MAN BLIVER SÅ TRÆT
Martin Busk er klar med sin analyse efter Liverpools nederlag til ærkerivalerne på Old Trafford.
-
-
-
Martin Busk
4. maj 2026, kl. 14:33
-
-
-
Martin Busk
4. maj 2026
Godt og gammeldags trælst, som man siger derfra, hvor jeg stammer! Det var noget trælst noget i går på Old Trafford, hvor vi jo ellers rejste os fra en voldsomt ringe første halvleg, kom ud og fik overtaget i anden halvleg, og som kunne være gået vores vej, havde det ikke været for en forrygende fodparade fra Senne Lammens inde på stregen ved 2-2.
Jeg kan huske min fødselsdag forrige år. Her mødte vi også Man United på Old Trafford, og her kom jeg sgu for sent ind i kampen, da jeg simpelthen havde glemt, at kickoff, grundet den massive tilstrømning af supportere samt sikkerhedsprotokoller på stadion, har det med at flytte det normale kamptidspunkt for en søndags storkamp i Premier League til op imod en time tidligere.
Dengang var alt jo fryd og gammen, altså frit oversat til ‘glæde og fornøjelse’ samt ‘fest og god stemning’, hvor ordet “gammen” jo er et gammelt ord for ‘fornøjelse’ eller ‘morskab’, hvorfor udtrykket er lidt dobbelt op på det samme – lidt ligesom ‘fred og ro’.
På trods af min bommert lige netop den eftermiddag var jeg dengang i et langt mere fornøjeligt humør, hvad Liverpool angår, end jeg er i dag. Da jeg tændte for tv’et den dag, et kvarters tid inde i kampen, så jeg et dominerende LFC-hold, der havde sat sig tungt på begivenhederne, og der gik ikke længe, før Luis Díaz sendte os på 1-0 og kort før pausen øgede til 2-0, inden Mo Salah afgjorde løjerne i anden halvleg til slutresultatet 3-0.
I går eftermiddags ville jeg næsten ønske, at jeg igen havde glemt og dermed misset det første kvarters tid, for det var da godt nok noget af en gang hø at være vidne til.
Bagud 2-0 efter et kvarter. Det var jo både sløjt og pinligt, og jeg sad og frygtede en ordentlig basker, en kæmpe lussing, om man vil. Vi virkede slet ikke til at være ankommet.
Vores betingelser var ikke blevet bedre af, at Alexander Isak missede ud med en skade, og at Hugo Ekitiké jo i forvejen er væk i lang, lang tid, ligesom Mohamed Salah jo også var ukampdygtig. Med andre ord: Svært at finde et angreb med pondus, og i stedet blev det til et mix af Dominik Szoboszlai og Florian Wirtz på 9’er/10’er-positionerne, mens Cody Gakpo og Jeremie Frimpong måtte tage sig af kanterne. Jeg ved godt, at det mere oplagte måske havde været at starte med Rio Ngumoha på venstre kant og så sætte Gakpo op øverst, men for mig var det lidt hip som hap, og uagtet hvad så kom man ikke udenom, at det var potensløst, uanset hvordan vores offensiv havde set ud fra kampens begyndelse.
Resten var dog velkendt, omend jeg fortsat undrer mig lidt over, at Andy Robertson – for nu – virker til at have slået Milos Kerkez af holdet. Det er lidt underligt for mig, at Robbo har været andetvalg på venstre back stort set hele sæsonen, men nærmest lige siden det blev bekendtgjort, at han stopper i Liverpool til sommer, så er han startet. Kan nogen gøre mig klogere på den disposition? Jeg ved godt, at “ekspert” Stig Tøfting ved flere lejligheder har nævnt, at han synes, at Robbo er bedre end Milos Kerkez, men nu forholder det sig sådan, at jeg aldrig har set Tøfting være et unikum udi Liverpool og engelsk fodbold generelt. Jeg synes bare, det er lidt mærkværdigt, og det virker som en form for ‘tjeneste’, som Arne Slot gør for Andy Robertson, inden han skal videre – i og med at Kerkez vel ikke ligefrem har spillet sig af, med tanke på en opadgående formkurve, da han indtil for nylig spillede fast.
Når det nu var så velkendt en opstilling set fra midtbanen og nedefter, så vil det være synd at sige, at Liverpool kom ud til dette North-West Derby som toptændte og parate. Vi sejlede jo rundt det første kvarters tid og begik den ene store fejl efter den anden, mens Manchester United bare kørte på med en aggressiv spillestil, hvor det lyste ud af dem, at de frygtelig gerne ville gentage efterårets bedrift på Anfield og endegyldigt sikre sig Champions League-deltagelse i den kommende sæson.
Med en sejr kunne vi være kommet á point med dem og havde dermed selv så godt som sikret os deltagelse i det forjættede land. Men det skulle man ikke tro, målt på hvordan vi startede kampen ud. Inden vi havde fået set os om, var vi bagud med både 1-0 og 2-0 – og jeg sad med den følelse, jeg har siddet med så mange gange i den her sæson, at det her nærmede sig noget, der var pinligt.
Jeg er ikke meget for at rose Man United, men der er alligevel på sin plads at kaste lidt anerkendelse efter dem her i tiden efter, at Michael Carrick overtog managerrollen fra Ruben Amorim i starten af året. Hvis man ser på deres Premier League-kampe siden han røg, så har de siden Carrick tog over nu spillet 14 kampe, sejret i 10 af dem, krydset et par gange og haft blot to nederlag. De har slået Manchester City, Arsenal, Spurs, Aston Villa, Chelsea og nu også Liverpool – så det har ikke været et helt skidt skifte, for at sige det mildt. Det er ganske imponerende arbejde, og man kan sige meget om den lorteklub, men lige her viste de mod og rettidig handleparathed og fik vendt tingene om til deres fordel.
Deres udtryk er blevet langt bedre, og deres trup er efterhånden ret godt sammensat, ligesom Carrick har fået dem til at levere som et hold frem for de tidligere så individuelle præstationer, der skulle redde dem.
Alt imens har vi set et gyngende Liverpool-hold, der i samme periodes 14 kampe har hentet blot syv sejre, to gange uafgjort og hele fem nederlag. Med andre ord: ustabilt som bare pokker! Og det er måske netop forskellen på de to klubber – altså denne stabilitet eller, for Liverpools vedkommende, mangel på samme.
En ting er, at det kommer til udtryk på resultaterne, men det gør det så sandelig også på selve spillet samt på spillernes præstationer.
Tag bare Alexis Mac Allister som et eksempel. Han virker helt off. Da Man United i går gjorde det til 2-0, kan vi da sagtens tale om enorm sløv opdækning fra især Andy Robertson ved indlægget fra Luke Shaw, hvor Bruno Fernandes fik lov til at heade den ind mod Benjamin Šeško, men det var altså Maccas håbløst dårlige aflevering op i banen, der gav United muligheden for at slå kontra. En sådan pasning er fuldstændig uacceptabel. At han også var uheldig ved deres 1-0-scoring, da det var ham, som afrettede afslutningen fra Matheus Cunha, er noget andet – men tag så sejrsmålet fra Kobbie Mainoo: her fik Macca ikke clearet kuglen ordentligt, fordi han stod plantet på flade fødder frem for at være oppe på dupperne og få høvlet kuglen langt ud af feltet. Det er hele min pointe med Mac Allister, der virker som om, han ikke får færdiggjort tingene og i stedet udfører dem halvt – altså når han ikke lige ligger og ømmer sig, som var han Bruno Fernandes, for det skal jeg da love for, at han udfører med masser af energi og saft.
Det er en spiller som ham, som jeg forventer mig et større ansvar fra, når lokummet brænder. Det samme gør sig efterhånden også gældende med Florian Wirtz, som vel efterhånden ikke længere kan betegnes som helt ny. Er der ikke en, der kan lære ham at skyde hårdere, når han skal afslutte? I de helt gamle dage i skolegården sagde man altid, at man “ikke måtte piske”, altså ikke skyde hårdt, og det skal jeg da love for, at Wirtz efterlever, for hans afslutninger bevæger sig jo knap nok ind mod selve målet, når han forsøger sig. Det samme kunne jeg sige om Ryan Gravenberch, og som skrevet flere gange i denne sæson, så er jeg superskuffet over vores midtbane – der med undtagelse af Dominik Szoboszlai har underpræsteret på det groveste.
Man kan så sige, at det har vi jo gjort overalt på banen, og at hverken keeperne, vores forsvar eller vores angreb har noget at lade midtbanen høre for, og alt i alt har det givet en voldsomt ustabil sæson, hvor vi ser ud til kun lige at snige os med ind i næste sæsons Champions League. Det er jo ret meget under vores generelle værdighed som klub, mellemsæson eller ej.
Holdet skal dog have, at man kom noget bedre ud til anden halvleg, og at de sidste 45 minutter blev noget mere opløftende end de første 45. En tidlig reducering – efter foræringen fra netop indskiftede Amad Diallo ved Szoboszlai på en solotur, hvor han mest af alt lignede en mand, der tænkte “fuck it, jeg gør det sgu selv”, da han fandt ud af, at han kun havde Cody Gakpo og Jeremie Frimpong at aflevere til – gav håb om mere, og endnu bedre blev det, da Lammens i et forsøg på udspil spillede den lige hen for fødderne af en, denne gang, skal det trods alt nævnes som noget positivt, hurtigt opfattende Mac Allister, der fandt Szoboszlai, som vandt Gakpo, der med sin scoring nummer 50 for The Reds, kunne udligne.
Nu tænkte man jo ligefrem, at man kunne hente tre point på Old Trafford, og med lidt mere held i sprøjten og en Lammens, der ikke forrygende reddede med fødderne, havde vi da også bragt os på 3-2 ikke så lang tid efter.
Omvendt kunne jeg jo også godt få øje på, at i takt med at tiden gik, overtog værterne igen mere og mere af spillet, og jeg begyndte faktisk endnu engang så småt bare at sidde og vente på, at de bragte sig foran mod slutningen, hvilket selvfølgelig så også skete, da vi endnu engang åbnede op for indlæg og ikke fik afvist. Det er så håbløst at se på – og fortæller alt om, hvor vi står henne som fodboldhold.
Dermed tabte vi back-to-back til Man United for første gang siden 2015/2016-sæsonen, hvilket i sig selv er voldsomt irriterende, særligt fordi jeg inderst inde, selvom der er langt derind, fortsat ikke har en følelse af, at de røde djævle er specielt meget bedre, end vi er – men de kender deres gameplan bedre, end vi gør, og de kender til, hvornår man skal slå til, som de nu har vist i begge kampe i denne sæson.
Jeg er så helt med på, at der var situationer i opgøret, der kunne diskuteres, blandt andet om Šeškos scoring skulle have stået, eller om der var en lillebitte fingerspids med i spillet, og om Fernandes-tacklingen på Szoboszlai skulle have været med en anden farve på kortet end gult, men helt ærligt, det gider jeg bare ikke at beskæftige mig med, for fakta er jo, at vi var det næstbedste hold på banen for gud ved hvilken gang i sæsonen, og det er jo dét, mere end noget andet, der er og bliver vores helt store problem!
Der resterer blot tre kampe – og jeg er træt, virkelig træt, så på en måde ser jeg frem til, at det hele er overstået, så vi kan komme på markedet og hente det ind, der skal hentes ind den kommende sommer.
Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig grusomt over, at vi skippede Caoimhin Kelleher afsted i sommer. Kunne han have været den stabilitet, der er brug for mellem stængerne?
Jeg elsker og især har elsket alt ved Alisson Becker, men er hans dage, med tanke på ikke mindst skadesfrekvens, ved at være talte i Liverpool? Har hans afløser Giorgi Mamardashvili det rette niveau? Det kan vi kun håbe på. Er vi ved at være der, hvor vi skal sige farvel til Alexis Mac Allister, foruden Andy Robertson og Mohamed Salah?
Hvad med Cody Gakpo, har han det rette niveau til mere eller mindre at være fast mand? Er Jeremie Frimpong castet forkert? Hvornår kommer der noget kvalitet – som ikke er en notorisk skadet Joe Gomez – til at presse Ibrahima Konaté (hvis han da ellers overhovedet forlænger) samt måske endda efterhånden også Virgil van Dijk, som jeg bare lige minder om har kontraktudløb om et års tid og i øvrigt fylder 35 år til juli.
Er Ryan Gravenberch virkelig vores bedste bud på en 6’er? Hvad med Curtis Jones? Bliver han? Hvilken rolle skal han spille? Skal vi se at få sendt Federico Chiesa hjem til Italien igen? Hvad kan vi egentlig forvente os af Florian Wirtz og især Alexander Isak – og i hvilken forfatning vender Ekitiké mon tilbage?
Hold nu kæft, mand, hvor er der mange spørgsmålstegn ved den her trup. Noget skal der ske, og det arbejde bør være i gang allerede nu.
I mellemtiden kan jeg bare glæde mig over, at både Aston Villa og Chelsea har tabt endnu mere momentum, end vi selv er ude på dybt vand, selvom det jo er lige før, at klubber som Bournemouth og Brentford presser os mere i kampen om CL-billetter end de to. Tredjesidste kamp er på lørdag hjemme mod Chelsea. En kamp, der død og pine SKAL give tre point, for at vi helt endegyldigt sikrer os CL – og derfra skal sæsonen bare køres i hus uden unødig spænding, når vi skal gæste Villa Park og slutteligt tage imod Brentford hjemme.
Små opløftende, fine sejre over Fulham, Everton og Crystal Palace blev afløst af en svag indsats i en skidt første halvleg på Old Trafford, og det må og skal vi nu finde overskud til at rejse os fra på lørdag.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!