Så blev der taget hul på Champions League. Hul på den tredje sæson i det (stadig) nye format kaldet ligafasen, hvor 36 hold i første omgang dyster om at undgå at blive nummer 25 til 36. Otte kampe mod otte forskellige modstandere, fire hjemme, fire ude, fra fire forskellige seedningslag. Ender man mellem nummer et og otte, er man direkte videre til 1/8-finalerne. Ender man 9-24, skal man ud i et playoff-opgør over to kampe, hjemme og ude.
Jeg er smågammel. Dermed indsnævrer jeg også gradvist min åbenhed over for forandringer, må jeg forstå. Hvis nu det bare var, som det altid har været, får jeg at vide, at jeg lever lidt efter. Men det passer altså ikke. Jeg HAR faktisk vænnet mig til, at LED-pærer er blevet den nye norm, MitID frem for NemID, at der på flasker pludselig skulle være fastsiddende skruelåg, QR-/stregkoder og digitale kvitteringer, e-Boks, cookie-popups, USB-C, affaldssortering og alt muligt andet nymodens.
Meeen det her Champions League-format, det trigger stadig lidt i mig. Gammeldags, som jeg er, så savner jeg altså det tidligere format med fire hold i en pulje, tre kampe ude, tre kampe hjemme. De midterste kampe, altså kamp tre og fire, var mod den samme modstander. Nummer et og to gik videre til 1/8-finalerne, nummer tre røg i Europa League. Det synes jeg kunne noget.
Det nye format er forvirrende. Jeg er med på, at det giver flere “store” kampe, da de største klubber i det gamle format jo sjældent mødte hinanden i gruppespillet, da de var seedet i samme lag. Nu trækker alle hold to modstandere fra hvert af de fire seedningslag, så vi ofte får gigantopgør. Tidligere var de store hold ofte også matematisk videre efter allerede tre eller fire ud af de seks kampe, hvilket resulterede i småkedelige kampe i de sidste runder. Nu kan man risikere drama helt op til overtiden i den sidste runde, som vi så det i sidste sæson. Jo jo, bevares, det kan vel også noget for de åbensindede.
Jeg synes bare, det var unødvendigt at putte flere kampe på de i forvejen hårdt belastede spillere, der bare lider under en større og større overbelastning, der forårsager træthed, udbrændthed og ikke mindst skader. For mig bliver tabellen med 36 hold også både uoverskuelig og delvis kunstig.
Det er sværere for mig at gennemskue, om en 14. plads er “godt eller skidt” midt i forløbet, fordi holdenes kampprogrammer har forskellig sværhedsgrad, og så synes jeg, at den der magi, der var i det gamle system, hvor man som storklub risikerede at ryge ud, hvis man fx. tabte de to første kampe, er forsvundet. I det nye format skal der virkelig meget til, før en topklub ikke engang ender i top 24 ud af de 36 hold. Det fjerner noget af den nervepirrende “knald eller fald”-følelse i efterårsmånederne, fordi de store hold har masser af tid til at rette op på en dårlig start. Det virker ligegyldigt at være stærk og slutte som nummer et eller to i ligafasen, for det kan stadig blive nummer 21, der vinder Champions League.
Men nå, det er sådan, det er. Jeg kan jo ikke gøre noget ved det, andet end at brokke mig lidt på skrift over det, så hermed gjort.
Liverpool hører - uagtet format - selvfølgelig hjemme i CL. Kan nogen mon huske, da vi spillede Europa League i 2023/2024? Nej vel? Helt igennem forfærdeligt. LASK Linz, Toulouse, Royale Union St. Gilloise, Sparta Prag og endestationen, de senere vindere fra Atalanta. Hold nu kæft, mand. Det skal jeg altså ikke bede om igen. Derfor var det også lettelsens suk, da vi i maj måned via femtepladsen hjemme i Premier League fik et spot, da England havde et af de to bedste resultater blandt alle landes klubber i de europæiske turneringer i 2025/2026 og dermed fik en ekstra Champions League-plads. Det MÅ og SKAL være et krav, at en klub som vores er med i CL hvert evig eneste år.
Jeg synes også, at vi i går aftes beviste, at det er her, vi hører til. Altid dygtige Atletico Madrid gæstede Anfield for fjerde gang siden 2020, hvor hele verden dengang lukkede ned grundet COVID, lige efter at spanierne havde sendt os ud af 1/8-finalerne, da Alvaro Morata lukkede og slukkede kort før straffesparkskonkurrencen skulle sætte ind, på trods af en 2-0-føring til os i starten af den forlængede spilletid. Siden dengang har vi vundet. En enkelt gang nede hos dem og tre gange hjemme. Ikke desto mindre har de et vanvittigt godt hold med en manager, der spiller på alle tangenter, hvorfor det aldrig nogensinde er en let modstander.
De er især ikke lette, fordi de har Marcos Llorente. Allerede i 2020 nettede han to gange i den forlængede spilletid. Det samme var tilfældet for næsten et år siden, hvor vi slog dem 3-2, og minsandten om han ikke også scorede for dem igen i går. Fem mål i tre kampe på Anfield af en højre wingback-spiller, det er sgu ikke dårligt. Han har det med at placere sig eller ryge ind i de rigtige rum, om man vil, og så er han sikker i sine afslutninger, hvilket vi også så i går, hvor han igen lignede en, der udmærket ved, hvordan man passerer Alisson. Det var en flot 1-0-scoring med et perfekt indspil til Llorente, der sprintede fra Milos Kerkez og kunne give sit hold en føring.
Vi blev endnu engang straffet. Straffet på en lynhurtig omstilling, der igen lignede en ubalance på midtbanen, hvor vi, kombineret med vores forholdsvis høje forsvarslinje, som stadig ikke virker afstemt, blev sat skakmat på ingen tid. Så snart Atletico Madrid kom på bolden og spillede sig igennem vores forsvarende del, opstod der det sædvanlige mismatch, hvor især Szobo ser ret så sårbar ud i sine tilbageløb. De store huller mellem vores midtbane og centerforsvaret er altså et stort problem for os og noget, Andoni Iraola er nødt til at arbejde hårdt på at få forbedret.
Jeg er helt med på, at der er tale om kompromisser. Det er alt for tidligt både at kunne praktisere intensitet og højt anlagt presspil, samtidig med at man får fokus tilrettet på den bagerste tredjedel af banen. Vi kan nok ikke tillade os at have forventninger om begge dele allerede nu, og derfor vil der nok opstå de her større huller på den forsvarende del i disse indledende måneder. Det handler om at få alle spillere indrettet til at spille efter den samme plan og den samme filosofi, og det vil være naivt af mig at tro, at det sidder i skabet efter blot fire kampe. Derfor går jeg også gerne på kompromis, og selvom man kan argumentere for, at også den offensive del ikke var helt oppe at ringe i går, så føler jeg mig allerede bedre underholdt nu, end det var tilfældet under Arne Slot i den forgangne sæson.
Heldigvis kom vi igen. Fem minutter før pausen og fem minutter efter pausen. To gode tidspunkter at sætte de afgørende stød ind. To midtbanespillere i form af først Dominik Szoboszlai og sidenhen Alexis Mac Allister ville det anderledes - og via deres fødder sikrede vi os en overordnet set fin start på denne kampagne. Dejligt, at Macca lod fødderne tale i går ovenpå sine udtalelser på pressekonferencen tirsdag, hvor han fortalte om, at klubben pt. ikke har midler (eller hvad vi nu skal kalde det) til at forlænge hans kontrakt, som han ellers gerne vil. Han så både solid, dynamisk og intens ud. Hvis Macca kan komme op på det niveau, vi ved, han er i stand til, så er han en gevinst for vores hold, men det er omvendt heller ikke nogen hemmelighed, at han var meget undervældende i den seneste sæson, dog i lighed med så mange andre …
Der var også start-debut til Bradley Barcola i fraværet af en småskadet Cody Gakpo. Det er vel fair at sige, at vi på én og samme tid sagtens kan få øje på hans kvaliteter, især hans hurtighed på kontraangreb samt hans førstetouch, men også at han allerede skylder. Hold da op, et par chancer han brændte. Han udgik med noget, der minder om krampe, og lad os nu håbe på, at han er klar til Fulham på lørdag.
Jeg vil give et solidt 7-tal for gårsdagens samlede præstation. Jeg synes, at alle, med undtagelse måske af sidste sommers tre nyerhvervelser Milos Kerkez, Florian Wirtz og Alexander Isak, var gode. De lader stadig, hvis ikke meget, så en del, tilbage at ønske. Resten, og igen især de nye spillere som Ronald Araújo og Jeremy Jacquet, synes jeg optrådte fornemt på deres første europæiske aften på Anfield.
Apropos Anfield: Jeg skrev det også efter kampen mod Nottingham Forest, så går det godt nok ned ad bakke. Der var kun glimtvise momenter, hvor de fra tribunerne viste, at det er et svært sted at præstere for udeholdet. Der var til tider så dødt, at man nærmest kunne høre spillerne tale sammen. Kom lidt for fa’en da! Jeg håber meget på, at de tilsyneladende forbedrede præstationer på banen i nær fremtid vil blive fulgt op af bedre opbakning på lægterne, for det har spillerne brug for.
Som sagt, alt i alt en fin CL-start. Nu pauserer vi i Europa frem til midten af oktober, hvor LASK Linz igen er modstander, som de var det ovre i EL for tre års tid siden, nu bare i den rigtige turnering.
Inden landskampsperioden venter så Fulham hjemme og Bournemouth ude i PL samt Tottenham hjemme i Carabao Cup’en på tirsdag. Det kunne være superfedt med fuld høst, inden vi går på pause.