Forleden dag delte vi Manchester City-kampen op i den første time og den sidste halve time. Det kan vi så passende gøre igen i dag, denne gang dog heldigvis med en langt mere positiv følelse i kroppen.
LASK fik nemlig klask! Altså i den første times tid. Så enkelt kan det vel siges efter noget nær perfekte første 60 minutter for vores hvidklædte helte, der var smuttet en tur ned til østrigske Linz for at møde værterne fra Linzer Athletik-Sport-Klub.
Vi mødte også LASK for tre år siden i det der Europa League, som jeg næsten ikke magter at se. Dengang vandt vi med fine 3-1 på Raiffeisen Arena og et par måneder senere blev det 4-0 hjemme på Anfield.
Vi havde blot to gengangere i startelleveren fra begge opgør dengang, nemlig Kostas Tsimikas og Ryan Gravenberch, endda med førstnævnte som anfører. Efter kampen mod Fulham for en måneds tid siden troede jeg ellers aldrig, at jeg skulle skrive det igen, men han spillede altså en glimrende kamp ude på sin venstre back. Tsimikas har altid haft en god indlægsfod, hvilket i går betød to assists til grækeren. Stor ros herfra.
Hans back-kollega i den anden side, Jeremie Frimpong, har uden tvivl en del defensive problemer, men fortjener dog også en bunke roser for sin offensive og meget livlige indsats, der foruden en superflot hovedstødsscoring bød på to fine assists. Man kan vel ret beset sige, at Frimpong var involveret i seks mål; nemlig tre mål i begge ender.
Foran Frimpong shinede Rio Ngumoha. I søndags skrev jeg ellers, at Victor Muñoz nu måtte have sat sig på den højre kant, men efter i går er jeg da helt i tvivl. Ngumoha hyggede sig gevaldigt derude med alle sine step-over-finter og sine hurtige fødder.
På den anden kant fik vi en lækker Bradley Barcola-version at se. For det første så fik han hul på bylden, hvilket i sig selv er vigtigt, og at det så blev til et hattrick gjorde det jo kun endnu bedre. Vi så straks, hvad en scoring gav ham af selvtillid og tro, og han havde virkelig mange gode momenter i kampen. Lad ham endelig tage det boost, han må have fået, med ind i Premier League.
Jeg var selvfølgelig 100 procent øje for, hvem modstanderen var. I dette tilfælde en ganske upåagtet en af slagsen. De gav Liverpool masser af plads at boltre sig på, og de kunne slet ikke følge med i det opskruede tempo. Når vi bedømmer en indsats, så skal vi naturligvis altid gøre det ud fra den kaliber, vi støder på, og her var østrigerne slet ikke sammenlignelige med Man City eller andre dygtige hold. Men i en kamp, hvor Liverpool bestemt ikke kunne tillade sig at gå dovent og afslappet ind til opgaven og risikere, at kampen stadig var helt åben efter en times spil, så var der stadig et arbejde, der skulle gøres, og det arbejde formåede vi på tilfredsstillende vis at udføre nærmest perfekt i løbet af den første times tid.
Der var grund til at være tilfreds med Andoni Iraolas håndtering. Startelleveren var både kompetent og velvalgt, og samtidig lykkedes det at spare flere af de spillere, der havde brug for at blive skånet. Det var både lidt nødtørftigt med tanke på det sparsomme personale, der var til rådighed, men også med tanke på vores næste kamp på lørdag eftermiddag mod Brentford. Det gav derfor rigtig god mening at hvile Virgil van Dijk, og det var også fint at give et hvil til Alexis Mac Allister, eftersom Gravenberch er ude med karantæne til opgøret i London.
Vi havde brug for ikke at gøre kampen spændende, som man jo ellers kunne frygte lidt for ville ske, når nogle af profilerne sad udenfor. Jeg tror, det var vigtigt med en type som Lewis Koumas, der fik en vigtig rolle som den hårdtarbejdende frontløber, der konstant satte modstandernes forsvar under pres.
Jeg er helt klart fan af at se Trey Nyoni, Rio Ngumoha og Lewis Koumas i den røde trøje. Det er tre unge folk fyldt med gå-på-mod og ivrige efter at vise sig selv frem. Nyoni er sådan en type, jeg er helt tryg ved. Han er altså 19 år. Spiller det nemme og har et solidt tag i den bagerste del af midtbanen. Meget mere af ham og gerne snart, tak!
I alt det her har jeg slet ikke nævnt Florian Wirtz. Han spillede en udmærket kamp, hvor han lykkedes med en del mere, end det var tilfældet mod City, men igen så var der en verden til forskel på, hvem det var, vi stod overfor.
Den sidste halve time blev mere klassisk. Dobbeltudskiftning i det centrale forsvar, hvor Ronald Araújo og Jeremy Jacquet blev afløst af de ældre, rutinerede herrer i form af Joe Gomez og Virgil van Dijk. Knap var den nye konstellation sat på banen, før LASK reducerede første gang, og dernæst fik de minsandten også scoret yderligere et par gange, fordi det var alt for nemt for dem at komme igennem i vores højre side.
Det var en smule irriterende, at vi måtte indkassere tre mål, og ikke mindst over den måde, som det skete på. Det ændrer bare ikke på, at resultatet i sidste ende var det vigtigste, så det er noget, jeg lever fint med, især fordi vi i mellemtiden fra deres første til anden reducering selv havde sat to kasser mere ind oppe i den anden ende. Jeg tror ikke, de scoringer ændrer ved, at holdet som helhed har tanket den selvtillid, der er så vigtig at tanke.
Overordnet set og ikke alene målt på kampen i går så er der sket noget meget vigtigt for mig her i Iraolas første periode.
For jeg synes faktisk, det igen er blevet fedt at se Liverpool spille. Så noget må han jo allerede have sat i forhold til både et aftryk og ikke mindst et udtryk. Bevares, vi har kun vundet fem ud af hans første ni kampe på tværs af alle turneringer, men det er, som om jeg har fået noget af det, jeg kalder for ‘mit Liverpool’, tilbage.
Jeg vil da også langt hellere vinde med 6-3 end med 1-0. Når man scorer 6 mål, får afsluttet 26 gange og har 51 boldberøringer i modstanderens felt, så er det automatisk langt mere underholdende, og det er jo fedt.
Men det handler også om - og igen ikke kun bedømt fra kampen i går - at vi nu spiller mere direkte, ligesom vi også fremstår rimelig boldsikre, og så virker strukturen i holdet, med de plusser og minusser, der selvfølgelig stadig er så tidligt i processen, til at være på rette vej. Det er nu en ganske god følelse.
Vi er dermed kommet fint fra land i denne sæsons Champions League-kampagne. To sejre i de første to kampe giver et fint afsæt, hvilket gerne skal gå ud over Villarreal på tirsdag hjemme på Anfield. En sejr her, og så er vi mere eller mindre allerede sikret avancement, hvor næste fase så bliver at sikre os top 8, så vi slipper for 1/16-finaler, som det også var tilfældet med de to første år i det nye format. Det tænker jeg også sker, da jeg egentlig kun kan se Inter slå os. Ikke at jeg ikke har respekt for de øvrige (Fenerbahçe, Club Brugge, Porto og Lens), men jeg har en ret stor tro på, at vi nok skal vinde flertallet af de kampe. Så skal vi bare håbe på, når den tid kommer, at vi ikke for tredje år i træk trækker PSG, der i går nærmest skilte Manchester City ad.
Hvis The Reds skal lykkes med at indfri nogle af ambitionerne for den her sæson, så kræver det dog også, at vi begynder at levere varen hjemme i Premier League.
På lørdag venter der os en oplagt mulighed for netop at sende et sådant signal, når turen går til Community Stadium, hvor stærke Brentford venter.
Det er sådan en kamp, man frygter på forhånd, men hellere gå optimistisk ind til jagten på sæsonens tredje ligasejr end at hænge med klarinetten og tænke, at det ender galt. Det er her, jeg er i dag. Klart nok, det bliver en helt anden udfordring end den, vi mødte fra LASK i går.
The Bees er enormt fysisk stærke, de er superfarlige på standarder og så råder de over masser af kvalitet i den forreste kæde. Tre point på lørdag vil derfor selvsagt også være langt mere værdifulde i det store billede end vores overbevisende sejr nede i Østrig i går, men det ene udelukker heldigvis heller ikke det andet.