TAK FOR EN LANG SÆSON
XXXXXX
-
-
-
Martin Busk
26. maj 2026, kl. 00:46
-
-
-
Martin Busk
26. maj 2026
Endelig! Endelig kom dagen, hvor sæsonen sluttede.
Endelig kan Liverpool FC nulstilles. Endelig kan vi (snart igen) trække vejret efter en sæson fyldt med skuffelser, formdyk og spørgsmål, der blev ved med at vende tilbage uge efter uge.
Endelig kan spillerne få lidt luft, vi fans kan finde lidt ro midt i uroen, og klubben kan - måske - begynde at samle stumperne op efter mange måneder fyldt med skuffelser.
Endelig er der sat punktum for en sæson, der alt for ofte føltes langt mere tung end håbefuld.
Endelig er der sat punktum for en sæson, hvor intet hang sammen. For kampene, hvor intet klikkede. For defensiven, der vaklede. For offensiven, der gik i stå. For presspillet der forsvandt. For de uendelige diskussioner om skader, formdyk og manglende stabilitet og kontinuitet.
Endelig bliver der mulighed for at kigge fremad i stedet for tilbage. Det sker nok ikke lige i dag, nok heller ikke lige i morgen, men snart. Snart kan vi overskue en ny sæson, altså i hvert fald når efterklangen fra den, der blev overstået i går, lige har lagt sig.
For nogle sæsoner husker man for triumferne. Andre husker man mest for lettelsen, da de sluttede. Vi har alle glædet os til, at denne sæson skulle slutte.
Arne Slot overtog efter en Jürgen Klopp-æra, der altid ville være umulig at kopiere. Efter et mesterskab nummer 20 for et år siden kom hele denne sæson til at føles som en klub fanget mellem fortid og fremtid, hvor massiv kritik voksede, hvor resultaterne svigtede, hvor rytmen forsvandt, og hvor usikkerheden bredte sig omkring spillestil, tro og retning.
Endelig handler det ikke længere om at overleve sæsonen. Nu handler det om, hvad der kommer efter den. For videre skal vi. Ikke i dag, ikke i morgen, men snart.
Fodboldmæssigt og resultatmæssigt gik det som det plejer. 1-1 på hjemmebane mod Brentford. Hurra for kvalifikation via en 5. plads til Champions League i 2026-2027. Knap så meget hurra for alt andet.
Vi formåede ikke at vinde en fodboldkamp i maj måned. En afsluttende måned hvor man ellers kunne argumentere for, at flere ting skulle sidde i skabet, og at en klub med Liverpools størrelse burde have sat tingene bare nogenlunde på plads. I stedet endte vi på femtepladsen, hele fem point efter Aston Villa og hele 11 point efter Man United. Det er jo fucking pinligt. En femteplads der kun giver adgang til Champions League grundet European Performance Spots, hvor to ekstra pladser tildeles til de to ligaer, der klarer sig bedst i Europa i samme sæson.
For bare tre somre siden blev vi også nummer 5. Det var også pinligt. Hvad værre var, at dengang endte det i torsdagsbold. Her var det Newcastle, der havde en “Aston Villa-sæson” og tog den samlede 4. plads. Dengang endte vi med 67 point mod 60 i denne. Dengang scorede vi 75 mål mod blot 63 i denne. Dengang havde vi dog stadig en bedre defensiv end i denne, hvor vi blot lukkede 47 mål ind mod hele 53 i denne. Sæsonen efter rejste vi os delvist med en 3. plads og et tydeligt forbedret udtryk, som Arne Slot så profiterede af i sidste sæson.
Jeg har sværere ved at få øje på, at det er muligt at rejse os efter denne her, hvis stilen, vi har lagt for dagen, fortsætter. For mig er forskellen nok, at Jürgen Klopp altid formåede at tænke nyt og dermed forbedre sæsoner, der var knap så gode. Det er jeg i dén grad i tvivl om, om Arne Slot formår. Jeg tænker ikke umiddelbart, at Etienne Reijnen kan blive en løsning ud i progressionen. Han bliver i flere engelske og hollandske medier omtalt som en stærk kandidat til at blive ny assistenttræner under Arne Slot med baggrund i, at han er tidligere Feyenoord-assistent, kender Slots spillestil og system godt og har arbejdet tæt sammen med ham.
Hvis Reijnen signer, jamen så er det jo så afgjort, hvilket ikke er nogen overraskelse, at Arne Slot får lov til at fortsætte. Med andre ord: I bedste velkendte Liverpool-stil får Slot en ny chance for at (be)vise sit værd. Jeg tror, det er det, vi som fans, hvad end vi bryder os om det eller ej, bliver nødt til at forholde os til.
Det bliver utvivlsomt en svær virkelighed at deale med og en meget stor udfordring for de fleste af os fans. Selv MIN hjerne er stået af omkring Arne Slot. Men jeg kan heller ikke overskue at gå negativt ind til en spritny sæson med en nej-hat på hovedet.
Jeg vil personligt derfor bruge sommeren til at nulstille min negative energi overfor Slot og give ham en ny chance på den anden side, hvor end jeg ikke ønsker det. Denne sæson har været mega lang, men den nye bliver kun endnu længere, hvis jeg starter ud med at være sur. Who knows, måske han overrasker os alle. Haha.
Selve kampen mod Brentford blev på ingen måde smuk, men alligevel står noget smukt tilbage fra kampen. Det var smukt at se og høre Anfields applaus til Caoimhin Kelleher og Jordan Henderson, der begge var tilbage for første gang siden de forlod os. Det var dog endnu mere smukt at sige farvel og tak for denne gang til Andy Robertson og Mohamed Salah.
Jeg vil ikke sige, at jeg tudbrølede, da Salah forlod banen i det 74. minut, men tårerne fik frit løb, må jeg indrømme. Det gjorde ondt på mig, men det var også smukt. Jeg har sidenhen set debat om, at han blev skiftet ud så tidligt, og det ikke var i orden. Jeg er sgu ligeglad, for Salah spillede lidt som han har haft for vane i denne sæson, nemlig ikke specielt godt. Tænk sig, at det kan gå hen og blive til en debat, det fortæller vist alt om, hvor anstrengt fans har det med Arne Slot. Men jeg græd, fordi jeg tænkte tilbage på de sidste 9 fulde sæsoner siden egypteren skrev under og skiftede pr. 1. juli 2017.
Hvilke 9 sæsoner det har været. Med i går rundede han 442 officielle optrædender for The Reds. Med i går qua sit oplæg til Curtis Jones’ 1-0 scoring rundede han sin assist nummer 120 og nummer 93 i Premier League, hvilket, symptomatisk for Salahs tid i LFC, gjorde, at han i sin allersidste kamp selvfølgelig lige nappede endnu en rekord, da han overgik Steven Gerrards med flest assists for Liverpool i PL. Sidst men ikke mindst: Vanvittige 257 mål i løbet af 442 kampe. Det er jo unikt og enestående! Det er jo en helt særlig og kæmpe bedrift. Den egyptiske konge har haft en vild, gigantisk betydning for Liverpool. Det ændrer en svag sæson med blot 10 assists og 12 mål ikke på. Det sidste fortæller dog, at det måske er meget godt, at han nu - i en alder af 33 år - skal videre. Det ændrer dog ikke på, hvor fantastisk han har været for os. Han har overgået alle forventninger, som det “røverkøb” han var, da han ankom fra AS Roma. Jeg ønsker ham alt det bedste fremover og sender ham uendelig kærlighed i resten af mit liv.
Det samme gælder for Andy Robertson. Her trillede tårerne ikke, da han lod sig udskifte efter 83 minutter. Her smilede jeg bare. Jeg smilede lykkeligt med bankende hjerte. For helvede mand, Robbo, din dejlige dreng!
Robertson ankom ligesom Salah også i sommeren 2017. De to har fulgtes ad i tykt og tyndt. Jeg vil heller aldrig glemme ham! Et skæppeskønt skotsk menneske med et fantastisk bidrag til trup, klub og fans. En kæmpe udstråling, en kæmpe passion for trøjen. Hele 69 gange (heraf 56 i PL) har han i sine 378 kampe for The Reds fra sin position som venstre back haft næstsidste fod på noget, der blev forvandlet til mål. På den måde blev han også - som Salah - en slags rekordernes mester. Han er blevet 32 år og har velsagtens stadig to-tre gode sæsoner i sig endnu. Jeg vil komme til at savne alt ved Robbo, ikke mindst hans humør og evne til altid at give hele sin sjæl inde på banen.
Det hævdes for begges vedkommende, at deres afgang fra Liverpool skyldes Arne Slot. Det synes jeg er at skyde over mål. Jeg tror faktisk, det er fint, at man skal videre. Jeg vil aldrig glemme dem. De har jo begge haft den vildeste Liverpool-karriere, og jeg er ovenud taknemmelig for dem begge. Jeg er vildt lykkelig for, at have fået lov til at stifte bekendtskab med to så stærke kapaciteter i så mange sæsoner, og de vil altid stå tilbage som to kæmpe legender.
Tak, Mo. Tak, Andy! Kæmpe held og lykke til jer fremover uanset hvor I må havne henne. Tak til jer begge! 
De næste, vi skal tage afsted med af kæmpestore legender fra den efterhånden fjerne tid med Jürgen Klopp, bliver Alisson Becker og Virgil van Dijk. Begges kontrakter udløber næste sommer. Det bliver lige så slemt at sige farvel til de to, som det gjorde i går til Robbo og Salah. Ingen tvivl om det. Jeg har umådelig svært ved at få øje på en Liverpool-hverdag især uden Virgil van Dijk. Han har lige overstået en sæson, hvor han har spillet 55 kampe og spillede fuld tid i samtlige 38 Premier League-kampe i en alder af 34 år. Han satte på trods af alt ny scoringsrekord med hele 8 mål for en sæson. Det tætteste han var på det tal var i 18/19-sæsonen, hvor han scorede 6 gange. Jeg vil vove den påstand, at selvom han end ikke var i nærheden af at spille sin bedste sæson i trøjen, så havde tingene sejlet endnu mere, hvis ikke han havde været til rådighed.
Af samme årsag vælger jeg at pege på Virgil som vores næstbedste spiller efter Dominik Szoboszlai i en sæson, hvor det ellers er helt ekstremt svært at finde frem til, hvem der har været den næstbedst præsterende LFC-spiller. Det siger vel generelt en del om van Dijks tårnhøje niveau, at han alligevel kan få den stemme fra mig, for jeg synes ikke, han har været specielt god.
Szoboszlai er - med afstand - den spiller, ja vel faktisk nærmest den eneste spiller, der har haft en sæson, der overgår “godkendt”. Resten har vel nærmest haft en sæson “under godkendt”. Skal jeg pege på andre spillere, hvis sæson jeg lige kan gå med til at godkende, så må det blive Curtis Jones, Milos Kerkez, Rio Ngumoha og Hugo Ekitiké. Alle øvrige spillere i truppen vil jeg betegne som havende haft en sæson enten “under middel” eller “langt under middel”. Det siger også det hele. Alligevel peger jeg på Virgil van Dijk som næstbedst. Det siger således også det hele.
Det er noget, vi sagtens kan diskutere, og jeg er ikke fastlåst. Alisson Becker er et godt eksempel på en spiller, man sagtens kan argumentere for også har gjort det godt. Han er jo stadig en fremragende keeper. Hans åbenlyse problem - og dermed også Liverpools åbenlyse problem - er bare, at han alt for mange gange igen har været ukampdygtig. Kun 35 gange har han spillet i denne her sæson. Det er efterhånden et gennemgående billede. Det var den tredje sæson i træk, hvor han ikke stod mere end 35 gange (32, 35 og 35). Det er et problem, for Liverpool har brug for kontinuiteten. Jeg håber, han rammer et godt VM for Brasilien og får en stærk sidste sæson i møde for os.
Nu begynder Silly Season snart. Så starter det op med rygter om alle mulige nye spillere. Arne Slot fik - mere eller mindre - hvad han pegede på sidste sommer, og flere af disse har vi endnu til gode at se for alvor folde sig ud. Måske det kommer. Måske bliver det en stor næste sæson for Jeremie Frimpong, Florian Wirtz og Alexander Isak. Måske - og ikke mindst forhåbentligt - er det for tidligt at fælde dom over dem. De er jo utvivlsomt enormt dygtige, men det er - med tanke på de prisskilte og den værdi de render rundt med, også nu, som fra i august måned, at de for alvor skal vise deres værd.
Andy Robertson og Mohamed Salah forlader os. Det bliver formentlig også til en afsked med Federico Chiesa, foruden dem der pt. er måske’er der også forlader os. Det kan være Joe Gomez og Wataru Endo, der begge vil søge spilletid andetsteds. Det kan være Ibrahima Konaté, som ved udgangen af næste måned har kontraktudløb, og hvor intet - på forunderlig vis - endnu er på plads. Ja, det kan sågar være Curtis Jones, der alligevel har udløb næste sommer.
Der skal åbenlyst erstatninger ind for dem, der nu stopper. Især skal der for Salah en kvalitetsspiller ind. Der er også nødt til at ske noget i vores centerforsvar, også selvom Jérémy Jacquet er på plads - og så holder jeg stadig i, at Ryan Gravenberch og Alexis Mac Allister i enorm høj grad trænger til hårdkogt konkurrence inde centralt.
Jeg er helt med på, at mange mener, at det ikke er løsningen ovenpå sidste sommer at gå ud og købe endnu flere nye, men for mig handler det også om truppens bredde og kvalitet samt behov - og hvor der var behov offensivt sidste sommer, er der sgu et kæmpe behov defensivt denne sommer.
Der er i bund og grund altid behov for forstærkninger, men det handler om de rette, og så handler det om at polstre sig, polstre sig til fremtiden og ikke bare med henblik på nutiden. Jeg forventer derfor en “aktiv sommer” fra en sportsligt fraværende ledelse som (mod)svar på vores mange frustrationer fra denne sæson.
For 9 år siden ankom Robertson og Salah.
For 9 år siden, nærmere bestemt den 12. august 2017, samme dag som Liverpools sæsonpremiere mod Watford i en kamp der endte 3-3 på Vicarage Road, hvor trioen Sadio Mané, Roberto Firmino og Mohamed Salah scorede, men hvor Watford udlignede i 3 minutters overtid, startede jeg denne “Buskelyse”.
De blev startet med det formål, at jeg efter hver kamp kunne få luft, få lukket en kamp ned og komme videre til ikke bare den næste kamp, men også komme videre i mit liv.
Afslutningsvis vil jeg takke af for min niende fulde sæson, hvor du måske har læst (lidt) med. Modsat en skotte og en egypter så smutter jeg ingen vegne. Jeg elsker et godt jubilæum, og jeg vil derfor - når jeg har pustet ud og ladet lidt op - glæde mig til at tage hul på mit år 10 med at analysere på mit elskede Liverpool. Det handler for mig om “i tykt og tyndt”, “i medgang og modgang” eller blot “det sure med det søde”, om man vil.
For selv når støjen er allermest højlydt, selv når svarene er få, så er det stadig her, det for mig giver mening at vende tilbage. Ikke fordi det altid er smukt, men fordi det altid er et levende og aktuelt billede. Liverpool er ikke KUN resultater og tabeller, det er en rytme, en uro, en tro på, at næste kamp kan forklare den forrige. Måske er det netop derfor, det bliver ved med at trække mig tilbage; fordi det aldrig står stille længe nok til at blive helt ligegyldigt.
Så vi ses igen på den anden side af sommeren. I vores genopbygning, i vores tvivl, i vores håb og i alt det, der ligger mellem linjerne, når bolden ruller på ny.
God sommer! YNWA 
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!