BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
OFFICIELT: IRAOLA ER NY LFC-TRÆNER

Slot taler med Mo Salah på sidelinjen
 
Foto: Getty Images ©

KONTRAKTEN SKAL GENFORHANDLES


Mo Salah har været fritaget for defensive pligter, så længe han scorede mål. Det gør han ikke længere. Kan Slot genopfinde egypteren i en ny rolle, det hidtidige altoverskyggende offensive omdrejningspunkt kan affinde sig med?



Arne Slot havde ikke været Liverpool-manager længe, før han gjorde noget, der havde været utænkeligt under hans forgænger Jürgen Klopp.

Han gav en spiller lov til at give sig mindre end 100 procent i spillet uden bold.

Da hans tropper i sidste sæson slog Bournemouth, blev hollænderen efterfølgende spurgt til det, der begyndte at stå åbenlyst for enhver.

Under hans ledelse var Mo Salah i høj grad fritaget fra defensive forpligtelser.

I Arne Slots svar lød det blandt andet, at man stiller nogle spørgsmål til modstanderen, hvis man lader den målfarlige egypter blive fremme.

For tør man lade sin back gå med frem, hvis man ved, det betyder at efterlade en mand med så mange mål i støvlerne blank?

Da Liverpool i starten af denne sæson var på besøg på Stamford Bridge, gled Marc Cucurella i de døende sekunder igennem på venstrekanten og serverede sejrsmålet for fødderne af Estêvão på bageste stolpe.

Bagefter fortalte spanieren med de gavmilde krøller, at Chelsea-manageren Enzo Maresca havde givet udtrykkelige instrukser om, at der var plads at angribe i Liverpools højre side.

Kort sagt: Spørgsmålet, Liverpool sidste år stillede af modstanderne, var besvaret, og en styrke blevet til en svaghed.

40 procent af alle modstandernes angreb er i denne sæson gået ned ad Liverpools højreflanke. Det mest ensidige mønster af alle klubber i Premier League. Og målene er haglet ind.

Friske ben scorer flere mål

Da Mo Salah efter sidste sæson selv skulle sætte ord på mesterskabssæsonen, pointerede han selv, at han var glad for at leve op til sin del af aftalen.

Efter syv sæsoner med ekstremt gegenpresarbejde under Jürgen Klopp havde han bedt Arne Slot om at blive skånet i den del af spillet. Til gengæld havde han lovet mål.

Og med 29 mål og 18 assist havde han ikke bare leveret. Han havde efter to sæsoner med faldende målhøst slået den stående rekord for antal målinvolveringer i en 38-kampes-sæson i øverste engelske række.

Men i denne sæson er det blevet til – efter hans standarder – sølle fem mål og fire assist i 19 kampe i alle turneringer.

Hvorfor den i sidste sæson så succesfulde pagt mellem Slot og Salah er holdt op med at producere resultater, skyldes nok flere faktorer.

Dels har modstanderne i Premier League det – jævnfør Cucurellas citat – med at bruge en del tid i videorummet på at analysere modstandere for at finde modtræk.

Dels er det spørgsmålet, om Mo Salahs alder har indhentet ham. At målkilden faktisk allerede løb tør i løbet af sidste sæson, hvor egypteren kun scorede fire mål i de 11 sidste kampe – heraf to på straffespark – taler for, at begge disse forklaringer kan have noget for sig.

Det hjælper helt sikkert heller ikke, at han har haft seks forskellige højrebacker bag sig, og at ingen af dem er Trent Alexander-Arnold.

Desuden har kontraspilleren Salah, og det er og bliver altså hans primære force, ikke fået mange chancer for at vise sig frem, fordi Liverpool stort set aldrig har været foran, og modstanderne derfor ikke nødt til at satse og efterlade plads.

Men det har helt sikkert også noget at skulle have sige, at mens The Egyptian King sidste sæson indgik i mange af de samme dynamikker som under Klopp, er Liverpool over sommeren blevet et andet hold.

Fra falsk til ægte 9’er

Hvorfor kunne Liverpool slippe afsted med kun at forsvare med ti mand sidste sæson? En del af forklaringen findes i, at både Szoboszlai på 10’er-positionen og hvem end af Jota, Nuñez eller Diaz, der spillede topangriber, var mere end villige til at gøre deres for at kompensere.

Og når Liverpool havde bolden, var de tilsvarende selvopofrende i at tage løb, der skabte plads til den målsøgende højrefløj, mere end de gjorde dem selv farlige.

Storindkøbene af Ekitike, Isak og Wirtz har forskubbet balancen både defensivt og offensivt.

At spille sig ud af Liverpools førstepres og ud på motorvejen på højreflanken er blevet en opgave, de fleste hold i Premier League kan mestre.

Florian Wirtz’ måde at fortolke 10’eren involverer en hel del færre underlapløb i højre kanal, der kan give Salah plads til at komme ind over midten på venstrebenet.

Og 9’eren – hvad end pladsen spilles af Isak eller Ekitike – bruger mere tid på skulderen af sidste forsvarsspiller end på at søge dybt og forsøge at skabe huller i bagkæden for Salah at udnytte.

Resultatet er, at Salah alt for ofte har modtaget bolden isoleret bredt på højrekanten. Og hvis man forventer, at han kan blive farlig på egen hånd, har man ikke fulgt særlig godt med i udviklingen i hans driblestatistikker over den seneste håndfuld sæsoner.

Motorvejen er afspærret

Uanset om man mener, Mo Salah har en pointe i, at det synes urimeligt, at det kun er ham, der har mistet sin startplads på baggrund af oktober og novembers rædselsfulde resultater, er fakta, at det har hjulpet.

Og der ligger et tydeligt signal i, at Arne Slot har installeret Dominik Szoboszlai i stedet for fanfavoritten Federico Chiesa på hans plads.

Der skulle sættes prop i et gabende strukturelt hul i højresiden. Det er det, den evigt hårdtarbejdende ungarer har fået til sin primære opgave at løse.

Billedet er blevet mere og mere tydeligt i løbet af de seneste kampe. Både mod Inter og Brighton har Liverpool brugt længere perioder med alle mand bag bolden.

Og selv om kvaliteten i udførslen næppe får Catenaccio-afficionados til at falde i svime, har det givet to clean sheet.

Tiden med blinde, defensive passagerer er slut. Og at dømme efter Salahs indhop mod Brighton, er han – i hvert fald i første omgang – om bord med det.

Om han er det på længere sigt må vi se. Det er som bekendt lettere at tildele folk privilegier end at tage dem fra dem igen.

Og vi har endnu også til gode at se, om der er et længere sigt for Mo Salah i Liverpool. I første omgang synes den eksplosive situation udløst af hans kontroversielle interview efter Leeds-kampen deeskaleret.

Man må næsten formode, at egypteren har leveret en form for undskyldning, siden han var taget nok til nåde til igen at være med i truppen mod Brighton – og endda blev sendt tidligt på banen efter Joe Gomez’ skade.

Modtagelsen fra Anfield viser, at der ikke er gjort uoprettelig skade på forholdet til fansne. Og Chiesa formåede ene mand at bevise, at i hvert fald én medspiller stadig gerne ser Mo Salah finde tilbage til sin gamle målform.

Nu tager han så til Afcon, og efter sigende fortsætter drøftelserne der, om hvad der skal ske til januar.

Kontrakten skal genforhandles

Alt tyder på, at hvis Mo Salah skal fortsætte i Liverpool, kræver det en ny overenskomst mellem ham og Arne Slot. Den gamle kontrakt er revet itu.

Salah skal for sin del acceptere, at tiden uden tilbageløb er slut. Og ja: I hans alder betyder det også, at man ikke kan spille alle kampene fra start til slut.

Det skal han som en direkte afledt konsekvens af, at han ikke længere kan forvente at være Liverpools altoverskyggende offensive omdrejningspunkt.

Mo Salah er 33 år, og Liverpool gør klogt i at planlægge til en nær fremtid uden ham. Det var en nødvendighed at tilføje nye strenge til Liverpools offensiv i sommervinduet.

Han må nok lide den tort at acceptere, at manageren gerne ser andre begynde at score en større andel af Liverpools mål. Og at han i højere grad skal bidrage til, at det sker.

Arne Slot skal til gengæld på sin side komme op med en plan for, hvordan Mo Salahs kompetencer fortsat kan komme til sin ret i de kampe, han spiller.

Han skal have løb omkring sig, der kan åbne den plads, han ikke selv har driblestyrken til at kreere.

Og han skal fortsat have sine muligheder for at give prøver på de afslutningsevner, Caoimhin Kelleher for nylig beskrev som byggende på en unik timing mere end forfinet teknik.

Det bliver ikke en let nød at knække at inkorporere både ham, Wirtz og Isak/Ekitike i samme start-11’er, uden de løber i vejen for hinanden.

Og hvis det, Liverpool i virkeligheden har brug for, er en bred driblefløj, der kan gå begge veje om sin modstander og lægge de cutback-afleveringer, Isak levede af i Newcastle – ja, så er Salahs lønkroner helt sikkert brugt bedre andetsteds.

Den gamle pagt er død, fordi den byggede på forudsætninger, der ikke længere eksisterer. Mo Salah kan stadig komme til at afgøre kampe for Liverpool, men ikke på de samme vilkår - og slet ikke med de samme privilegier.

Hvis Salah vil blive i Liverpool, bliver det på systemets præmisser - ikke med ham som systemet.





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind



Some text some message..