornuftig skolet fodboldhjerne i en tidlig alder, hvor det er tydeligt, at han bygger på nærmest for hver gang, han er på banen. Ham ser jeg altså et stort lys i.
Apropos lys! Det var da helt og aldeles slukket i de første 35 minutter af gårsdagens Champions League-kamp. Uden konkurrence var det den værste lidt mere end halve time, som Liverpool hidtil har spillet under Andoni Iraola. Det gjaldt tilskuerne fra tribunen (som jeg godt ved er sværere at bedømme, når der studiekommenteres fra Amager), der på ny var skuffende - og det gjaldt vores forsvarsspil med Virgil van Dijk i spidsen. Hold da, hvor var det på sin plads at sige ‘højt at flyve, dybt at falde’, når man skulle følge op på sidste uges præstationer mod LASK Linz og Brentford.
Det lå nærmest i kortene, at noget var galt, hvis man så på kaptajnens indledende og meget iøjnefaldende fejl. Først en risikofyldt tilbagelægning, så en ellers helt simpel pasning, der blev hældt ud over sidelinjen, og så et forsøg på at heade bolden tilbage til Allison, men som blev opsnappet, og de gule gæster kunne bringe sig i front. Makværk, decideret makværk.
Det var jo bare dumt og gav Villarreal præcis det boost, de kunne have håbet på. De formåede at udnytte chokstarten og satte sig på kampen derfra. De var betydeligt skarpere i stort set alt, hvad de foretog sig. De er kendte for gerne at ville have bolden, og de beviste, at det ikke var noget problem. Tæt på den halve time kunne de - ganske fortjent - udbygge føringen til 2-0 på en dybdebold, hvor vores forsvar igen stod på hælene, og selve linjen ikke lykkedes med at trække offside. Det var på alle måder både sløjt, sjusk og skuffende.
Heldigvis havde vi Gody Gakpo tilbage i startelleveren efter sin skade. Han fortsatte de gode takter fra før landsholdsterminen, og man kunne se på ham, at der var noget i vente. Indtil da var det faktisk kun Rio Ngumoha ovre på den modsatte kant, der havde fået lidt ud af tingene rent offensivt. Gakpo tog et skarpt træk og smed et indlæg ind mod Lewis Koumas, der gav hjørnespark, hvor Kostas Tsimikas sendte kuglen ind i feltet til en kun semi-fri Alexis Mac Allister, der flot headede reduceringen i mål forbi den tidligere LFC-keeper Peter Gulacsi, der er kommet til det spanske efter 400 år i RB Leipzig.
Som jeg skrev forleden dag. Få nu bare lavet en ny kontrakt med Macca. Han er virkelig steppet op her under Iraola og er for tiden den eneste katalysator, der går forrest, når det står skidt til på banen. Jeg er vild med hans drive og fandenivoldskhed. Det er præcis det DNA, som Liverpool har brug for. En til at svinge taktstokken.
En anden, vi har brug for, og som har noget af det samme i sig, er Ronald Araújo. Han er altså allerede blevet et hit. På samme måde som Macca, så går han forrest og viser, hvor meget han vil det, noget man generelt ikke skal undervurdere, heller ikke på det her niveau og slet ikke, når et mandskab er i gang med en genopbygning. Man plejer at sige, at man ikke må forelske sig i en lånespiller, men jeg er ved at være bange for, at det er for sent, når det kommer til den fra Barcelona udlejede spiller. Med sin anden scoring i den røde trøje dukkede han op ved bagerste stolpe lige før pausefløjtet på Rio’s lækre indlæg og fik headet bolden ind til 2-2 og dermed status quo før anden halvleg.
Fremragende at gå i omklædningen med det såkaldte momentum, når man nærmest havde været spillet under gulvbrædderne, og det sendte et stærkt signal forud for anden omgang, at selv på en aften, der lignede noget elendigt, kunne man få noget positivt ud af. Jeg siger bare igen, at det nok næppe var sket i sidste sæson.
De sidste 45 minutter blev langt bedre. Det var især en anden teenager, nemlig Rio Ngumoha, der fortsatte sine flotte takter fra den seneste tid. Han er en mere og mere alvorlig bejler til positionen på højre kant, selvom vi blot skal et par uger tilbage, hvor jeg efter Manchester City-opgøret fastslog, at den plads nu måtte tilhøre Victor Muñoz. På hver deres måde er det i hvert fald mere og mere to stærke kandidater, vi har fået os derude, måske i mangel af det bedre indkøb i sommer, men ikke desto mindre er de begge lyspunkter i højre angrebsside for tiden.
En anden, der byggede på med de flotte takter, var indskiftede Florian Wirtz, der kom på banen fra anden halvlegs begyndelse i stedet for Araújo. Det studsede jeg lidt over, men når man så på uruguayanerens defensive indsats, hvor han som den øvrige bagkæde var udfordret, så gav det måske okay mening at tage ham ud. Jeg havde dog så troet, at det ville blive Joe Gomez frem for Wirtz, der skulle erstatte ham, men i stedet valgte Iraola at sætte Ryan Gravenberch ned for at dække den højre forsvarsside, hvilket hollænderen løste fint.
Wirtz lagde sig ind, hvor han plejer, og blev straks involveret i spillet, præcis som det formentlig også var tiltænkt. Han har vist sig godt frem i Europa, og i går var han igen både livlig og med mere koncentration, end vi har set i Premier League. Her har han været en tur hjemme og blive nusset hos Jürgen, og jeg synes generelt, vi ser en Florian Wirtz i formfremgang for tiden, hvilket aldrig kan blive til et handicap for Liverpool.
Han spillede en god halvleg og satte et positivt aftryk efter sin indskiftning, hvor han endda også kronede indsatsen med en dejlig scoring til 4-2, der reelt set var med til at lukke kampen. En scoring, der bør kunne give selvtilliden et løft. Det er i hvert fald noget af det slutprodukt, vi er mange, der efterspørger hos tyskeren. Keep it up, Florian.
Forinden havde Mac Allister bragt os i spidsen med et stærkt løb ind i boksen efter et intet mindre end suverænt stykke forarbejde af Ngumoha. De driblinger, han er i stand til at udfordre med, og især ude i Europa, hvor modstanderen ikke i samme grad har kendskab til ham og hvad han kan, er nærmest second to none. Meget symptomatisk, at vores to bedste spillere i går stod for vores føringsmål.
At vi så endnu engang skulle udvise sløset forsvarsspil og dermed bidrage til at bringe spændingen retur i opgøret med tre minutter plus tillægstiden tilbage, var jo bare unødvendigt.
Af samme årsag er jeg 1) glad for selve sejren, men 2) ikke helt oppe at ringe over den. Hvor jeg i andre kampe i denne sæson har syntes, at vores defensiv har set solid ud, var det nærmest det stik modsatte i går, og i bund og grund må et hold som Villarreal jo aldrig bringe Liverpool hen til et sted, hvor der er tvivl om kampens udfald.
Da vi senest stod over for dem i de to semifinaler tilbage i 2021/2022-sæsonen (den sæson, hvor vi tabte finalen med 1-0 til Real Madrid på Stade de France), slog vi dem først 2-0 hjemme og ugen efter 3-2 nede på Ceramics i en kamp, hvor de ellers havde udlignet vores føring, inden vi i en - som i går - stærk anden halvleg satte tingene på plads. Meget er sket i begge klubber siden da. Fra dengang for 3 ½ år siden har vi kun Alisson, van Dijk, Tsimikas og Joe Gomez i truppen, mens Gerard Moreno vel nærmest er den eneste tilbage hos The Yellow Submarines.
Med sejren er vi forud for aftenens kampe det eneste hold sammen med PSG, der har maksimumpoint. Vi er involveret i meget underholdende kampe, og det er ikke lige godt alt sammen. Jeg er dog stadig ret så positiv, for som jeg også var inde på efter kampen i sidste uge i Østrig, så vil jeg hellere se på den her slags kampe, end jeg vil se på et kedeligt tilbagetrukket LFC-hold, der spiller en 1-0’er i hus efter at have været presset ned. Det er stadig en tidlig fase, men Andoni Iraolas stil tiltaler mig - og jeg er slet ikke så skeptisk, som jeg havde frygtet at ville være på nuværende tidspunkt, hvilket i sig selv er et lyspunkt.
Baskeren er stadig nødt til at få styr på flere af de grundlæggende principper for sit mandskab, men jeg tror og tænker samt regner stærkt med, at det er noget, vi vil se blive forbedret mere og mere i takt med månederne, der kommer. For det ER altså fortsat nødvendigt, da vi ellers risikerer at få ørerne i maskinen, f.eks. på søndag, når stærke Brighton kommer på besøg.
Det bliver en spændende prøve for The Reds, om de kan stå distancen mod et meget velspillende Fabian Hürzeler-hold, der har imponeret stærkt i deres syv første PL-kampe, og som også er startet stærkt i både Carabao Cuppen og i Conference League.
Spillere som Milos Kerkez, Bradley Barcola, til dels Florian Wirtz og Alexander Isak blev sparet i går, formentlig med fokus på søndagens kamp, og så skal det blive spændende at se, om vi har Dominik Szoboszlai og Victor Muñoz, så der er lidt flere strenge at spille på.