TAK FOR DET HELE, ROBBO OG SALAH
Det er stadig uvirkeligt at Robertson og Salah ikke længere skal være i Liverpool. Søndag er det tid til farvel. Hjertet er fuld af taknemmelighed.
-
-
-
Daniel Sichlau
22. maj 2026, kl. 00:20
-
-
-
Daniel Sichlau
22. maj 2026
Søndag tager Liverpool afsked med to af de helt store i moderne Liverpool-historie: Andy Robertson og Mohamed Salah.
Den upåagtede skotte, hentet for en slik i nedrykkede Hull, og den spændende egypter, der brændte nallerne første gang han prøvede sig af i Premier League, men tog turen igen.
Den sommer i 2017 var der ingen der vidste hvad der ventede os, formentlig heller ikke dem selv. Nu står vi her - 9 år senere - og kan nærmest ikke forestille os et liv uden dem. Nostalgien buldrer afsted, mens man tænker tilbage på Robertson og Salahs største øjeblikke i Liverpool-trøjen.
Måske mere end nogensinde før, har nostalgien rod i sin oprindelige græske betydning, hvor minderne beskrives som en form for smertefulde. For vi er mange der drømmer os tilbage til de bedre tider. Det er svært andet lige for tiden.
Men søndag er det ikke tiden til at svælge i sorg. Tiden er til en vaskeægte hyldest af to vidt forskellige, men helt fantastiske spillere og kulturbærere. Begge blev de legender i egen ret.
Mohamed Salah har naturligvis fyldt mest, men Robertson har mindst lige så meget ære af Liverpools fantastiske år, fra ankomsten i 2017 og frem til sidste sæsons mesterskab. Den kollektive indsats, der oftest havde Salahs fod på som den sidste, bragte Liverpool - den sovende kæmpe - ud af stilstanden.
De seneste ugers krig på ord om Liverpools såkaldte ‘standarder’ har været pinefuld at følge. Ikke fordi at hverken Salah eller Robertson har uret. Tværtimod. Det handler mere om at man bliver bevidst om hvilke kapaciteter og bærende søjler, der rykker videre.
Og så alle de menneskelige aspekter. Robertsons drengede charme, Salahs store smil. Det hele bundet sammen af arbejdsraseriet, disciplinen, dedikationen og den fælles dybe forståelse af den klub de repræsenterede.
Søndag handler det selvfølgelig om at gøre arbejdet færdigt for Liverpool med en kvalifikation til Champions League, men også om at takke to utrolige repræsentanter for Liverpool Football Club.
Og så ta’r vi diskussionen om træneren, sportsdirektionen, transfervinduet, kontrakterne og skaderne, bagefter.
På søndag skal vi tillade os selv at kravle helt ind i det mentale arkiv og finde alle de skønne stunder frem. Hvis det ikke var dér at det hele skulle få frit løb, hvornår da?
Det er nemlig hele pointen med det at være fan: At nyde de gode tider, mindes de gode tider, håbe på de gode tider og takke for de gode tider. De dårlige tider skal jo nok komme og agere trist mellemlægspapir fra tid til anden. Name of the Game.
Klopp sagde det så rammende engang: “Det er ikke så vigtigt hvad folk tænker om dig, når du kommer. Det er vigtigere hvad folk tænker om dig, når du går.”
Og hvad tænker vi så om Salah og Robertson her på tærsklen til weekenden, hvor de trækker Liverpool-trøjen over hovedet for sidste gang?
Forhåbentlig tænker vi på hvor lykkelige vi er over at den upåagtede skotte og den spændende egypter, blev en del af vores klub, tog den til sig og gav alt hvad de havde.
Sikke nogle år vi fik sammen. Glæden fylder meget, taknemmeligheden fylder mest.
Tak for det hele gutter. I bliver fandme savnet.
You’ll Never Walk Alone
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!