NU MÅ DET IKKE GÅ GALT
Martin Busk er klar med sin Buskelyse efter Liverpools sejr over Crystal Palace.
-
-
-
Martin Busk
26. april 2026, kl. 18:16
-
-
-
Martin Busk
26. april 2026
Nå nå da. Tre sejre i træk i Premier League. Den havde jeg ikke set komme, da jeg efter nederlaget mod Brighton på Amex for en måned siden, skulle sætte ord på: “Vi er nu død og pine nødsaget til at sætte noget sammen i kampene, der venter til april mod Fulham (H), Everton (U) og Crystal Palace (H), hvilket jeg allerede nu ser som tre meget vanskelige udfordringer.”
Det blev da også udfordrende kampe og jeg indrømmer at jeg ikke havde set, at vi stod med fuld pointhøst efter disse tre opgør. Især sejren på HD Stadium mod vores bysbørn var sød, og sidder stadig i mig som et af højdepunkterne i den her mærkelige sæson, fordi det jo er superfedt at slå rivalerne i det 10. minuts tillægstid.
De tre sejre i træk har gjort at vi nu er i stand til at trække vejret igen, i hvert fald i forhold til kampen om de forjættede CL-pladser, hvor både nummer tre, fire og fem kommer med. Efter sejren på Anfield i går over Crystal Palace, har vi nu hele otte point ned til netop Brighton, hvilket dog potentielt kan ryge ned på syv, hvis Brentford i morgen aften slår Manchester United på udebane. Det er - med tanke på fire kampe tilbage - lige før jeg siger, at det næsten ikke kan gå galt, men jeg vil hellere sige, at det ikke MÅ gå galt.
Men hvis opgørene mod Fulham, Everton og Crystal Palace var svære, så er de sidste fire opgaver jo endnu sværere. Man United (U), Chelsea (H), Aston Villa (U) og til sidst Brentford (H). Jeg tør allerede nu godt afsløre at det ender ikke i 12 point. Eller, det er i hvert fald noget jeg har svært ved at tro på for alvor. Men mindre kan også gøre det. På sin vis så bliver det afgørende kampe mod direkte konkurrenter i forhold til hvor vi ender henne og på sin vis tror jeg også det bliver fede kampe med gang i den.
Vi kan “tillade” os at bomme to af de fire kampe og stadig være sikret CL i næste sæson, så jeg er - modsat for en måned siden - noget mere fortrøstningsfuld og positiv nu. De her tre sejre på stribe, de lunede, lad mig bare sige det sådan.
Jeg er helt med på at det ikke har været kønt. Det har det jo ikke været i lang tid. Men jeg er også dødtræt af at læse om at det bliver ved med at være sådan så længe Arne Slot er vores træner. Det bliver aldrig bedre, hvis han fortsætter, vi er det mest uduelige hold på kloden hvis han stadig skal stå i spidsen af vores klub, må jeg forstå.
Jeg er (nok) ikke uenig, jeg frygter lidt det samme, men omvendt har jeg det også sådan her: Kan vi ikke prøve at forholde os til, at det er det der pt. netop er at forholde os til? Det er altså ikke op til os fans at fyre en træner og det er ikke op til os fans at hyre en ny. Det virker som at Arne Slot vil ‘overleve’, hvis han sikrer os CL-deltagelse i sæsonen 2026/2027 - det er hvad vi lige nu, konkret kan se frem imod. Jeg gider ikke at sidde uge efter uge og ærgre mig gul og blå over at Arne Slot er manden i spidsen. Især ikke efter at vi har sejret. Det er der rigeligt af andre fans der gør. Der er fans der nærmest ikke kan trække vejret, så længe Arne Slot er chefen og der er fans der nægter at tænde for TV’et og se Liverpool spille, fordi Slot er på sidelinjen. Det må sgu ikke være sjovt.
Jeg morer mig da heller ikke uge efter uge. Jeg synes da også at Liverpool er forfaldet til af spille en gang pseudo-fodbold, altså noget der ligner noget ægte, men ikke er det. Jeg har også mistet noget tro og noget tillid til min fodboldklub i takt med at denne sæson er skredet frem og præstationerne har været så markant ringe, som de har - men at falde så langt ned, at jeg ikke længere gider at glo på mit hold og min klub, der sætter jeg alligevel min egen grænse. Vi kan jo ikke glæde os over noget som helst så, ikke engang en sejr dybt inde i overtiden mod vores rivaler. Det hele går ud på at finde hullerne i osten og det hele handler om, at vi var heldige, at Arne Slot har ødelagt alt. Men det har han jo ikke. Havde han ødelagt alt, så havde vi været i Chelseas position lige nu, eller Tottenhams, men vi er trods alt nummer fire og er med i kampen om at blive nummer tre. Det er vel ikke vanvittigt dårligt i en “mellemsæson”?
Spillet derimod. Det er dårligt. Det er der, der er betydelig mulighed for at forbedre os. Hvis spillet forbedres, så forbedres de mange dårlige resultater sig også. Det har jeg - som så mange andre - svært ved at se, at Arne Slot er manden der kan sørge for at det sker, men jeg er villig til at give ham en chance i mit eget sind, for det ser alligevel ikke ud til, at der kommer en anden mandag som skal sørge for det.
Vi fans har efterhånden ramt stadiet der hedder at uanset hvad Arne gør eller siger, så er det katastrofalt. Hvis han stiller op med en højre back der ikke er højre back, så er det galt, og det på trods af at Curtis Jones i går vel var noget nær Man of the Match. Havde Jürgen gjort det samme, så havde han været genial. Hvis han vover at stille op med Cody Gakpo, så er det galt og det på trods af at Gakpo har løst de seneste to kampe ganske udmærket. Stiller han op med Mohamed Salah, så er det galt, men det er også galt at han stiller op uden ham, kunne jeg læse i timen inden kickoff mod PSG for nylig. Det er sgu heller ikke nemt at være Slot, og det er efterhånden blevet til lidt af et narrativ, at uanset hvad han vælger, så er det håbløst.
Som sagt, det HAR meget af det virkelig også været. Sæsonen har været lang, vi fans er trætte. Vi er især trætte af at se hvor langsomt og kedeligt Liverpool spiller. Det falder tilbage på Arne Slot, helt afgjort, men min opfordring er alligevel, at vi da skal glæde os over, at tingene ser lysere ud end det gjorde for bare en måned siden.
Et tab af Trent Alexander-Arnold og Luis Diaz. Langvarige skader til Giovanni Leoni, Conor Bradley, Alexander Isak og nu også Hugo Ekitiké, flere skader undervejs til fx. Alisson Becker og Jeremie Frimpong, et Mohamed Salah-drama i kulissen, et Diogo Jota-dødsfald og en integration af fem nye spillere med ret så store prisskilte klistret på sig. Det har jo så heller ikke været en nem sæson, må man bare sige.
To af dem, der i den grad var udpeget til at skulle overtage den offensive del af spillet, nemlig Florian Wirtz og Alexander Isak, har af forskellige årsager, heller ikke slået til.
Den tyske boldekvilibrist Florian Wirtz har bestemt ikke haft en prangende første sæson i engelsk fodbold, hvor tilvænningen har taget tid. Men hans statistikker er altså iblandt de bedste i ligaen. Han ligger faktisk nummer to, når det kommer til at skabe målchancer, og så sent som i går, fandt han stille og roligt, mere ind i kampen undervejs. Man kunne igen se hans præcise pasninger og hans enormt kloge måde at fastholde bolden på, især når han forsøgte at sætte Alexander Isak op i dybden. De to begynder vel så småt at finde hinanden, noget vi også så i en stærk periode midt i sæsonen, hvor deres samspil for alvor begyndte at fungere, inden Isak blev ramt af sin uheldige skade. Vores svenske angriber afsluttede sikkert, ligesom Wirtz gjorde det, hvilket bragte dem begge på måltavlen i går - og for mig er det ret tydelig, at Liverpools offensiv viser tegn på potentiale.
Alligevel mangler vi stadig generelt tempo, mere energi og en større skarphed i de helt afgørende situationer. Mod Palace blev der i lange perioder, og som ofte set i den her sæson, spillet med meget boldbesiddelse, men ofte uden gennembrudskraft. Mange korte afleveringer førte og fører ikke rigtigt nogen vegne, og fremadrettet blev der spillet langsomt og omstændeligt fra den ene zone til den næste. Det har været klassisk os igennem hele sæsonen, og det er her vi har brug for Florian Wirtz i sin bedste udgave, og den udgave, tror jeg stadig vi kommer til at se fra ham i næste sæson.
Var det et endegyldigt farvel til Mohamed Salah i går? Blev han så skadet, at han dermed gik fra banen for sidste gang iført den røde trøje? I flere uger har det stået klart, at tiden nærmer sig, hvor Salah skulle sige farvel til Liverpool og til Anfield, noget vi er mange, der har forsøgt at forberede os på. Nu er det muligvis allerede sket. Da Salah gik i græsset og tog sig til baglåret efter cirka en times spil, lignede det ikke en Salah vi får at se på banen igen. Det er ellers en spiller, der stort set aldrig døjer med skader.
Skadespauser har nærmest ikke været en del af hans LFC-karriere, så da han signalerede, at noget var galt, blev jeg straks bekymret for om det mon var sidste gang vi så ham, fordi han også tog sig god tid ud af banen og klappede ud mod samtlige hjørner af Anfield. Jeg håber inderligt på at det ikke var tilfældet, men det kan meget vel have været hans sidste kamp i den ikoniske røde trøje. En arv, der i den grad står tilbage som noget næsten enestående. Kæmpe legende og nok i top fem over de største nogensinde, helt deroppe ved Dalglish, Rush, Gerrard osv. Puha altså, det gør sgu lidt ondt at tænke på.
Selve kampen - som vel også fortjener et par ord - gav os en rimelig komfortabel sejr over et hold der ellers normalt volder os kæmpe problemer. Vores seneste sejr over dem var i oktober 2024, hvor Diogo Jota sørgede for 1-0 på Selhurst Park. Nuvel, Palace havde ikke meget at spille for, men det har de jo sådan set sjældent, med alle deres solide midterplaceringer år efter år.
Der skulle - selvfølgelig, fristes jeg til at skrive - lige lidt spænding ind, før Wirtz lukkede kampen i seks minutters overtid, da vikarierende og dygtige Freddie Woodman, vores tredjekeeper, gik skadet i græsset, og Daniel Munoz valgte at spille videre og sende kuglen i nettet med tyve minutter tilbage. Jeg er lidt uskarp på hvad jeg mener om den situation. Mig bekendt siger spillets regler, at hvis en keeper er skadet, så skal spillet stoppes, men det skete ikke og så kan jeg jo sådan set godt forstå, at Munoz spillede videre, det tror jeg da også at jeg selv havde gjort. Måske var det usportsligt, måske var det egentlig okay, uagtet hvad, er det trods alt nemmere at forholde sig til, når nu vi vandt kampen.
Woodman havde flere vigtige redninger i første halvleg, og højdepunktet kom, da han med en lynhurtig refleks nede ved jorden fik stoppet forsøget fra Jean-Philippe Mateta. Den aktion satte gang i et lækkert lynhurtigt kontraangreb, som blev afsluttet med, at en anden afgående legende, Andy Robertson - fik scoret et af sine flottere mål i Liverpool-trøjen. Woodman blev på banen og kunne spillere videre trods skaden som han pådrog sig i opspillet til CP’s omdiskuterede scoring og det er nok en kamp, der sandsynligvis vil blive stående i hans - og vores hukommelse, længe. Alisson forventes tilbage på søndag på Old Trafford, men tak til Woodman for at have præsteret flot i næsten 1½ kamp for The Reds. For mig var han indiskutabelt kampens spiller, selvom både Curtis Jones, Andy Robertson og ja selv Alexis Mac Allister, som jeg ellers har været en del efter, spillede en virkelig god kamp.
Nu venter der som nævnt i indledningen, så tre store kampe på stribe, især den på søndag oppe på Old Trafford. Jeg har stadig mareridt over den seneste kamp imod Man United tilbage i midten af oktober og der bør være både drivkraft, ammunition og revanchelyst nok i truppen for at hævne sig, til at det bliver et brag af et opgør mod vores hademodstander nummer et. Kan man ikke få et mesterskab, så kan man i det mindste målrettet gå efter at ende over Manchester United - og en sejr vil give det rette rygstød til det forsøg, så bare fordi CL-pladsen virker til - med de sædvanlige forbehold - at være sikret, så skal den have fuld smadder hos dem og en sejr skal i den grad jagtes! Det MÅ være forventningen!
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!