ER ANFIELD-MAGIEN VÆK?
Liverpool har sjældent haft så meget brug for den berømte Anfield-atmosfære, som når et nederlag på udebane til Galatasaray i morgen aften skal vendes til avancement i Champions League. Der er bare ét problem: Liverpools hjemmebane har været alt andet end magisk i denne sæson.
-
-
-
Malthe Bregnhøj Nielsen
17. marts 2026, kl. 12:12
-
-
-
Malthe Bregnhøj Nielsen
17. marts 2026
Det er næppe gået nogens næse forbi, at 25/26 næppe bliver Liverpools helt store sæson. Og blandt fans både på sociale medier og i min omganskreds begynder pilen så småt at pege samme sted hen: På Arne Slot.
Er hollænderen den rigtige mand til at føre Liverpool ind i sæsonen 26/27? Det er det spørgsmål, der i stigende grad stilles og forsøgt besvaret med fokus på resultater, spillestil og evnen til at få det bedste ud af spillerne. Men ét problem er efter min mening fløjet lidt under radaren - nemlig formen hjemme på Anfield.
Der er sket et markant fald i vores hjemmebaneform fra tiderne under Klopp, som i alle sæsoner foruden den famøse 20/21-sæson, hvor Ozan Kabak, Nat Phillips og Rhys Williams grundet skader måtte udgøre vores roterende centerback-duo, har formået at levere nærmest perfekte hjemmebanerekorder.
Tilbage i december 2023 skrev jeg en artikel for Redmen Family, hvor jeg udlagde, hvad der gør Anfield til en speciel hjemmebane – ja, hvorfor det faktisk er den bedste hjemmebane i verden. En af de centrale pointer var det fællesskab, som Klopp faciliterede.
Han gav os en vilje til at tro på noget, og det var nøglen til at forvandle Anfield tilbage til et fort, hvor modstandere har haft det så svært. Før denne sæson var jeg så selvsikker, at jeg sagde til mig selv, at uanset hvilken form vi er i, og hvem vi møder, så forudsiger jeg en Liverpool-sejr hver eneste gang, vi spiller hjemme. Men nu står jeg tilbage med et tomt pintglas og en flad fornemmelse.
Og netop som vi har allermest brug for den berømte Anfield-atmosfære, når et nederlag på udebane til Galatasaray i morgen aften skal vendes til avancement i Champions League, synes spørgsmålet desværre mere præsent en nogensinde: Er vi ved at se afviklingen af Anfield som et fort?
Statistikkerne taler for sig selv
Hvis vi dykker lidt ned i tallene, træder den bekymrende tendens tydeligt frem. I Premier League får Liverpool 1,85 point per kamp på hjemmebane og 1,5 point per kamp på udebane. Stadig bedst på hjemmebane, det manglede også bare, men det tåler ingen sammenligning med tidligere sæsoner.
I Klopps værste fulde sæson i spidsen for Liverpool, nemlig 22/23, sluttede vi nummer 5. Den sæson og den nuværende føles meget ens. En række dumme pointtab til Liverpool resulterer i en placering et godt stykke uden for Champions League-pladserne, der dog kommer inden for rækkevidde med en fornuftig afslutning på sæsonen.
Men i 22/23 havde vi et hjemmebanepointsnit på 2,32 per kamp mod 1,21 på udebane. Faktisk er det sådan, at i samtlige fulde sæsoner, Klopp har været træner for Liverpool, har vi formået et pointsnit på hjemmebane i PL på over 2,15 (med undtagelse af førnævnte 20/21-sæson, hvor der ingen fans på stadion var).
Det er blevet så normalt for Liverpool at tabe på hjemmebane, at man nærmest glemmer, hvor sjældent det egentlig er sket de seneste år. Et 1-2-nederlag til City kan på papiret altid ske. Men selv City er altså et hold, der inden den kamp kun havde slået Liverpool én gang i 23 år på Anfield – og det var uden hjemmebanefans på lægterne.
Senest Manchester United trak sig sejrsrigt fra Anfields græs var i januar 2016, hvor Jürgen Klopp kun lige var kommet i gang med oprydningsarbejdet efter Brendan Rodgers. I denne sæson tabte vi 1-2 som forsvarende mestre mod et nærmest komisk ringe spillende United-hold under nu fyrede Ruben Amorim.
Læg dertil et decideret pinligt 0-3-nederlag, hvor vi blev kørt ud af banen af Nottingham Forest. Og værst af alt: INGEN sejre mod nogen af de tre oprykkere på eget græs er jo nærmest fyringsgrundlag alene. Ej at forglemme, at vi tabte 1-4 til Feyenoord på hjemmebane i Champions League og 0-3 til Palace i ligacuppen.
Specielt er det antallet af mål på hjemmebane, der er problemet. Arnes mere kontrolbaserede spillestil gør, at vi bruger mere tid med bolden og på egen banehalvdel på hjemmebane end andre sæsoner under Klopp. Fra Klopps intensive heavy-metal-pres til Arnes kontrollerede spillestil er det ikke overraskende, at flere kritiske stemmer har været ude med riven efter, at Arnes måde at spille fodbold på ikke er synonym med sjælen i Liverpool FC.
Hans spillestil gør det sværere at fange hold, der står lavt, i ubalance, og det har kostet mod eksempelvis oprykkerne. I hjemmekampene mod Burnley, Leeds, Sunderland og Wolves kreerede Liverpool kun sammenlagt 4 store chancer, ifølge den anerkendte Liverpool-statistiker Michael Reid.
Sammenlagt 6.7 xG i de fire kampe med en gennemsnitsboldbesiddelse på næsten 70%. Ikke at turde at tage større chancer i den slags kampe og skabe mere intensitet og kaos, er i min optik en af Arne Slots største svagheder, for hjemmekampene mod oprykkerne er simpelthen must-win-games for en succesfuld Liverpool-træner.
Er der et problem med Anfield-atmosfæren?
Disse taktiske valg af Slot påvirker uden tvivl atmosfæren på Anfield. I sit es er Anfield et stadion, der trives i uro, kaos og stormvejr – uanset hvor dårligt det ser ud, kan den kaotiske og voldsomme Anfield-atmosfære vælte alle hold omkuld. Mens der er masser af ikoniske eksempler på dette, vil jeg i stedet fremhæve et mere subtilt eksempel.
Da Liverpool i 22/23-sæsonen leverede et comeback mod Arsenal i en sæson, hvor Liverpool skuffede, og Arsenal førte Premier League med 7 point ned til City, kom Arsenal tidligt foran 0-2 og var i fuld kontrol hele første halvleg. Liverpool var ikke i nærheden af noget, og atmosfæren var flad… indtil Granit Xhaka kom op at tottes med Trent Alexander-Arnold.
Det moment var nok for hele Anfield til at samle sig bag scouseren og løfte hele holdet. Liverpool reducerede til 1-2 kort efter, og i 2. halvleg dominerede Liverpool med kaosfodbold. Arsenal blev væltet helt omkuld, og kun guderne og Aaron Ramsdale ved, hvordan vi ikke vandt den kamp til sidst.
Når du vælger at spille en fodboldstil, som er kedelig, kontrollerende og fungerer bedst uden for kaos, får du heller ikke den Anfield-atmosfære op og stå, der kan bære Liverpool igennem hjemmebanekampene. Der er et modsætningsforhold mellem den nuværende spillestil og den kendte Anfield-atmosfære.
Det kan bedst eksemplificeres ved den måde, som Liverpool plejede at komme ud til 1. halvleg på under Klopp – viltert, livligt og uroligt. Man pressede med stor intensitet, og de første 5-10 minutter var altid kaosfodbold, hvor Liverpool som regel trak sig positivt ud af det.
Ikke længere. Jeg kan knap huske en 1. halvleg, hvor Liverpool er kommet ud af omklædningsrummet som en komet. I stedet er det den sikre, langsomme pasning, der fordeler spillet rundt hver gang. Måske derfor, at Liverpool slutter så mange 1. halvlege uden at have scoret. Den sikre possession-baseret spillestil kan have sin charme nogle gange, men det er ikke, hvad der giver energi på lægterne, og jeg tror heller ikke på, at det altid er den bedste nøgle til at låse low blocks op.
Klopp-fodbold er ovre, og jeg anerkender blankt, at vi skal se fremad. Vi kan ikke længere spille så højintensiv fodbold hver eneste kamp. Men hvis Slot skal lede holdet næste sæson, må han simpelthen åbne sine øjne for, at hans fodboldstil til tider skal indeholde mere intensitet, energi og liv. Ellers ender vi i en situation, hvor Arnes spillestil dræber fort Anfield. Og den situation ønsker jeg absolut ikke.
INDHOLDET?
BLIV MEDLEM
MERE I FREMTIDEN!