I'M IN LOVE AGAIN, AND I FEEL FINE
For et år siden steg Allison til vejrs og brød Liverpool ud af mørket efter et langt og svært år i coronapandemiens skygge. For mig personligt har taget lang tid at komme mig over, men der er simpelthen så meget at beundre og elske ved dette hold og denne manager, at jeg nu er smaskforelsket i klubben igen.
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
16. maj 2022, kl. 22:39
-
-
-
Daniel Agergård Kawa
16. maj 2022
Vi starter lige med at skrue tiden tilbage til for lidt mere end et år siden. Her befandt jeg mig i min hidtil største krise som Liverpool-fan, og aldrig har jeg følt mig så distanceret fra klubben.
European Super League var det ultimative lavpunkt, som kom på bagkant af en opslidende pandemi med tomme tribuner, og et mesterskab der vel bedst kan betegnes som det største antiklimaks, jeg nogensinde har oplevet.
Siden 1997 har jeg drømt om et mesterskab til Liverpool. De seneste 12 år har jeg gjort alt for at være på stadion til den sidste hjemmekamp, for at sikre, at jeg så pokalen blive løftet, efterfulgt af en glorværdig parade med en million ekstatiske mennesker, der dansede rundt i Liverpools gader.
Så mange gange har jeg set scenarierne udspille sig for mit indre blik, men ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at det ville ske på denne måde.
Heldigvis var det muligt at mødes på pubben og dele glæden med fellow reds, da det endelig var muligt at spille sæsonen færdig, men det føltes alligevel hult. Jeg havde forventet, at det ville være et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Og jeg var da også glad, bevares, men samtidig skuffet over måden det hele skete på.
For mesterskabet var den hellige gral, det uopnåelige som man higede mere efter end noget andet, og så kom det i hus under de værst tænkelige omstændigheder.
At det så oveni købet blev fulgt op af sæsonen fra helvede, gjorde det kun værre. Alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Skaderne haglede ned, pandemien rasede videre og lagde tribunerne øde, både Klopp og Allison blev ramt af hver deres familietragedie, hvor de mistede en forældre uden at kunne være med til begravelsen, og så ramlede hele det sportslige omkring nytår med seks hjemmebanenederlag på stribe.
Klopp virkede udbrændt og spillerne blottet for tro på egne evner. De mentale monstre var pludselig forvandlet til en skrøbelig forsamling. Enter European Super League og jeg overvejede for første gang, om det var begyndelsen til enden for mig som fan.
Heldigvis ville skæbnen det anderledes, og for nøjagtigt et år siden i går steg Allison til vejrs og headede Liverpool ud af mørket. Hvilket forløsende moment, og at det lige skulle være ham, efter alt hvad han har været igennem, gjorde det helt specielt. Det var første gang i lang tid, at jeg for alvor kunne mærke, at det hele stadig betød noget.
Tvivlen gjort til skamme - igen
Jeg har nydt at se, hvordan dette unikke hold har været i stand til at løfte niveauet til nye højder. Inden sæsonen havde jeg håbet, at fyldte tribuner, en fuld pre-season og et styrket midterforsvar ville gøre os konkurrencedygtige igen.
Men jeg havde også forventet, at både Manchester City og Chelsea ville stå et stærkere sted end os – og at United ville have nogenlunde samme niveau med deres på papiret tre verdensklassesignings i Ronaldo, Varane og Sancho. Jeg tog heldigvis fejl, og det er intet mindre end enestående, det vi er vidner til pt.
Alene efteråret bød på flere momenter, der vil blive husket i årevis. At vinde 5-0 på Old Trafford, og 4-1 på Goodison Park var første tegn på, at der var noget stort under opsejling.
Begge er steder, hvor vi både historisk og i nyere tid under Klopp har haft det svært. Begge kampe var en magtdemonstration og fungerede som katalysatorer for, at rivalernes respektive sæsoner for alvor begyndte at gå ned af bakke.
Seks kampe, skes sejre i Champions Leagues gruppespil. Det er aldrig sket før for en engelsk klub. Ovenikøbet i dødens pulje.
I det danske fællesskab var jeg med til min første Boss Night med Jamie Webster, akkompagneret af endnu en 5-0-sejr - denne gang over Watford. Det trængte jeg til, og det var fantastisk igen at være ude blandt medfans til et stort event.
Alligevel var jeg ikke lige så følelsesmæssigt investeret som før. Jeg så alle kampene, hørte mine faste Liverpool-podcast og læste nyheder om klubben dagligt. Denne klub har været så stor del af min identitet i så mange år, at jeg ikke kan lade være.
Men i de seneste uger og måneder er det stille og roligt kommet tilbage, og nu kan jeg for alvor mærke at kærligheden til klubben er tilbage for fuld styrke!
For det er simpelthen umuligt ikke at være smask forelsket i dette hold, i denne træner og i denne klub. De skaber så mange magiske øjeblikke. De har kvalificerert os til samtlige mulige finaler i denne sæson - og har stadig en chance for at sikre mesterskabet med to kampe igen. Det er helt unikt og noget, vi nok aldrig kommer til at se igen.
Efter FA-cup triumfen har vi nu vundet samtlige store turneringer, der er mulige at vinde under Klopps ledelse, og den karismatiske tysker er det bedste, der er sket for klubben i min levetid. At han ovenikøbet så har forlænget med yderligere to år er intet mindre en genialt.
Alle spillerne har samtidig deres egen fortælling, og seneste kapitel blev skrevet af The Greek Scouser - Kostas Tsimikas - som afgjorde FA cupfinalen efter selv at have insisteret på at sparke som nummer syv. For fire år siden var han lejet ud til Esbjerg, nu afgør han finalen i verdens mest prestigefyldte nationale pokalturnering.
I ligacuppen var det Kelleher, der afgjorde finalen, og nu har alle vores målmænd vundet et trofæ efter at være afgørende i en straffesparkskonkurrence mod Chelsea, da Adrian gjorde det samme i Super Cuppen for et par år tilbage.
Luis Diaz har været en åbenbaring, og kommer ligesom både Salah og Mané fra ydmyge kår. Trent er den yngste spiller i historien til at vinde alle de seks største trofæer, Henderson er den første kaptajn i klubbens historie til at gøre det samme. Historierne er mange, og jeg kunne blive ved.
Det her hold vil blive talt om for evigt, og der vil med stor sandsynlighed aldrig komme et, der er bedre fra Merseyside. Vi er blandt de to bedste hold i verden, og på trods af at vi kæmper mod en oliestat med bundløse lommer, er vi fuldt ud på niveau med Manchester City.
Vi gør det bare The Liverpool Way - og jeg elsker det!
Jeg har svært ved at få armene ned og er decideret lykkelig over endelig at have genfundet min passion og kærlighed til Liverpool. Nu venter en episk sæsonafslutning, og jeg glæder mig helt vanvittigt meget til at slutte det hele af på Gladsaxe Stadion den 28. maj.
Der er lagt op til endnu en legendarisk Champions League Finale i selskab med fellow reds fra hele Danmark, så kan man ikke bede om meget mere (ud over nummer syv måske?)
I'm in love again, and I feel fine…
YNWA
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!