FEST PÅ HILL DIJKINSON
Martin Busk er i godt humør denne mandag efter Liverpools sejr over lokalrivalerne fra Everton.
-
-
-
Martin Busk
20. april 2026, kl. 11:37
-
-
-
Martin Busk
20. april 2026
Hill Dijkinson Stadium. Det lyder da langt bedre end et advokatfirmas navn, på et - må jeg indrømme - flot nyt stadion, hvor det første Merseyside Derby nogensinde, skulle afvikles. Derby nummer 248 og sejr nummer 102 (Everton 68 sejre og 78 uafgjorte) siden starten i 1894. Liverpool er rød!
For hold nu kæft mand, hvor sådan en van Dijk-scoring dog bare faldt på et tørt sted. At det lige skulle være ham der lavede vores udebanemål nummer 1.000 i Premier League, er vel næppe nogen tilfældighed. Hans mål nummer 34 i sin kamp nummer 369 for Liverpool og endda hans første nogensinde i tillægstiden. Til gengæld har han scoret hele ti af sine mål imellem det 76. og 90. minut, så han har det jo med at være afgørende for os i begge ender, kan man sige.
Følelsen af at vinde Merseyside Derby slår stort set alt andet. Følelsen af at slå Everton mod slutningen af en kamp hvor de og ikke mindst deres fans ellers føler sig ovenpå, slår aldrig fejl. Der findes Ronny Rosenthals 1-0 scoring og Gary McAllisters scoring til 3-2 i overtiden i hhv. 1993 og 2001, der var Dirk Kuyts straffespark i tillægstiden i 2007 og så var der selvfølgelig Sadio Manés iskolde scoring lige op til den søde juletid i 2016, inden 90+6 fra Divock Origi i 2018 og nu så også 90+10 fra Virgil van Dijk her i 2026. Det er bare et kæmpe ja tak, mand!
Det var et Merseyside Derby med knald på. At det lige var Mohamed Salah og van Dijk, de to der har båret vores klub på deres hænder i så mange år, der blev de to målscorere i kampen, var jo bare fantastisk. Det ændrer stort set alt, at vi hev denne her sejr, og selvom den måske ikke var helt velfortjent, så var det i min bog heller ikke dybt uretfærdigt. Selv hvis den var endt uafgjort, ville jeg have haft en følelse af at vi spillede en ganske fornuftig kamp og at vi egentlig godt kunne være vores indsats bekendt, især på intensitet, fight og nerve.
Når jeg skriver at det ‘ændrer alt’, så er det jo fordi at der er en verden til forskel på at være syv frem for fem point foran Chelsea, med blot fem kampe tilbage, i kampen om det erklærede mål, nemlig at sikre en CL-plads i den kommende sæson, som det højest opnåelige i denne. Det gør jo, at vi både kan tåle og “tillade” os at tabe to kampe frem for en enkelt - og med netop Chelsea som modstander hjemme på Anfield om små tre uger, så ligger der jo nu et par matchbolde til frit brug. De mangler foruden os, Brighton (U, Forest (H), Spurs (H) og Sunderland (U), hvilket - især med deres nuværende form in mente, ikke virker specielt meget nemmere end vores eget slutprogram der foruden Chelsea, byder på Palace (H), Man United og Aston Villa (U) samt Brentford (H).
Jeg er ret optimistisk, selvom man samtidig sagtens kan argumentere for at det slet ikke er Liverpool værdigt, at skulle kæmpe for at kvalificere sig til Champions League. Det bør bare være selvskrevet, men det er nu en gang ikke det der er tilfældet i denne sæson og så skal vi ikke være for fine til trods alt netop at kæmpe.
Der fedeste kunne være at sikre os en fjerdeplads, så det ikke bliver til den der “Ja ja, I har bare reddet CL på grund af andre engelske hold i Europa”, og det er absolut indenfor rækkevidde da vi jo selv møder de to vi konkurrerer med - men jeg køber den da alle dage, hvis vi ‘kun’ ender som 5’er, med tanke på vores ret så forfærdelige sæson, der langt fra har været den dans på de berømte roser, som vi havde håbet på.
Den her sejr, er dog et udtryk for at vi - og som jeg har skrevet en del gange før - godt kan. Det har jeg fået nogle hug for at mene, fordi forventningerne til Liverpool bør være så meget større end bare at vi “godt kan”. Men det er ærligt, stadig min holdning. Vi HAR altså vist, ved flere lejligheder, at vores spillere på nogle parametre er kompetitive og kan begå os i det her, vi må kalde for en mellemsæson. Det har jo langt fra været tilfredsstillende, det kan vi alle få øje på - men vi er altså heller ikke helt bagom dansen.
Det var vi heller ikke i går. Everton lagde bedst fra land, men så gode som andre gør dem til i den første halve time, synes jeg nu heller ikke de var. Der var fed stemning på lægterne nede ved Bramley-Moore Dock, og jeg kunne sagtens fornemme bag skærmen, at det er et lækkert sted at gå til fodbold. Det var det sådan set også på det gode gamle Goodison, men det har fået et nøk opad, efter at Everton er flyttet derned - uden at det dog af den grund har gjort The Bitters til et bedre hjemmehold end tidligere. Rent faktisk er de noget bedre på udebane end de har været hjemme, mens det er omvendt for Liverpool der har været tæt på afskyelige væk fra Anfield.
Stemningen var intens fra start til slut, og en situation som den med Dominik Szoboszlais sammenstød med Iliman Ndiaye, var afgjort med til at puste yderligere til atmosfæren. Deres nye stadion har bevaret noget af den tætte og kompakte følelse fra Goodison Park, men rummer samtidig flere tilskuere. Når lyden først tager fart, kan den blive overvældende - og det skete flere gange under gårsdagens derby, hvor stemningen, helt som ventet, også overgik nogle af de tidligere kampe, men Liverpool forstod at være i det og præcis som det også ofte var tilfældet ude på Goodison Park, var det ikke umiddelbart et problem at deale med.
Everton sad på de første 20-30 minutter og vi skulle da også prise os lykkelige for at VAR fangede en offside på Jake O’Brien efter en lille halv times spil, da det ellers så ud til at de kom foran. Til gengæld så vi et klasse opspil og en klasse-assist fra Cody Gakpo bare minuttet efter, der gjorde at Mohamed Salah med den allerstørste selvfølgelighed kunne sende bolden ind bag Jordan Pickford til sin Merseyside Derby-scoring nummer ni. Det var i øvrigt også niende gang af Gakpo assisterede vores egypter.
Herefter overtog Liverpool selve kampen og The Evertonians virkede pludselig slet ikke så farlige længere. Man sad dog afventende og tænkte at enten så udligner de og måske endda napper sejren eller også så scorer vi igen og lukker opgøret, da anden halvleg kom i gang. Det endte med en udligning, da hjemmeholdet på et stærkt opspil, men hvor også Ibrahima Konaté lignede en pensionist, gjorde det til 1-1 efter 54 minutters spil. Beto strakte sit ben ud og ramte både bold og keeper Giorgi Mamardashvili, der måtte udgå, vistnok med et åbent sår fra Beto’s støvle. Ind med Freddie Woodman, der i øvrigt gjorde det ganske godt i den resterende del af opgøret. Fordelen ved Woodman er at han er en ret så rutineret keeper uden at være oldgammel, der har stået fast i tre sæsoner hos Preston North End forud for denne sæson, så han ved egentlig godt hvad det drejer sig om - og skulle det vise sig at Mamardashvili er ude i længere tid, og hvis Alisson ikke bliver klar til på lørdag, så er jeg faktisk okay med at det er Woodman, der vogter buret.
Opgøret ud, kunne det både blive fugl og fisk. Vi kunne godt have tabt, men jeg synes at Liverpool responderede ganske fint på deres udligning og virkede egentlig ikke specielt kyste, selvom der igen kom gang i kedlerne på Hill Dickinson der så i det 10. minuts overtid blev til Hill Dijkinson, da den store hollænder iblandt venner og fjender steg til vejrs på Dominik Szoboszlais hjørnespark og headede sejrsmålet i kassen til kæmpe eufori hos både mig og hos The Travelling Kop, der festede som var det et mesterskab vi fejrede. Herligt herligt.
Ja, der er bestemt stadig udfordringer med de nye spillere vi fik i sommer. Det er ikke specielt kønt eller afgørende hvad Jeremie Frimpong, Florian Wirtz og Alexander Isak har præsteret so far. Man skulle mene, at næsten et år inde i deres Liverpool-karriere, at de kunne båre for mere end hvad det er tilfældet. De har - på hver deres områder - været udfordret og det var vel meget sigende at vores bedste spillere i går, også var dem med største anciennitet i klubben. Jeg synes Andy Robertson, Virgil van Dijk, Curtis Jones, Mohamed Salah og til dels Cody Gakpo var iblandt vores bedste i går.
Til gengæld bliver jeg nødt til at italesætte Ryan Gravenberch og Alexis Mac Allister i den modsartede retning. Jeg sad flere gange med en følelse af at Gravenberch var ét stort frispark eller én stor fejlaflevering. Han har - samlet set (dog som så mange andre) - ikke været i nærheden af sidste sæsons styrke. Der er simpelthen for langt mellem de berømte snapse for ham i denne sæson, hvor han smider bolde væk på stribe og konstant leverer flere dårlige end gode præstationer. Det samme kan siges om Mac Allister, som virker mere og mere off. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er typer der begge efter tre hele sæsoner i klubben, måske skal skippes afsted. Er de i bund og grund gode nok til det hold vi ønsker for fremtiden? Jeg ved det ikke. Det er ikke sort eller hvidt for mig, men jeg synes de begge har leveret undervældende insatser i den her sæson - og det gør mig ærligt talt lidt træt at se den ene smide bolde væk og den anden smide sig på jorden og ømme sig i stort set samtlige dueller han er involveret i.
Vores midtbane er det ømme punkt, selvom flere nok vil sige at vores ømme punkt er alle tre kæder. Det er jeg sådan set enig i, og det kunne være rart med noget mere stabilitet i dem alle. Liverpool er nødt til at komme på markedet til sommer og finde de rette tilføjelser og ikke mindst erstatninger, og her mener jeg ikke at midtbanen er mere fredet end henholdsvis bagkæden og angrebet.
Arne Slot er bestemt heller ikke debatteret færdig, men skal man tro alle forlydender, så er det kun hos os fans, at vi helst ser en udskiftning på posten den kommende sommer. Det virker til at ledelsen har tænkt sig at holde fast i hollænderen - og hvis det viser sig at være tilfældet, ja så er det jo det vi må forholde os til. Han skal i så fald have noget hjælp, hjælp til at sammensætte sit hold, og her er der selvklart brug for nye spillere i alle tre kæder, hvis vi igen skal se os selv konkurrere med om det engelske mesterskab. Som jeg har nævnt flere gange de seneste måneder, er min tro på Arne Slot også sluppet op, men så længe han er her, så synes jeg også, at jeg på et eller andet niveau må udvise forståelse for det og forsøge efter bedste evne, at bakke ham op. Ellers ser jeg bare mig selv hoppe med på fan-vognen, hvor du stort set ikke længere kan læse et opslag, der ikke går på “ja, godt nok vandt vi, men Slot skal ud”. Det bliver - hvis han altså fortsætter - alt for lang en sæson, og alt for trættende for mig, hvis jeg hopper med på den vogn.
Foreløbig vil jeg bare bruge min mandag på at være glad. Det er ikke så ofte jeg har kunne være det i denne sæson, så når muligheden nu endelig er der, så er det også med at udnytte den, frem for at se på alt det negative og alle dårligdomme. Det har jeg haft rigeligt af siden september måned sidste år.
Liverpool is red! 
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!