🏆 NY LODTRÆKNING HVER FREDAG KL. 12:00 — Vind fede Liverpool-præmier – kun for betalende medlemmer!
 
BLIV MEDLEM I DAG - SÅ STØTTER DU FÆLLESSKABET
 
OFFICIELT: IRAOLA ER NY LFC-TRÆNER

Van Dijk jubler efter sejr over Manchester City på Anfield.
 
Foto: Getty Images ©

Lyt til artiklen Kun for medlemmer

NU SKAL RETFÆRDIGHEDEN SKE FYLDEST


Manchester City må og skal dømmes hårdt, hvis Premier League og fodbolden skal bevare sin legitimitet.




Tirsdag blev engelsk fodbold ramt af en vaskeægte bombe, da Premier League kunne offentliggøre den skyldskendelse, som en uafhængig kommission var nået frem til i den historiske og voldsomme sag om massiv snyd og svindel i Manchester City fra 2009 og frem til 2018.

Manchester City blev kendt skyldige i alle anklager.

Nu har vi en kendelse, der sort på hvidt tydeliggør, præcis hvor voldsom svindlen har været.

Reaktionen fra majoriteten af fodboldverdenen har været sømmerlemmende kritik og vrede i retning af Manchester City. Retorikken er uden omsvøb fra alle større fodboldnavne og i snart sagt alle større medier.

Reaktionen fra Manchester City har været total benægtelse og en fortsat ambition om at bevise sin absolutte uskyld, gennem en appel. Det er jo ens ret i et retssamfund.

Så kan man tale om det moralsk uhæderlige og uordentlige i processen, hvor Manchester City aktivt har modarbejdet først UEFA og senere Premier League i alle de år, hvor undersøgelserne af sagerne har stået på. Eller den omstændighed at tonsvis af emails og lækkede dokumenter fra det såkaldte ‘Football Leaks’ tydeliggør svindlen. Man må virkelig være sikre i sin sag, når man afviser det hele.

Og lad os da bare tage den med det samme: Skulle det lykkes Manchester City at vinde en appelsag og blive pure frifundet, fordi at man beviseligt ikke har snydt eller omgået reglerne, så har Premier League spillet totalt fallit.

Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere sandsynligheden af det scenarie, men vil selv læne mig op af det vi har på papir: En klokkeklar skyldskendelse fra en uafhængig kommission, der er ikke efterlader meget tvivl. Kommer en ny dom med en 180 graders vending til Manchester Citys fordel, må man forholde sig til det. Hver ting til sin tid.

Fra Manchester Citys fanskare er man også blevet mødt med en solid portion benægtelse og ‘Men hvad med…’-sammenligninger, bedre kendt som whataboutism.

Det er en meget menneskelig mekanisme at gå i forsvarsposition, når man føler at hele verden vender sig imod en eller nogen man holder af. Det ændrer bare ikke på at man for alvor savner en samlet gruppe af Manchester City-fans, der stiller sig frem og retter deres vrede mod dem der har bragt dem i denne her situation: Ejerne. 

Og man forstår det jo på sin vis godt. For udsigterne til at kunne risikere en tur ned i de lavere rækker eller voldsomme sanktioner der hæmmer alle udsigter til sportslig medvind, virker jo ikke synderligt tillokkende, når man for få år siden stod med den første store Treble siden Manchester Uniteds ditto i 1999. Skulle fansene vende sig imod dem der muliggjorde det? 

Selvom det kan virke let at sidde på den anden side hegnet og kloge sig, så er svaret selvfølgelig ja. Se de konsekvenser det har haft indtil videre, og hvilke man kan ane i horisonten, på bagkant af den uafhængige kommissions foreløbige kendelse.

Det er uroen og usikkerheden, når man ikke ved om stjerner som Erling Haaland er at finde på adressen lige om lidt, eller om det hele bare kollapser.

Skulle jeg have overset de massive fanprotester fra den lyseblå del af Manchester mod den skandaleramte ejerkreds, så vil jeg selvfølgelig anerkende dem med det samme, men jeg har altså endnu til gode at se dem. 

Hvad angår den såkaldte whataboutism blev jeg selv udsat for et af de mere kuriøse tilfælde af slagsen for nylig. Her blev jeg stillet spørgsmålet om Liverpools Champions League-triumf fra 2005 skulle fratages klubben, fordi Jerzy Dudek forlod sin streg lidt for ofte i straffesparkskonkurrencen, der afgjorde den berømte finale mod AC Milan.

Eksemplet blev leveret smådrillende og er i sagens natur helt absurd, men formålet er og var det samme: Afsporing af hvad det hele handler om. 

I øvrigt var det jo så nemt at spørge tilbage om Manchester City egentlig havde i sinde at levere de to point tilbage, som de på uretfærdigvis fik i Manchester-derbyet for nylig, da VAR-dommerne igen klovnede rundt og dermed tillod at kampens eneste scoring stod, trods en kæmpe offside på Enzo Fernandez i situationen.

Jeg mener ikke at det var tilfældet.

Den uafhængige kommissions foreløbige dom fortæller os at Manchester City har bygget et helt utrolig stærkt fundament, men ved at snyde. Det betyder også at selvom Manchester City i de senere år, har fået etableret en sund forretning og stærk sportslig konkurrenceevne - muligvis uden fortsat snyd - så er det hele baseret på en konsekvent omgåelse af de eksisterende regler. 

Sagt med et vanligt glimt i øjet, sammenlignede Redmen Familys chefredaktør, Andreas Brøns Riise, det for et par år siden med at vinde Tour de France efter at have kørt de første 250 kilometer på knallert, inden man trillede de sidste par kilometer på en cykel. 

Manchester Citys sportslige himmelfart har da været imponerende, men har hele vejen haft en bismag af alvorlig tvivl om, hvorvidt det hele har holdt sig indenfor rammerne. Det er derfor der altid har været et “men”, når samtalen faldt på Manchester Citys succes og præstationer.

For at oversætte ‘Duck Test’-klassikeren: Hvis det ligner en and, svømmer som en and, og rapper som en and, så er det nok en and.

Men selvom at alle parter ønsker at farcen snart ender, så bliver det næppe tilfældet. Der er gået storpolitik i sagen, der jo egentlig er et anliggende mellem en fodboldliga og et af dens medlemmer. 

Problemet er bare at fodboldligaen står overfor staten De Forenede Arabiske Emirater. Ikke den lokale boldklub med formand Jørgen og suppleant Henning på anklagebænken. 

Så når den britiske premierminister Andy Burnham kegler rundt i retorikken skyldes det - udover et ualmindelig dårligt politisk boldøje - at der er mere end bare fodbold på spil. Burnham, der tidligere har været borgmester i Manchester og dermed er sovset ind i alle de lokale relationer, skulle have holdt sig 115 kilometer væk fra den sag, så længe den var uafsluttet, men ak.

Og netop sagen når formentlig ikke sin afslutning lige foreløbig. Se bare på de foreløbige presbolde der er sendt afsted fra City-lejren. Det er åben krig.

Sagen er samtidig et gruopvækkende bevis på hvorfor stater aldrig må eje fodboldklubber. 

Hele idéen om at Manchester Citys sponsorer - der er ejet af staten - er uafhængige størrelser, er både grotesk og absurd. Det er næsten en fornærmelse mod alles intellekt at påstå andet. For det er ret beset De Forenede Arabiske Emirater der sidder med sokkedukker på hænderne. 

Manchester Citys ejerkreds kunne sagtens have entreret Premier League i 2008 og sagt: Lad os skabe en fair og ordentlig liga, hvor alle har chancen for at vælte de store klubber af tronen. 

Det kunne have været deres motto, de kunne have samlet støtte fra resten af Premier League-klubberne, de kunne have udfordret det daværende status quo og krævet klare ændringer i regelsættet, så der kunne postes flere penge ind. De kunne have givet det såkaldte røde kartel et par over snuden på ærlig og redelig vis, men gjorde det ikke.

I stedet valgte man en anden vej, der nu har vist sig at være snyd og bedrag.

Det hele sitrer lige nu, for hvis Manchester City igen slipper med et lille rap over nallerne, står Premier League og verdensfodbolden med et gevaldigt problem. Det er hele sportens legitimitet der er på spil i en tidsalder, hvor åbenlys korruption, sportwashing og moralsk fordærv gør det mere og mere svært at nyde den vidunderlige sport.

Det er jo ikke Manchester City-fansene der skal straffes. Det er den nuværende konstruktion som Manchester City hviler på, der skal straffes. Ejerkredsen har forbrudt sig imod enhver form for fairness og har gjort det systematisk. Selvfølgelig har det ingen gang på jord at det forbliver ustraffet.

Lige nu lyder omkvædet flere steder fra, at man aldrig kan tage minderne fra Manchester City. Den sang skal man endelig bare blive ved med at synge. Det var garanteret sjovt så længe det varede. Vi var en masse andre der var næstbedst på banen i perioden, men som i bund og grund blev holdt for nar, fordi man ikke konkurrerede på lige vilkår.

Håbet er at vi snart kan få det endelige bevis for det der altid har været anken, når snakken faldt på Manchester Citys fortræffeligheder: At de ikke havde rent mel i posen.

Manchester City-sagen er en vigtig påmindelse til os alle om, at sportslig succes kan komme med en alt for høj pris - og at sportwashing virker.

Det moralske kompas er så let at slå ud af kurs, når først musikken spiller og pokalerne løftes. Men forbrydelse må ikke betale sig.

Nu er det på tide at Manchester City betaler deres regning og den kan meget vel ende med at blive historisk.  

Og det ville jo i grunden være retfærdigt.





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind
Vind 2x billetter: LFC v Everton – ugens præmie
 
Bliv medlem & vind



Some text some message..