OFFICIELT: IRAOLA ER NY LFC-TRÆNER
BOSS NIGHT ODENSE: 27/28. FEB 2027
Billetsalget er åbent: Køb billetter her!
 

Liverpool
 
Foto: Getty Images ©

BUSKELYSEN

URETFÆRDIGHED I HEKSEKEDLEN


Martin Busk er tilbage efter landskampspausen. Her er Buskelysen!



“… for all of your stars are fading away”, “You know what you are, you cheating bastards” og “… and after all you really robbed us all” med slet skjult reference i et par af tilfældene, til Oasis-hits!

Ja! Den stod i den grad på buh-råb og had fra tribunerne, da skyldige Manchester City sent søndag eftermiddag entrerede græstæppet på Anfield.

Det skyldtes selvfølgelig de seneste mange års rivalisering om trofæer mellem de to klubber, men det skyldtes i sagens natur mindst lige så meget, at City har snydt sig til mesterskaber i 2012, 2014 og 2018, og man kan vel strengt taget også argumentere for, at de fem yderligere mesterskaber, de har hentet sidenhen, beror på, at de (tidligere) snød.

I februar 2023 anklagede Premier League nemlig Manchester City for 115 mulige brud på ligaens økonomiske regler gennem en periode på næsten ti år fra sæsonen 2009/2010 til sæsonen 2017/2018.

Sagen handler grundlæggende om, hvorvidt City har givet PL korrekte oplysninger om sin økonomi, sine sponsorindtægter, betalinger samt om dens evne til at samarbejde med ligaens undersøgelser. Premier League fremlagde så 115 anklagepunkter, som dækkede fem hovedområder, nemlig 1) urigtige økonomiske oplysninger, 2) skjulte betalinger til spillere og trænere, 3) brud på UEFA’s økonomiske regler, 4) brud på Premier Leagues regler om økonomisk bæredygtighed samt 5) manglende samarbejde i forbindelse med selve undersøgelsen.

For små 14 dage siden offentliggjorde en uafhængigt nedsat kommission så sin afgørelse, og her blev Manchester City fundet skyldig i de alvorlige økonomiske regelbrud.

Det centrale i sagen er, at kommissionen fandt, at klubben havde brugt såkaldte proforma-sponsoraftaler til at fremstille økonomien mere fordelagtigt, end den reelt var. Ifølge afgørelsen var sponsorindtægter med forbindelse til Abu Dhabi med til at skjule, hvor stor en del af finansieringen der reelt kom fra klubbens ejerkreds. Kommissionen mener også, at City havde indsendt urigtige regnskabsoplysninger og skjult det reelle økonomiske billede for revisorer og fodboldmyndigheder. Desuden blev de fundet skyldige i brud på de relevante økonomiske regler om forbrug og bæredygtighed. Af de fire anklager om manglende samarbejde med Premier Leagues undersøgelse blev tre af dem opretholdt, mens en enkelt af dem ikke blev bevist. Det er altså dermed bare denne ene anklage om manglende samarbejde, der ikke førte til en skyldkendelse, og ikke et af de centrale økonomiske anklagepunkter.

Derfor omtales sagen som 114 ud af 115 punkter, selv om anklagerne dækker flere forskellige typer af regelbrud.

Manchester City har selvfølgelig afvist at have gjort noget forkert og fastholder, at klubben har dokumentation for sin uskyld.

Klubben har efterfølgende indgivet en appel og anfægter kommissionens afgørelse. Det betyder, at sagen ikke er afsluttet, selvom den første afgørelse er faldet. Næste skridt er nu, at appelprocessen skal behandle Citys indsigelser mod afgørelsen. Ifølge de gældende regler skal en appelhøring afholdes inden for 12 uger efter indgivelsen, og en afgørelse ventes inden for 30 dage efter høringens afslutning.

En strafudmåling er et separat spørgsmål, og der er endnu ikke offentliggjort en endelig sanktion. Mulige konsekvenser kan være en stor bøde, pointfradrag eller i yderste konsekvens udelukkelse fra Premier League. En udelukkelse vil dog kræve en særlig afstemning blandt ligaens klubber, hvor 15 af de øvrige 19 klubber ifølge de rapporterede regler skal stemme for. Der er derfor endnu ingen sikkerhed for, om City mister point, bliver fratrukket titler eller bliver tvunget ud af ligaen.

Det afgørende bliver både udfaldet af appellen og den efterfølgende afgørelse om sanktioner. Kort sagt: Man City er blevet kendt skyldig i de alvorlige økonomiske anklager, en enkelt anklage om manglende samarbejde blev ikke bevist, og nu venter så den juridiske kamp om appellen og straffen.

I min verden bør straffen blive hård. Hvis ikke der er enighed om at smide dem ud af Premier League, så skal de som minimum starte ud med minus 114 point i næste sæson [indsæt selv passende emoji]

Nå! Til selve kampen! Det var sgu sådan, det skulle være! Endelig et ultratændt Anfield fra kampens begyndelse. Suk, hvor har det været savnet. Gid det dog altid var sådan og ikke bare til de her store 17.30-kampe om søndagene. Det ville klæde samtlige af dem, der mødte frem i går, at gentage den bedrift ude fra lægterne, når Brighton er det næste hold, der kommer på besøg i en Premier League-hjemmekamp. Det sker desværre nok bare ikke, hvilket jo er umådeligt trist, fordi man netop med gårsdagens volumen og høje decibel virkelig bliver mindet om, hvor vigtig The Kop og resten af tribunerne kan være.

Jeg var spændt på, hvordan Manchester City-spillerne ville tage stemningen. Man kan jo sagtens argumentere for, at alt det, som klubben er kendt skyldig for, ikke har noget med dem at gøre, og at de jo dermed frit ville kunne spille den fodbold, som de er så dygtige til. Men det kan - et eller andet sted - ikke undgå at gøre indtryk alligevel. Ellers skal man da være lavet af sten.

Omvendt kan man netop ikke pille ved de helt særlige evner og kompetencer, som enhver af os kan få øje på, at alle spillere på det hold besidder. Det gjorde så også, at da de først havde fundet fodfæste i den ellers hektiske start med et ordentligt tryk fra såvel Liverpools spillere som fra tribunerne, så fik de arbejdet sig ganske godt ind i opgøret og sluttede jo faktisk første halvleg bedst af med mest boldbesiddelse og flere optræk til farlige situationer i forhold til, hvad vi selv evnede oppe i den anden ende.

Jeg var også spændt på at se, hvordan vi selv ville gribe det hele an uden hverken Dominik Szoboszlai, Cody Gakpo og Alexander Isak, som alle var ude efter de fire landskampe, de var udtaget til. Bittert, at nationale optrædener skal forårsage, at de ikke kunne spille, men det er jo en præmis, og det var nu engang tilfældet for 19 ud af de 22 startende på banen i gårsdagens kamp.

Kampen kan nemt deles op i en før og efter det røde kort til Ryan Gravenberch. Det skal den også. For frem til så var Liverpool altså ganske godt med. På mange parametre var vi, især med det manglende materiale taget i betragtning, egentlig også bedst, synes jeg.

Især i starten af anden halvleg blev vi farlige med en del afslutninger og hjørnespark til følge, og i flere sekvenser bølgede det ned mod The Kop som i de gode gamle Jürgen Klopp-dage, men desværre manglede effektiviteten i de afgørende momenter.

I den første time fik vi også et svar, der hidtil har stået lidt hen i det uvisse. Victor Muñoz er den bedste mand til vores højre kant. I hvert fald som det ser ud lige nu. Han er livlig, bevægelig, opportunistisk og har masser af gå-på-mod. Lad bare ham få en række starter derude fra, så tror jeg, vi får løsningen på et problem, der ikke er blevet adresseret efter Mohamed Salahs afgang. Måske ikke en varig løsning, men dog en aktuel løsning.

Det samme kan man ikke sige om Bradley Barcola på den modsatte side. Han var vel alt det modsatte af Muñoz. Når han kom på bolden, trådte han på den, spillede den bagud eller til siden i stedet for at forsøge sig med sine driblinger og sin fart, og det var altså ikke, fordi han ikke fik pladsen til det af Matheus Nunes. Han lod meget tilbage at ønske oven på perioden med landskampe for Frankrig, hvor han blot startede i to ud af de fire opgør. Det er stadig tidligt på sæsonen, og det er early days i Liverpool for rekordindkøbet, så selvom jeg var skuffet over hans præstation i går, så er det selvfølgelig alt alt for tidligt at dømme ham ude.

Anderledes står det til med Florian Wirtz. Han runder snart 60 kampe i den røde trøje, og det er mere og mere undervældende, det, han præsterer. I går var det også galt med noget så simpelt som tæmninger og boldkontrol. Mit bud er, at havde Szoboszlai været klar, så var Wirtz blevet henvist til bænken. Det var han så ikke, og så må minimumsforventningen altså være, at han er i stand til, blottet for selvtillid eller ej, at indgå i kombinationsspillet, men ikke mindst at kontrollere de mange bolde, han får i fødderne. Det var helt til hest igen i går, og jeg er mere og mere bekymret for hans fremtid i klubben, det må jeg bare sige.

Szoboszlais afløser blev så Ryan Gravenberch, og hold da op for et comeback i den røde trøje af den 24-årige hollænder, der mistede den stamplads, han ellers har siddet så solidt på, efter kampen oppe på St. James’ Park i starten af sæsonen. Gravenberch spillede fremragende i den time, han nåede at få, inden dommer Chris Kavanagh syntes, at nu havde han set nok fra ham. Hans velkendte drive med bolden, trods sine lange lemmer, og gennembrud på stribe, hvor han var med til at skabe farlige situationer omkring sig. Dejligt at se ham tilbage i det gear.

Det var helt og aldeles vanvittigt at uddele endnu et gult kort på baggrund af den tackling, han satte ind i duellen med Jeremy Doku. Det var altså et af de mest sløje gule kort nummer to til en spiller i en kamp, som jeg kan erindre at have set. Megasynd for Gravenberch og synd for Liverpool, som jeg ellers lige indtil da sad og var meget opløftet over.

Desværre blev vi sat eftertrykkeligt skakmat efter lige godt den times spil. Først en stor Erling Haaland-chance lige forbi stolpen, dernæst det røde kort til Gravenberch, en lynhurtig scoring bare et par minutter efter, mens vi stadig var i gang med at justere, og så punktummet, da indskiftede Jeremy Doku krøllede kuglen op i hjørnet yderligere et par minutter efter.

Tak til Chris Kavanaghs endnu engang kontroversielle linje, der efterhånden tæller mange ‘fine’ meritter, såsom Rodris hånd på bolden mod Everton i 2022, hvor der ikke var straffespark, og hvor PGMOL senere var ude at undskylde, som Martin Ødegaards hånd på bolden mod os i 2023, hvor der heller ikke var straffespark, men hvor Howard Webb senere var ude at indrømme, at det var en fejl, som i 2024, hvor John Stones kunne sende City sent i front mod Wolves, selvom Bernardo Silva stod i en klokkeklar og strafbar offside inde ved keeperen, eller som sidste år, hvor vi fik annulleret vores scoring af Virgil van Dijk, hvor medlemmerne i det uafhængige Premier League-panel efterfølgende var ude at sige, at det skulle have været godkendt.

Hold nu op, mand! Man må bare undre sig over, at en mand med de fejl i bagagen - for ikke at nævne, at han også er født i Greater Manchester - igen får æren af at dømme lige netop det opgør.

Kunne Liverpool have responderet bedre på udvisningen? Ja, det kunne de vel godt, men jeg vælger her at tage spillerne i forsvar. Når en klasse-modstander som City jo er, selvom de ikke burde være der, og man indkasserer så hurtigt efter at være blevet reduceret til ti mand via verdens vel nok bedste og farligste afslutter, ja, så er der jo ikke ret meget at stille op. Det vil bare komme til at koste mod så effektive og dygtige spillere, og selvom 0-3 lyder voldsomt, så er jeg, på sin vis, ganske stolt af mit hold, der med 11 mod 11 bød City op til dans, og jeg er temmelig sikker på, at det lige så godt kunne have været os, der havde trukket det længste strå, havde Kavanagh givet os lov …

Jeg fik også den der følelse af ligegyldighed efter det røde kort. Hvor jeg ved 0-0 var oppe at ringe dels over det gode spil, men også over den hidsige stemning og følelsen af, at vi skulle gøre det af med dem, der har snydt os (og mange andre), så blev den forvandlet til en følelse af at være ligeglad. Ligeglad, fordi Manchester City jo i bund og grund slet ikke burde have været vores modstander i går. Det værste er næsten, at nu skal alle klubber gå rundt i en form for limbo, indtil de formentlig taber deres appel, og så skal vi yderligere afvente selve strafudmålingen.

Men jeg vælger at tage det gode fra kampen med mig videre. Jeg synes, jeg ser nogle tegn på Andoni Iraola-fodbold, hvor det er meget mere direkte, end det var tilfældet under Arne Slot, og så ser jeg faktisk også et Liverpool-hold, der er blevet dygtigere i spillet uden bold, bedst bevist ved, at vi havde holdt buret rent i PL i mere end tre en halv kamp, indtil Gravenberch så desværre røg ud i går.

Der er dog også brug for progressionen, for modstanderne kommer på stribe fra nu af. Allerede i overmorgen venter LASK Linz, denne gang heldigvis i Champions League og ikke som for tre år siden, hvor vi mødte dem i Europa League. Den kamp skal selvfølgelig give os en sejr og dermed et solidt rygstød til den svære udekamp på Community Stadium hos Brentford på lørdag eftermiddag - og hvis Chris Kavanagh udpeges som dommer, som han heldigvis næppe gør, så kan det da godt tænkes, at vi har en ganske fin chance for at bevise os og komme fra London med en sejr.





KUNNE DU LIDE
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
SÅ KAN VI LAVE
MERE I FREMTIDEN!

VIND LIVERPOOL-BILLETTER - HVER MÅNED!




Headline is here and everything

Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer
Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer Hej med jer

Log ind
Vind 1x 2026/27 LFC 3. trøje – ugens præmie
 
Bliv medlem & vind



Some text some message..