HVAD SKAL MAN EFTERHÅNDEN SIGE?
Martin Busk er temmelig slukøret efter sæsonens 19. nederlag.
-
-
-
Martin Busk
16. maj 2026, kl. 13:04
-
-
-
Martin Busk
16. maj 2026
Har vi næsten flere ord tilbage? Jeg er tæt på ikke længere selv at kunne finde flere frem, i hvert fald ikke uden at det bliver til de samme gentagelser fra de seneste mange kampes forskellige lavpunkter.
Det er i hvert fald fair at konstatere, med hele 12 nederlag i Premier League (for første gang siden 2012) samt 8 uafgjorte, at det - modsat den seneste sæson - har været en sæson med ganske få højdepunkter!
En ny blamage indtraf i går aftes på Villa Park. Et 4-2 nederlag er hverken flot eller acceptabelt, ej heller selvom Aston Villa har haft en umådelig flot sæson og formentlig nu slutter foran Liverpool.
Det får mig til at tænke. Virkelig tænke. Jeg lærte for mange år siden noget om træer, herunder om træernes struktur.
Noget er helt off. Det har vi kunnet se længe. Det er noget helt grundlæggende og fundamentalt, der er galt. Det er det strukturelle træ, der for mig at se er helt galt med.
Liverpools strukturelle træ fungerer bare ikke længere. I en fodboldkontekst kan træets struktur beskrives som en organisation, hvor problemerne ikke er isolerede, men derimod forplanter sig oppefra og ned gennem hele klubben. De svage præstationer over tid er altså ikke tilfældige, men et symptom på en skæv struktur. Jeg synes længe, det har været dysfunktionelt at betragte.
Vi har en rod i træet. Det er den øverste ledelse, herunder ejerskabet. Helt deroppe virker det til, at der mangler en klar og ikke mindst tydelig retning. Ledelsen virker til at skifte enten kurs, eller at der som minimum er en form for uklarhed om, hvilken spillestil og især udviklingsstrategi klubben egentlig arbejder efter. Beslutninger virker til at blive reaktive frem for langsigtede. De vil formentlig selv hævde noget andet.
Så har vi træets stamme. Træstammen om man vil, nemlig den sportslige ledelse. De har i min optik heller ikke formået at omsætte en strategi ud i praksis. Der er fx rekruttering af spillere og vel til dels også trænerstaben, på trods af et mesterskab for et år siden, som på en eller anden måde virker til at være sket uden en decideret rød tråd, ligesom jeg gerne vil fremhæve en for mig at se ret tydelig manglende sammenhæng mellem førsteholdet, talentudviklingen og selve måden at spille på. Det er godt nok ikke mange unge spillere fra akademiet, der længere får chancen for at bryde igennem.
Efter træets stamme finder vi de store grene. Det er trænerteamet og særligt Head Coach Arne Slot. De arbejder ikke ud fra fælles principper. Kommunikationen fremstår som uklar, roller er udefinerede, og der er opstået en intern usikkerhed. Kulturen bliver præget af manglende ansvar og kortsigtede løsninger.
Dernæst følger de mindre grene på træet. Det er spillerne. De oplever inkonsistens i både krav og forventninger. Det har skabt en markant usikkerhed på banen, der er dårlig struktur i spillet, og det mangler sammenhæng mellem kæderne. De begår et hav af individuelle fejl, som løbende er blevet hyppigere, netop fordi det kollektive fundament halter helt vildt.
Endelig har vi bladene på træet. Det er de mega svage resultater, som er det synlige symptom. Mange nederlag, svingende præstationer og manglende udvikling over tid.
Hele essensen er, at når et strukturelt træ ikke fungerer, er det sjældent bare “de små grene” og “bladene” - altså spillerne og resultaterne - der er problemet i sig selv. Problemerne starter ved roden, og de bevæger sig ned gennem hele systemet. Med andre ord: Liverpools udfordringer i denne her sæson er ikke isoleret til alene banen, men udspringer af en struktur uden tydelig retning og sammenhæng. Når roden er uklar, bliver stammen ustabil, grenene ukoordinerede, og til sidst visner bladene i form af manglende resultater. Det føles som om, at hele sæsonen har været ét stort efterår!
På trods af foråret og indledende solskin på Villa Park, så var vi endnu engang vidne til en indsats, der langt fra var The Liverpool Way i går aftes. Derfor føles det også lidt underligt at skrive, at selve indstillingen alligevel virkede en anelse bedre, end hvis man sammenligner med den seneste kamp mod Chelsea. I går kan man vel godt hævde, at vi i det mindste ikke begravede os og stod dybt i størstedelen af opgøret, som det var tilfældet sidste lørdag.
Vi var noget mere offensivt tænkende, trods alt, til gengæld blev vi også straffet for at være det. Hvis man ser på første halvleg alene, spillede vi vel okay frem til at Aston Villa så bragte sig på 1-0 lige op til pausen.
Igen-igen indkasserede vi en scoring på eller efter en standardsituation, hvor vi virker til at gå målrettet efter at sætte rekord. Flot mål, godt sparket ind af Morgan Rogers, ja - men ærligt talt, det må jo aldrig ske, at han får så meget plads til at afslutte fra kanten af feltet, og vi på den måde, ud fra hvad jeg vil kalde en ganske ufarlig hjørnesparkskombination, tillader at afslutte uhindret og upresset. Her var vi virkelig igen tilbage ved træets struktur!
Offensivt blev det til stort set ingenting. Selvom jeg egentlig syntes, at vores egne midtbanefolk for engangs skyld virkede til at kunne være med, så var manglen på spil- og afleveringsmuligheder ganske udtalte. Hver gang Ryan Gravenberch, Alexis Mac Allister, Curtis Jones eller Dominik Szoboszlai kom på bolden, virkede det ikke som om, at der var nogen andre til rådighed i rollen som modtager af bolden. På den måde er man selvsagt med til at gøre forudsætningerne sværere.
Vi fik i starten af anden halvleg justeret en smule og bouncede således også tilbage, da kaptajn Virgil van Dijk endnu engang brugte sit stærke hoved og kunne heade sæsonens syvende, der senere også blev til sæsonens ottende scoring, ind bag Emiliano Martínez i Villa-buret. Jeg fik her sådan en - kortvarig - følelse af “Yes, mand!”, men kortvarig må man så også sige, at det blev.
For ganske symptomatisk for hele Liverpools sæson, så bød vores bedste spiller Dominik Szoboszlai på en fatal fejl bare fem minutter senere, da han i bedste Steven Gerrard-stil gled, ovenikøbet efter at han med initiativ havde tilbudt sig i det opbyggende spil. Det blev selvfølgelig, fristes man til at skrive, straffet lige på stedet, da Ollie Watkins ikke var sen til at udnytte en sådan foræring. Synd for ungareren, der igen ellers var en af meget få spillere, der kunne være sin indsats bare nogenlunde bekendt. De fleste peger på Virgil van Dijk som vores bedste mand, jeg synes nu det var Rio Ngumoha.
Kendetegnende for vores præstationer, så blev det desværre igen udstillet, hvor nemt det er at producere chancer imod os. Rogers og Watkins samt delvist også Emiliano Buendía hyggede sig gevaldigt og kunne kombinere sig igennem nærmest, som det passede dem, i det jeg vil kalde for en meget åben og ret vild anden halvleg, hvor vores vedvarende defensive problemer blev udstillet gang på gang. Vi har nu lukket 52 mål ind i 37 kampe, noget vi ikke har præsteret siden 1914/1915-sæsonen, når man ser på en sæson med 38 kampe. Det er jo helt og aldeles horribelt! Det mest vilde er næsten, at det eneste hold, der IKKE har formået at score imod os, er de sandsynlige kommende engelske mestre fra Arsenal.
Med et stort kvarter tilbage fandt kampen så også sin tidlige afgørelse. Det var igen-igen efter et hjørnespark. Det var 20. gang i sæsonen! Jeg gentager lige: vores modstandere har scoret i alt 20 gange på os efter standarder i denne her sæson! Forinden skulle vi lige igennem to minutters sædvanligt drama fra Alexis Mac Allisters side, da han teatralsk, på trods af at han selv startede med at hamre sine hænder ind i brystkassen på Ezri Konsa, faldt til jorden og lå og skabte sig i sædvanlig Macca-stil. Undskyld mor, men det begynder sgu efterhånden at blive pinligt at se på, og det fratog indlysende også fokus efterfølgende på deres scoring ved Ollie Watkins.
John McGinn gjorde så ydmygelsen total, da han smukt lagde kuglen op i krydset, inden Virgil kunne reducere i overtiden.
Det var 22. gang i denne her sæson, at vi kom først bagud. Kun to gange har vi formået at vende det til en sejr. Det i sig selv er sløjt. Både at komme så ofte bagud og ikke være i stand til at komme tilbage og vende en kamp rundt. Det var noget af det, vi evnede i tiden med Jürgen Klopp, men det er totalt forsvundet i takt med, at selvtilliden og troen på egne evner både individuelt og ikke mindst som hold er blevet lige så mangelfuld som vores mentalitet. Den mentale monstertilstand, vi ellers igennem næsten 10 år var så kendte for, er udvandet, fuldstændig forsvundet fra vores DNA.
Enormt meget peger selvfølgelig på Arne Slot. Det kan godt være, at jeg har skrevet mange linjer om det strukturelle træ generelt, men træets største gren, altså cheftræneren, har altså en helt enorm stor “ære” i det her. Det essentielle er, at tilliden til Arne Slot som manden, der vil kunne vende det, er totalt forsvundet. Hvad er det, der giver os fans bare den mindste tro på, at det er ham, der kan sørge for, at det bliver bedre i næste sæson? Intet!
Det er jo derfor, der er nødt til at ske en udskiftning på den post. Forlydenderne går på, at det ikke sker, især ikke hvis vi kommer i mål med CL-kvalifikationen - og så er vi nok tilbage ved roden samt selve stammen på det store træ. Fakta er jo, at der ikke umiddelbart er udsigt til de store ændringer i spillermaterialet på midtbanen og i defensiven, selvom netop de områder har været præget af gevaldigt store udfordringer igennem det meste af sæsonen. Når man så også ser nærmere på vores enorme impotente offensiv, så ser fremtiden bestemt ikke lys ud - især ikke med den nuværende træner ved roret. Jeg er i hvert fald ikke optimistisk, om så pengepungen åbnes for forstærkninger i sommerens kommende transfervindue, hvis det er Arne Slot, der stadig er Head Coach, når truppen returnerer.
Alt imens fortsætter spekulationerne om Alisson Beckers fremtid, mens vi til stadighed ser en med fødderne usikker Giorgi Mamardashvili. Det samme er tilfældet med Ibrahima Konaté og Curtis Jones, hvor jeg egentlig synes, at sidstnævnte bider meget godt fra sig for tiden. Vi siger i forvejen farvel og tak til Andy Robertson og Mohamed Salah, vi er uden Hugo Ekitiké, og Alexander Isak har været ukampdygtig i hele 28 kampe i denne sæson. Florian Wirtz virker som en spiller uden selvtillid med en skudafvikling svagere end en hæderlig U13-spiller, og så har vi et par øvrige midtbanefolk, der har underpræsteret på det groveste. Det er på alle måder en bekymrende fremtid, vi ser ind i.
Den bliver kun endnu mere bekymrende, hvis det lykkes for Bournemouth - ja, jeg skriver det lige igen: Bournemouth - at fravriste os en Champions League-plads. Selvom de mangler Manchester City, så skal man bare aldrig sige aldrig, og det står ej heller skrevet i sol, måne og stjerner, at vi er i stand til selv at færdiggøre arbejdet på næste søndag, når Brentford kommer forbi.
Jeg har så svært ved at være i det her, men jeg må forsøge med alt, hvad jeg ejer, at favne det, vi mange gange har kaldt for en “mellemsæson” og håbe på, at det ender med CL-spottet. Øv altså!
Se mindre
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!